Bolig & DIY

En hyggelig familie oase med plads til sjov & kreativitet

Facts


Michala Bastian er 37 år og er mor til Molly My på 5 år. Michala arbejder som selvstændig blogger på bloggen bastabum.dk. Derudover har hun også en konsulentrolle forskellige steder inden for projektledelse, digitale og sociale medier.

I en lejlighed i København bor Michala sammen med datteren Molly My. I lejlighed er der skabt det perfekte frirum til kreativitet, leg og sjov samtidig med at hjemmet er fyldt med fine detaljer og personlighed. Kom med indenfor hos Michala og Molly My, og lad dig inspirere.

Michala ser sit hjem som sit fristed – et sted, hvor hun kan slappe af og lade op. Det er her hun har tosomhed med datteren Molly My:” Når vi er ude sker der altid en masse spændende omkring os, så hjemme er der tid til ro og nattøjsdage (min datters absolut favoritdage). Mit hjem er fyldt med farver og personlige ting. Jeg kan ikke trives, hvis ikke der er mange ting omkring mig. Derudover har jeg brug for, at det er meget personligt.”


Det første rum vi skal besøge hos Michala er stuen, hvor vi bliver mødt af et stort og meget smukt billede af Molly My: ”Meget dominerende i rummet er et stort billede af min datter. Billedet er taget af Rasmus Mogensen i forbindelse med en Pierrot la Lune kampagne – jeg elsker det billede. Dels da det er min datter, men også fordi det giver en god dybde og energi til rummet.”


Over den grå daybed hænger de smukkeste silkeblomster, som er lavet af Marianne Eriksen Scott. Herudover hænger der et maleri, som har en speciel plads i Michalas hjerte: ”Maleriet, med den smukke dame, har jeg fået i julegave af min lillesøster Ida, der selv har malet det. Det betyder derfor meget for mig.”


Kigger vi mod den ene væg i stuen, bliver vi mødt af en smuk billedvæg fyldt med personlighed og farver: ”Den ene væg i stuen har reoler hængende med bøger og forskellige billeder og tryk. Dette er en del af mine favoritter, da det er farverigt og personligt. Sådan kan jeg rigtig godt lide vores hjem.”


Datterens kreative streg skal der selvfølgelig også være plads til på væggen. Derfor har Michala valgt at indramme en af hendes tegninger – Hos Michala er der nemlig masser af plads til leg og fjol: ”Rammen fra Ram’n kan rumme op til 50 af min datters tegninger. Hun tegner rigtig meget og de skal selvfølgelig op og hænge, her sammen med superhelte hun også har tegnet og spøgelser fra Studio Arhøj. Fjollet, farverigt og bare os.”


Midt i den lille families hjem ses dette fine spisebord – et dejligt sted, hvor familie og venner kan samles. 


Michalas soveværelse er småt, men indeholder præcis det hun har brug for:” Mit soveværelse er småt, da min datter har fået det største soveværelse. Her har jeg ”bare” min seng og mit tøj. Men det er jo også alt, som jeg har brug for. Sengen er en af mine favoritter, da man dels sover fuldstændig fantastisk i den, og så fordi den udover at være smuk, også har en fantastisk bæredygtig historie. Den er fra Auping, ligesom puder og sengetøj også er.”


På datterens værelse er væggen malet med flotte farver og illustrationer. Her er der plads til leg, skæg og ballade:” Min datters værelse er fyldt med farver og naturligvis legetøj. Hun elsker at lege og har legesager, specielt Playmobil, allevegne. Specielt for hendes værelse er det smukke vægmaleri lavet af Louise Johannesen. Det giver en fin dybde og effekt til rummet. Hendes kjoler hænger i et lille skab lavet af en gammel høj kommode, hvor skufferne er taget ud, og der er sat bøjlestang i.” 


Molly My er igen i gang med farveblyanterne ved sin lille skrivepult, som er en gammel sag fra en skole: ”Skrivepulten giver rummet lidt kant og varme til hendes værelse og er en absolut favorit, da hun elsker at male i malebøger.”

Vil du se mere til Michala og Molly My? Så kan du følge med på bloggen bastabum.dk samt på Instagram under navnet @bastabumdk.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *