Bettina er selvstændig billedkunstner med eget atelier/galleri i Haslev på Sydsjælland, hvor hun også afholder workshops. Indimellem laver hun også smykker som kan ses på websitet Krokade. Bettina har tidligere haft butik på Frederiksberg, men solgte butikken, og kastede sig for alvor over malerierne og undervisningen. Du kan se mere fra Bettinas arbejde her.
Når Bettina ikke maler, underviser, laver smykker, laver om i sit hjem eller laver andre kreative projekter, så blogger hun om indretning, kreative idéer og kunst på bloggen Bettina Holst. Bettinas store passion er indretning, og hun kan næsten ikke lade være med at omrokere hjemme i det lille hjem på Sydsjælland. Nedenfor viser Bettina sit smukke hjem frem.
Soveværelset med hjemmelavede sengeborde og en Hay klemmelampe, som nu er endt uden klemme.
På kontoret er Bettina i gang med at lave en ur væg kun med runde ure i forskellige størrelser. Den fine stige er blevet brugt til opbevaring af magasiner, og er et godt fund fra Netto til få penge.
Stuen er indrettet med en bagvæg med fotokunst, Bettinas egen kunst og en gammel bakke fra et trykkeri. De forskellige typer ophæng er med til at skabe en super cool dynamik til væggen.
I stuen er der en blanding af nyt og gammelt. Det lille teakbord har Bettina for nyligt arvet fra sin mormor.
Bettina er en af de heldige, som også har en lille ekstra stue. Stuen er indrettet med en “Poeten og Lillemor” sofa fra Sofakompagniet.
Bettinas terrasse er indrettet med en kæmpe hjemmelavet sofa af paller fra et byggemarked. Hynderne, der kan ligge ude i al slags vejr (vældig praktisk), er fra Mystack.dk.
Bettinas gæsteværelse er indrettet med en hjemmelavet daybed, lavet af en gammel dør, som var i overskud. Dertil 6 hjul fra et byggemarked, en madras fra Ikea til 300,- kr. og vupti, så havde Bettina lavet en billig og super cool seng.