[single_post_category_name]

5 tips til at indrette en lille entré

Christina er kvinden bag den skønne blog KreaVilla, hvor hun skriver om spændende, kreative projekter samt inspiration til din bolig. Du vil også kunne læse om diverse trends inden for bolig og interiør. Nedenfor giver Christina sine 5 bedste tips til, hvordan du indretter en lille entré. God fornøjelse.

________

Entréen kan være svær at indrette, vi har brug for at opbevare rigtig mange ting, men ofte er entréen bare et lille bitte rum. Rum kan endda være så meget sagt, tit er det nærmere bare en gang, hvor man så også skal finde plads til overtøj, sko og tasker.

Samtidigt er entréen det første, der møder os når vi kommer hjem, og det er også her vi byder vores gæster velkommen. Og huse er som mennesker, førstehåndsindtrykket er vigtigt. Så hvordan løser man lige den opgave? Læs med her få nogle gode råd.

1. Rigelig opbevaringsplads

Det er vigtigt, at alle ting har en fast plads. Der skal være et sted til at hænge (alle) jakker, sko og tasker, et sted at lægge nøgler og breve og de ting du ellers skal huske, når du skal ud af døren. Og ja det fylder, men vil du have styr på din entré, skal alle ting have en plads. Er din entre meget lille kan det være nødvendigt, at bruge et tilstødende rum f.eks. stuen eller køkkenet.

LÆS OGSÅ: 5 seje IKEA-hacks: sådan forvandler du dine møbler

Du har sikkert ikke plads til et skab, hvis du har en lille entré, men brug f.eks. kurve og kasser, der findes mange pæne og det er en nem måde at få gemt nogle ting af vejen. Husk også at udnytte højden, f.eks. en hylde placeret over en dør eller en knagerække.

2. Små møbler

Når din entré er lille, er dine møbler også nødt til at være det. Store og mørke møbler er et no go, da de vil tage alt for meget plads, både fysisk og visuelt.
Men skoskabe er f.eks. rigtig gode, de er smalle, men alligevel kan indeholde mange ting. Og du behøves ikke kun at bruge dem til sko, de kan også sagtens bruges til mindre tasker, tørklæder og lignende.

Derudover er det også godt med møbler, som kan hænge på væggen. Så er gulvpladsen stadigvæk fri (til at smide de ting, der alligevel ikke har en plads) og det giver det en mere luftig fornemmelse. Hvis du har nogle indhak i din entré, så er det også en god idé at udnytte det og finde et møbel der passer.

3. God belysning og spejle

Et lyst rum syner større end et mørkt, og det er også rarere, at blive budt velkommen til. Desværre ligger de fleste entréer i midten af lejligheder og huse, og har ingen eller kun små vinduer. Derfor er det vigtigt med rigeligt belysning.

Der bør altid være nogle loftslamper som generel belysning, men også gerne pendler med glødepærer eller en lyskæde, til at give ekstra lys og hygge.

Spejle er også rigtigt gode til at give lys, da de reflekterer, det lys der i forvejen er. Og så er det samtidigt praktisk, lige at tjekke de sidste detaljer på vej ud af døren.

4. Brug alle vægge

Når en entré er lille og smal, kan det være nødvendigt at have alle møblerne til den ene side, så der er plads til at komme forbi i den anden side uden at skulle zig zagge, sig igennem. Men det kan få rummet til at virke meget ”tungt” i den side.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du dine smykker i din indretning

Det er et godt råd, for at få mest mulig gangplads, men husk også den modsatte væg, som let kan komme til at virke meget tom. Her kan du f.eks. hænge et spejl. Plakater eller mindre billeder er også gode, da de kan være med til at skabe en hyggelig stemning uden at tage for meget plads.

5. Få rummet til at virke større

Det sidste råd, kan måske virke lidt nørdet, men det er tricks som de professionelle indretningskonsulenter bruger. Så lyt godt efter.

Der er nemlig forskellige effekter man kan bruge til at snyde ens opfattelse et rum og f.eks. få en lang smal gang, til at virke mere kvadratisk og rummelig.

Det kan man f.eks. gøre ved at:

  • Male endevæggen og derved få rummet til at virke kortere
  • Bruge vandrette striber og få rummet til at virke bredere og lavere

Hvis du ikke vil kaste dig ud i at male, kan en lang knagerække eller en lang række billeder også give samme effekt.

  • Hvis der er højt til loftet, så mal loftet og det øverste af væggen i samme farve og den nederste del i en anden farve; på den måde vil det syne at loftet startere lavere og rummet vil få bedre proportioner.

Alle billeder i artiklen er taget af Christina Sandersen. Du kan se nærmere detaljer om, hvor de enkelte ting er fra lige her.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide