Bolig & DIY

Vis os dit hjem: Juila Thies

Vis os dit hjem: Juila Thies
Facts

Juila Catrine Thies

Bor på et gammelt tørreloft på 124 kvadratmeter på Nørrebro

Juila Catrine Thies er bosat på et gammelt tørreloft på 124 kvadratmeter, i taget på en bygning fra 1868. Lejligheden ligger på Nørrebro ved søerne, hvor Juila bor sammen med sin kæreste. Til hverdag arbejder hun som sygeplejerske og blogger på interiør og DIY-bloggen Copenhagen Wilderness. Bloggen opstod selvsagt under hendes studietid, hvor tapetopsætning, skattejagt på loppemarkeder, sofakiggeri, impulsive blotlægninger af mursten og styling af diverse kroge ofte var mere interessant end at åbne en bog.

Juila er enormt passioneret omkring boligindretning, og hun går meget op i, at hendes hjem skal afspejle den lidenskab hun har for Dansk Design i 50-60’erne, genbrug og planter. For at være helt præcise må vi hellere nævne at Juila faktisk har hele 5 sofaer og over 50 planter i hjemmet, så der er ikke sparret på noget.
Både Hans J. Wegner sofaerne og teaktræs skænken er fundet på Den Blå Avis. Hvis vi fører blikket over på den smukke skænk, så står den faktisk på hovedet, selvom man ikke skulle tro det. Juila var ikke klar over dette før en kyndig gjorde hende opmærksom på det, og nu mener hun, at det er en del af charmen, hvilket vi må give hende helt ret i. Sofaerne havde originalt karrygule/orange læderhynder, men er senere hen blevet omfarvet.

Sofabordet består af en messingbakke, som Juila fandt i storskrald, og stellet er fra et gammelt Ikea bord, som hun har malet sort. Pudsen har kæresten selv banket af væggene for at synliggøre de rå mursten, da de ønskede et ”New York loft” look. Billedvæggen rummer både en hylde, et tandhjul fra en cykel, fjer, et gevir, et Kähler ur og illustrationer af P.S. Opstrup.
Teakchatollet fandt Juila også på Den Blå Avis og er blevet sat i stand. Et godt tip til dem som også vil prøve kræfter med at sætte et chattol i stand, er at man kan få de fleste pletter væk med ståluld beregnet til teaktræ og teakolie.
De transparente rammer med fjer og tørrede planter har Juila selv lavet ud af glasplader fra billige skifterammer fra Tiger, som så er sammensat med maskintape, clips eller elastikker. Sakselampen er en tysk Bauhaus lampe, som Juila fik billigt på er loppemarked. Blomsterforstøveren er fra den lille hyggelige plantebutik i Botanisk Have i Købehavn og er købt fornyeligt.
Mini-baren er fundet i en antikbutik. Den består hovedsageligt af kærestens store passion nemlig Whiskey og så selvfølgelig af Juilas egen favorit Gin. Karaflerne er en kombination af nye og gamle, som har fået påsat lædertags. Væggen har Juila malet med sort akvarelmaling, som hun har ladet løbe for at skabe en sodet og rå effekt.
I spisestuen har Juila et smukt tapet på væggen fra Svenske Kongelige Hofleverandør ”Sandberg”. Det fine bord er fundet i en loppebutik på Instagram. Juila forelskede sig straks i det rå rustne look, da hun så det. På bordet ses en te-dåse, som er brugt som et alternativ til en potteskjuler. Stigen er et storskraldsfund og bliver brugt til opbevaring af enkelte planter og bøger. Kontorstolen er endnu et af de fund, som Juila forelskede sig i på Den Blå Avis, og passer perfekt ind i spisestuens industrielle look.
Over spisebordet er ophængt en rusten jernstang, som Juila fandt på gaden. På den er der monteret 2 stk. af de originale Værkstedslamper i Emalje og lampler med grønne Efeu, som snor sig omkring den. Lyskæden oplyser de blottede mursten smukt om aftenen og giver et afdæmpet og hyggeligt look.

De sorte stole er de velkendte Xavier Pauchard ”Tolix A”. De er sat sammen med to skolestole fra Den Blå Avis, for at skabe balance mellem nyt og gammelt, samt design vs. almindelige hverdagsgenbrugs møbler, som Juila holder meget af.

Plantebordet er en gammel taburet fundet i en antikbutik, og radiatorskjuleren overfor er en Juila selv har krearet. Den sorte væg bryder tagindfaldet og deler rummet op i 2 afdelinger: Spisestue og læsekrog. Det antikke porcelænsdukkehoved i glasmontren er fundet på et på loppemarked i New York.
Den lille retro skænk er et sminkebord, som Juila fandt på gaden med et ”gratis” skilt på. Det kunne hun ikke modstå og fik herefter slæbt den med op i lejligheden. Den fik en tur med malingen og har nu en smuk sort farve.
I soveværelset er det ene hjørne malet sort, for at skabe et geometrisk brud i de skrå væg, som samtidig skaber en samling i rummet. Stolen er af Kai Kristiansen og det lille retro entrémøbel er fundet på Den Blå Avis. Spejlet er taget med hjem fra USA og det lille vægophæng er hjemmelavet. Vinduerne i rummet er malet sorte, for at fremhæve dem. I spejlet kan man lige akkurat ane en af sengelamperne, med en vintagelook glødepære, der giver en varm og hyggelig belysning.
I stuen er et skråt tagindfald udnyttet til at stille en pladespiller fra Crosley. Pladespilleren er nyproduceret, men har et skønt retrolook. Pladespilleren er meget stædigt blevet slæbt med som håndbagage fra New York og resulterede i mange drugswipes pga. dens hulrums konstruktion. Men MED HJEM det skulle den altså. Pladeholderen er fundet i en genbrugsbutik og vægophænget er hjemmelavet.

Se flere af Juilas skønne billeder fra hendes hjem på Instagram under navnet @copenhagenwilderness.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *