Anne Romedahl er mor til tre skønne unger, gift med John og arbejder til dagligt som lærer. Familien bor i et gammelt og charmerende murermesterhus fra 1929 i Fredericia. Anne elsker boligindretning, loppefund og DIY-guides. Udover at arbejde som lærer, så blogger Anne også på annesfinurligeunivers.dk – tag et smut forbi, hvis du er til boligindretning og DIY 😉
Nedenfor viser Anne sit smukke hjem frem, som blandt andet byder på vintage, rejsefund og DIY-løsninger. God fornøjelse!
Når man træder ind i Annes smukke hjem, bliver man mødt af diverse vintage fund i teak. På gulvet ligger gulvtæppet fra MAALU MAALU, som er i fine grålige nuancer.
Det næste rum vi skal besøge er spisestuen, hvor vi bliver mødt af endnu et loppefund. Om jalousiskabet siger Anne selv:” Jalousiskabet bruges som barskab og opbevaring af gamle lp’er, som jeg har gemt. Planen er at finde en gammel B&O pladespiller, så de gamle LP’er igen kan spilles. På skabet ses stilleben med blå lopper og nyeste indkøb er blå litografi med fugle af Morten Christoffersen”.
Ovenfor ses familiens spiseplads i køkkenet. Her bruger de masser af timer sammen:” Den gamle kabeltromle fungerer som praktisk spisebord – hjulene er påsat, så den let kan flyttes. På væggen er en DIY-kopholder samt en gammel hylde med glasskuffer og keramikting, som bruges til dagligt. I højre side ses en retro-magasinholder i kanvas, som bruges til opbevaring af blade og dagens avis, som læses til morgenkaffen”.
Ovenfor ses det hyggelige hjørne, hvor Anne har indrettet sig med smukke fund:” I karnappen er det skønneste lys, og her har et af mine gode fund fået et plads. En gammel slidt day-bed fik nyt liv med en møbelrens og derefter ombetrukket i kraftigt uld. En daybed er ret simpel af ombetrække, men at trække knapper igennem springmadrassen og hæfte på bagsiden krævede to mand og masser af kræfter”.
På væggen i spisestuen er tre reolkasser opsat:” Den fungerer som bogreol og opbevaring af papirer og ting, som skal være lette at finde. Plakaterne på væggen er indkøbt på tur i Paris”.
Farven blå går igen flere steder i huset, og ovenfor ses teenagernes værelse, som har en enkelt væg i en smuk, blå farve. De fine puder er lavet af viskestykker – en genial DIY, hvis man trænger til lidt fornyelse.
Det sidste sted, vi skal besøge er familiens overdækkede mini-terrasse:” Det er en rigtig lille oase, som bliver flittigt benyttet. Vi lavede selv alt, og da indretningen består af lopper og containerfund, så har den kun kostet omkring 2000 kr. inkl. alle byggematerialer. Batikpuderne er DIY”.
Vil du se mere til Anne? Så kan du finde hende på Instagram under navnet @Morrisseymmm.
Gem