Hvem?
Astrid er 30 år, og arbejder som salgsrepræsentant for fire EU lande ved House Doctor. Henrik er 31 år, og arbejder som ejendomsmægler ved Lokalt Liebhaveri i Aarhus. Sammen har de sønnen Viggo og hunden Svendsen.
I en nyrenoveret murmestervilla i Aarhus bor Astrid og Henrik sammen med sønnen Viggo og hunden Svendsen. Selvom villaen er renoveret har parret bevaret den smukke, gamle stil, som en murmestervilla har at byde på. Nedenfor byder den lille familie dig indenfor i deres charmerende hjem.
Astrid og Henrik er typerne, der ofte kaster sig ud i store projekter, og den charmerende murmestervilla var bestemt ingen undtagelse. Her har parret nemlig renoveret hele huset, for at inddrage nye og stilrene linjer, dog har de sørget for at bibeholde de charmerende detaljer: ”Vi har tænkt de nye og stilrene linjer ind i den gamle stil, så vores køkken er ret up to date, og det samme er stilen ellers i huset – men rammerne er sat op, som var det fra en klassisk villa i 20’erne.”
Da indretning og kreative løsninger er en del af Astrid og Henriks job, ligger det helt naturligt for det unge par at have en passion for interiør og design: ”Begge vores jobs påvirker selvfølgelig den måde, vi vælger at indrette os på. Jeg arbejder med interiør til dagligt og får den vej igennem masser af inspiration og mange idéer. Henrik ser en masse smukke liebhaver ejendomme til dagligt, som også får tankerne i gang. Ja, det kan nogen gange være en dyr fornøjelse, at arbejde der hvor vi gør” fortæller Astrid.
Det er vigtigt for parret er deres hjem stråler af personlighed: ”Man skal kunne se at vi lever her. Jeg er ikke god til rod, men som nybagt mor må jeg erkende, at der er vigtigere ting i verden, end det perfekte billede.”
”Vores stil er meget klassisk og varm, og så elsker vi dansk design. Det næste vi sparer op til er den smukkeste stol, efter vores mening, nemlig den spanske stol som er designet af Børge Mogensen. Derudover sparer vi sammen til vores bryllup, som finder sted sommeren 2018 – det er dyrt at leve” fortæller Astrid.
Når vi træder ind i parrets hus, bliver vi mødt af en smuk entré som er indrettet helt enkelt: ”Entréen byder på høje hjemmelavet paneler, tegninger af Aarhus, lavet af min dygtige mor, og et rundt spejl fra House Doctor – det perfekte match, hvis du spørger mig.”
Parrets soveværelse er indrettet med rene linjer og uden forstyrrende elementer. Fra soveværelset er der udgang til parrets altan, hvor man kan nyde morgenmaden på en lun sommermorgen.
Her ses et lille glimt fra parrets stue som er indrettet med det smukkeste bakkebord: ”Da jeg blev 30 år i februar fik jeg dette smukke bakkebord af mine forældre. Bordet er designet af Hans Bølling, og har stået på ønskesedlen længe” fortæller Astrid.
Parrets køkken er indrettet med en betonvæg, som bryder det ellers fine look, som resten af huset har. Ved betonvæggen er der plads til brænde, hvilket er en af Astrids favoritløsninger ved hjemmet: ”En af mine allerstørste opture over idéer og gode løsninger under hele projektet, var da vi fandt på at lave vores brændevæg. Jeg er vild med den, og den giver varme til det ellers hvide og enkle køkken.”
Spisestuen er indrettet med klassiske elementer, som gør at den fine Mulecular lampe fra House Doctor, får lov til at skinne igennem: ”Jeg elsker enkelthed og at være kreativ – maleriet på væggen er det sidste resultat af dette” fortæller Astrid.
Et af yndlingsprojekterne i huset er den smukke, hvide bogreol, som ses ovenfor. Reolen var Henriks barselsprojekt, og om projektet fortæller Astrid: ”Henriks barselsprojekt (udover at lære vores lille Viggo at kende) var at kaste sig ud i at lave en indbygget bogreol rundt om vinduet. Vi elsker resultatet, og glæder os til at fylde den med gode bøger og oplevelser.”
Parret nåede lige at blive færdige med overetagen, inden at parrets søn Viggo kom til verden. Om overetagen fortæller Astrid: ”Vi blev færdige med overetagen 5 minutter inden Viggo kom til verden (sarkasme kan forekomme), og vi er glade for at vi besluttede os for at tage den klassiske stil med op ovenpå. De høje paneler gør det nemt at indrette, da det efter min mening ikke behøver at være ret meget andet. Løberen fandt jeg på det lokale loppemarked og måtte bare eje den!”
At have gæster på besøg i det smukke hjem, er noget af det som Astrid og Henrik holder meget af: ”Vi elsker at have huset fyldt med gæster, og min fødselsdagsweekend var ingen undtagelse. Da jeg fyldte 30 kom venner, kolleger og familie på besøg og fejrede mig på bedste vis.”
Her ses huset udefra, som før parret flyttede ind, var rødt og med store vinduer og en ægte 70’er altan.
Vil du se mere til parrets bolig? Så kan du finde Astrid på Instagram under navnet @astridgml.