Nanna er 33 år og bosat i en gammel 50’er villa i København sammen med sin kæreste Martin, datteren Ava og hunden Albert. Nanna blogger til dagligt på bloggen Brinklercph, og så arbejder hun desuden også som kommunikationskonsulent. Nanna har været på besøg hos arkitekten Knud Holscher, og nedenfor deler hun sine tanker og billeder fra besøget.
______
Nogle huse må man nøjes med nysgerrigt at betragte udefra og drømmende forestille sig, hvordan det smukke ydre matcher det indre. Et af de huse, på en stille villavej ved Rude Skov, tilhører arkitekten Knud Holscher. Og netop dette smukke og moderne hus har jeg fået lov til at vise dig indefra. Det er et hjem, der forener funktionalitet og æstetik og får mig til at drømme om højt til loftet og lysindfald i stride strømme.Huset set fra haven.
Knud Holscher er i dag 85 år og still going strong. Han startede karrieren i dansk designs storhedstid under Arne Jacobsens vinger, og Knud og hustruen var nære venner med designere som Poul Kjærholm. I dag arbejder Knud Holscher for det meste hjemmefra i huset ved Rude Skov som han tegnede i 1972. Tegnestuen Knud Holscher Design ligger ellers på Nørrebro og drives af syv partnere, der sammen står bag en lang række anerkendte designs i byrummet og til det private hjem. Knud Holscher i eget design fra 2005.
Det er bl.a. Knud Holscher og hans team, der har designet metrosøjlerne på Københavns metrostationer og HTs busstoppesteder. Man tænker måske ikke lige over det, men der er jo en tanke og en designer bag alt, hvad vi omgiver os med. Holscher har også designet brugsgenstande og smukt service for bl.a. Georg Jensen og Gense, og så har han altså i sine midt firsere designet en ny toiletserie for Ifö, der netop er blevet lanceret. Han fortalte mig, at han desværre har måtte trappe ned på arbejdet pga. svigtende syn, men det er da også det eneste tegn på, at han er oppe i årene. Han er meget energisk og fortæller stolt om sine mange designs som får mig til at nære stor respekt for manden og hans håndværk. Beundringen bliver da heller ikke mindre, da jeg får lov til at se hans fantastiske hjem, der, dengang det blev opført, må have været meget moderne og nytænkende. Dagligstuen med åbent kig til haven, der er grøn trods årstiden.
Husets trapper er lavet af jern og forbinder det lyse klinkegulv med de mørke mursten.
I køkkenet skaber vinduerne fra gulv til loft en fornemmelse af, at man står midt i haven.
Beton møder mursten og klinker.
I dag er det netop denne slags rummelighed, lysindfald og fusion mellem inde og ude, som mange efterspørger. Jeg er i hvert fald vild med huset, der ligger på en skrånende grund med en hovedform af to parallelle mure rundt om et stort åbent rum. Lyset falder ind fra alle sider, og der er alle steder kig til den smukt anlagte have. Indretningen er præget af klassiske designmøbler, der har haft deres faste plads i mange år, og som de fleste skattejægere ville give deres højre hånd for at få fingre i. Det er råt, men samtidig hyggeligt og varmt. På væggene pryder datteren Tine Holschers malerier og Knuds egne akvareller, og fritstående trapper af jern forbinder de forskelle planer i huset. Der er endda også et walk in closet, og på alle måder ligner det ikke mine egne bedsteforældres hjem, men derimod en moderne families. Jeg kan godt se, hvad Knud mener, når han siger, at et godt hjem er en smuk løsning på dagligdagens funktionskrav. Netop dette udgangspunkt er nok årsagen til, at 70’er huset i dag er et nutidshus.I spisestuen er der ovenlysvinduer, der selv på en skyet dag givet en smukt lysindfald.
Du kan se flere billeder fra Knud Holschers hjem på Brinklercph.com, samt se mere til Brinklercph på Instagram under navnet @brinklercph.