Bolig & DIY

Stramme linjer med kant & maskuline materialer

Facts


Camilla Graae

Camilla er uddannet indretningsarkitekt, og har en selvstændig virksomhed som indretningsarkitekt og som kreativ konsulent. Dertil har hun 15 års erfaring indenfor modebranchen.

Find Camilla på bloggen camillagraaedecor.dk og på Instagram under navnet @camillagraaedecor.

Marmor, træ, velour og hør – En materiale-symfoni der påvirker sanserne.

Nogen mennesker mestrer kunsten, det er at få det bedste ud af deres hjem. Også selvom rammerne ikke er særlige, så træder stilen, æstetikken og personligheden alligevel så meget frem, at  man selv får lyst til at bo der. Sådan en lejlighed har Mikkel Dahlstrøm!

Og Mikkels sans for materialer og kontraster gør, at hans 63 m2 store lejlighed ved Aalborg Havn kan måle sig med boliger der arkitektonisk er langt mere specielle.

Vi har tidligere været på besøg i Mikkels skønne lejlighed, men så inspirerende personer og boliger kan vi ikke få for meget af. Derfor har vi her på ChriChri atter fået lov til at vise Mikkels fantastiske bolig frem. Især fordi, hvis man som jeg, har fulgt Mikkels boligstil på hans Instagram-profil, kan se at den har udviklet sig til at være mere moden, personlig og med dybere toner og interessante materialer i indretningen.

”Min stil er meget nordisk inspireret med en forkærlighed for de rå, tunge og mørke materialer og nuancer. Min stil kan synes en anelse skizofren til tider, da jeg påvirkes meget af tidens trends og tendenser. Jeg lader mig let inspirere og er altid på udkig efter nye trends – dog holdes stilen altid minimalistisk, stringent og med nedtonede nuancer” fortæller Mikkel.  


Mikkel der er 24 år, single og uddannet professionsbachelor i offentlig administration, er desuden medstifter og partner i styling- og designstudiet ’Another Studio’, som lanceres i marts måned 2017 (instagram @anotherstudio.dk).

Han har boet i den 63 m2 store lejligheden i lidt over to år, og siger selv om den: ”Da lejligheden er lejet, har jeg ikke brugt penge på renovering – faktisk har jeg kun malet de gamle indbyggede skabe hvide, da de før havde en kedelig beige farve. Ellers har jeg forsøgt at få det bedste ud af de rammer, som lejligheden nu tilbyder. Det er noget gammelt, faldefærdigt lort, skal jeg hilse at sige … men det har vel også sin charme”.

Selvom boligen ser skøn ud, så er Mikkel dog ikke helt tilfreds.

”Lejligheden er super hyggelig, men er langt fra den stil, som jeg egentlig ønsker – flyttekasserne står nærmest klar til at blive pakket. Dog er jeg glad for at bo her trods standen af lejligheden. Man kan heldigvis style sig ud af næsten alt, så det har jeg forsøgt at gøre”.

Og netop det må man sige at Mikkel i den grad er lykkes med. For selvom der ikke er høje paneler, stuk eller andet originalt i lejligheden, formår indretningen i stedet at skabe en rød gennemgående tråd i lejligheden. Her er lige tilpas møbleret, og møblerne er meget velvalgte i forhold til lejlighedens proportioner, hvilket er yderst vigtigt at tænke på når der indrettes. Og netop det, at Mikkel er gået fra det helt hvide til at skabe og søge kontraster, gør også, at han får en mere hyggelig bolig.


”Min stil har ændret sig meget, siden jeg flyttede ind i lejligheden for lidt over to år siden. Dengang havde jeg fokus på, at alt skulle være så lyst som overhovedet muligt, da lejligheden i forvejen er meget mørk og dunkel. Og i dag … ja, der er næsten alle hvide møbler skiftet ud med mørk nuancerede møbler med mere kant. Herudover har jeg fået mørke hørgardiner, som giver et fedt og luksuriøst look” fortæller Mikkel.


Duftlyset RO i den fineste grå nuance understreger Mikkels stil flot og giver varme og hygge. I soveværelset er stilen lys med Trådreol fra Verner Panton og lampe fra Menu. Bemærk messingdetaljerne der giver varme og binder hele stilen sammen og gør den endnu mere interessant.


Et af Mikkels seneste køb til boligen er det store, lækre sofabord fra Handvärk i sort rå-marmor. ”Jeg ELSKER det bord. Det har så meget kant og er tungt og let på samme tid”.

Ellers er Mikkel særligt glad for sin PH bordlampe fra Louis Poulsen. Hans drømmekøb er, udover en ny lejlighed, han selv kan renovere, ”Den Spanske Stol” af Børge Mogensen samt ”Snoopy” lampen fra Flos.

Stuen er Mikkels favoritsted i hjemmet, og det er her, han slapper af og lader op.

”Jeg får virkelig ro i sindet, når jeg befinder mig der. Mine hverdage er ret hektiske og travle, så jeg har brug for ro i hoved og sind, så snart jeg træder ind af hoveddøren. Det forklarer ligeledes, hvorfor jeg har indrettet mig med tunge, lækre tekstiler og hvorfor der er en nøje overvejet farveskala i mit hjem … jeg får simpelthen ikke ro, hvis jeg konstant mødes af farver. Jeg arbejder dagligt med farver og mønstre i mit arbejde, så jeg nøjes med at se på dem der”.

Og netop den afstemte, dybe og rolige farveskala med gråtoner, blandet med hvidt, sort og en smule douce kendetegner Mikkels gennemførte stil. Ligeledes hans grafiske print, og skønne stilleben. Her har kubusstagen fra By Lassen fået modspil af glasvase og støvede hortensier og en organisk keramikvase. På modsatte billede ses en samling af Mikkels sort/hvide print med NewWorks Kizulampe i marmor og acryl samt Nagelstager og de dekorative produkter fra Aesop.


Der skal ikke meget til at inspirere Mikkel, og han ser stylingmuligheder i næsten alt. Dog inspireres han i øjeblikket særligt af interiør-butikken Rue Verte i København og den lidt mørkere, luksuriøse stil.

”Lige for tiden er jeg vild med alt i grå, sort og marmor. Næste måned er jeg måske vild med blå … hvem ved?”


Mikkels tre bedste indretningstips er:

1. Invester i klassiske designs, som har et tidløst udtryk

2. Skab kontrast til kedelige, tomme, hvide vægge med mørke gardiner – lad dem for resten gerne være 10-15 cm for lange – det giver et råt og tungt look.

3. Find din egen stil. Instagram og Pinterest er god til inspiration. Husk dog kun at lade dig inspirere og ikke kopiere – ellers er det som at føle sig som gæst i en andens hjem.

Du kan finde Mikkel og hans skønne stil på instagram @mikkeldahlstrom og fra marts 2017 @anotherstudio.dk.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *