Bolig & DIY

Opdater dit hjem med disse budgetvenlige & nemme-at-gå-til boligtips

Danica Chloe er kvinden bag den inspirerende livsstilsblog danicachloe.dk. Her blogger hun om alt fra indretning og familieliv til mode og livsstil. Hun er mor til 4-årige Sylvester, gift med Rasmus og bosat på Islands Brygge i København.

Nedenfor giver Danica Chloe dig inspiration til, hvordan du nemt og budgetvenligt kan forny din bolig.

_____

Vi skriver år 2017, og det betyder for mange en ny start – mig selv inklusiv. Det kan være i henhold til hverdagens trummerum, madfronten, motionsmæssigt eller i forhold til hele selvrealiseringsprocessen. Ofte giver det også en anledning til fornyelse af hjemmet. Med tiden har man nemlig tendens til at blive lidt træt af at se på den samme boligindretning dag efter dag, men man har ikke nødvendigvis budget til at skifte alt ud. Især ikke i januar måned, hvor man forsøger at komme ovenpå efter en dyr december.

LÆS OGSÅ: Print selv: 2017 kalender

Men tøv ikke længere. Her får du nemlig serveret en række inspirerende og kreative indretningstips, der giver nyt liv til dit hjem, helt uden at sprænge budgettet. Alle er det løsninger, vi har gjort brug af herhjemme og som gør, vi uden problemer kan opdatere vores hjem, når vi har lyst. 


1. Mal din vægge i en bestemt farve
Man kan opdatere hjemmet på mange forskellige måder, men maling giver altid lige det sidste. Tilmed giver det nyt liv til dine møbler og nips, og du slipper på den måde for at skulle købe nyt. En fin maling, der dækker flere vægge, kan ofte købes til en 500 kr. – 700 kr. Lad vær med at gå efter den billige maling, da resultatet bliver bedst, når du køber det hos autoriserede farvehandler. Det er også vigtigt, du giver væggene flere gange, så farven bliver gennemtrængende. Vi har de seneste par år haft den fineste grålilla  farve på tre af vores vægge i stuen, og det har samlet hele rummet på en fantastisk måde. Det er dog tid til at prøve en ny farve af og næste gang går vi efter en petroleumsblå eller auberginefarve.


2. Kreative DIY projekter
Det behøver ikke være dyrt, at lave kreative gør-det-selv løsninger. Vi manglede i sin tid et skrivebord og havde et indhak i stuen, der var svært at indrette. Derfor gik vi i IKEA for at finde materialerne til et sjovt DIY projekt. Vi endte således i bryggersafdelingen, hvor vi fandt skinner og metalplader, der i dag udgør vores fine hvide skrivebordsløsning. Det øverste stykke bruges endda til vores udvalg af krystalglas og flasker. Det bedste af det hele? Hele løsningen kan erhverves for kun 310 kr. sammenlagt. Få guiden til vores gør-det-selv skrivebordsløsning HER.

LÆS OGSÅ: En charmerende oase: Sådan indretter du en lejlighed på 53 kvm


3. “Kunst” til væggene
En anden ting, vi er glade for hjemme hos os, er fine plakater og finurlige guldrammer. Det er en budgetvenlig måde at opdatere de bare vægge på. Vi er p.t. glade for fotomotiver fra naturen, da det emmer af ro og noget utroligt rart, som vores hjem gerne må føles som. Men hvis jeg kender mig selv ret, har vi garanteret forelsket os i noget nyt næste år. Heldigvis bliver det ikke noget problem at skifte det hele ud igen, da plakatløsningen på ingen måder sprænger budgettet.


4. Byd det grønne indenfor
Planter og grønne tiltag behøver ikke koste alverden. Gå udenom de dyre blomsterbutikker og besøg i stedet landets mange havecentre eller IKEA. Her er det muligt at få smukke planter til en brøkdel af prisen. For et par hundrede kr. formår man at give nyt liv til hjemmet, og hvad bedre måde at starte 2017 på end at byde en snert af naturen velkommen indenfor?  


5. Arranger dit nips på nye måder i inspirerende stilleben
Ofte kan man “nøjes” med at arrangere sit nips på nye måder frem for at skulle købe nyt ind. Det er også både billigere og sundere for miljøet. Søg inspiration i boligbladene, på inspirerende blogs eller hjemme hos veninderne. Lidt om rokering kan ændre hele udtrykket, og det er en utrolig nem og endda helt gratis løsning. Tilsæt en vase med frisk blomster og et par bøger, og du har det fineste stilleben. 

Vil du se mere til Danica Chloe? Så kan du følge hende på Facebook, Instagram og YouTube.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *