Villa med detaljer i særklasse

Facts


Camilla Graae

Camilla er uddannet indretningsarkitekt, og har en selvstændig virksomhed som indretningsarkitekt og som kreativ konsulent. Dertil har hun 15 års erfaring indenfor modebranchen.

Find Camilla på bloggen camillagraaedecor.dk og på Instagram under navnet @camillagraaedecor.

Camilla Graae driver til dagligt indretningsvirksomheden Camilla Graae Décor, som har base i Odense. Herudover blogger Camilla på bloggen camillagraaedecor.dk om nyheder og trends inden for indretning og interiør, sine projekter og andre spændende boligtemaer. Nedenfor har Camilla været på besøg hos Trine og Mareks, som bor i den smukkeste villa i Odense.

_________

Utraditionelle materialer blandet med de klassiske rammer, overrasker en når man træder ind i Trine og Mareks enestående villa i Odense. Overalt får detaljerne frit spil, og skaber en interessant og gennemført stil, hvor klassisk patriciervilla-stil, blandes med rå detaljer a la New Yorker stilen.

Den fine villa, beliggende i Odenses hyggelige Hunderup-kvarter, er bygget i 1929, og parret købte den i starten af 2015.

”Første gang vi så det, var vi ikke imponeret, og ville faktisk slet ikke have det. Der havde vi set på et andet hus, som var meget federe indeni, men som lå ud til en stor vej. Men da vi så havde tænkt over det et par dage, blev vi enige om, at selvfølgelig skulle vi have det. Og så købte vi det” fortæller Trine, og tilføjer: “Det vi faldt for var bindingsværket udvendigt på huset, og det, at det var nærmest urørt. Der var ikke nogen, der havde gjort noget i huset rigtig længe”.

Herefter fulgte flere års gennemgribende renovering. Marek, der er indehaver af entreprenørfirmaet EKSKLUSIV Byg, forestod hele renoveringen fra kælder til kvist. Men med en travl hverdag med tidskrævende renoveringer for sine egne kunder, skulle det vise sig at være en udfordring for Marek og familien, at kunne flytte ind i drømmehjemmet.

“Jeg pressede Marek til, at vi skulle flytte ind inden julen 2016, og jeg inviterede 26 gæster til nytårsaften, fordi så vidste jeg, at det mest nødvendige ville stå færdigt. Jeg vidste, at hvis ikke Marek fik en deadline, så ville han blive ved med at rykke vores indflytning. Det endte da også med, at han selv måtte stå til midnat dagen inden og sætte bla. toiletter til, for at det kunne være klar” fortæller Trine, der til daglig arbejder med udlejningsejendomme.

Hall med indbygget pejs. Puf og lanterner fra Tine K Home.

Netop det, at både Trine og Marek er vant til at arbejde med ejendomme hver dag, ses tydeligt i boligen, der består af hele 4 plan. Her leges nemlig med materialesammensætninger, og detaljerne i boligen er så gennemførte, at de tager pusten fra en. For eksempel tager entréen i mod gæsterne med indbygget pejs, smuk rå murstensvæg, samt et magnesitgulv. Og der blev tænkt længe over indretningen og lavet research før de rigtige valg blev truffet.

”Betongulvene havde vi set forskellige steder og syntes begge, at det kunne se fedt ud i hallen og på badeværelserne, sammen med Tombak-messingen, for at køre stilen hele vejen igennem”, forklarer parret.

Det store lyse køkken-alrum, indbyder til hygge med sit langbord af gulvplanker og Wegners ikoniske Y-stol. Køkkenet er lavet i røget eg og er fra Multiform.

“Det skulle indrettes sådan, at der var plads til alle. Så kunne vi være sammen i køkkenet – med lektielæsning med børnene mm. Jeg havde ikke lyst til, at skulle stå helt alene i køkkenet og lave mad”, siger Trine. “Og det fungerer”.

Den smukke egetræsparket i sildebensmønsker, går igen i hele boligen. Den indbyggede pejs går igennem væggen, og ses også fra hallen. Pejsen har riste i Tombak-messing, og gulvet foran pejsen er beklædt med en plade i samme messing. Messingdetaljernegår igen i hele huset, og gør stilen meget gennemført. Bemærk også grebene på de smukke snedkererede indbygningsskabe, på endevæggen i alrummet.

De smukke sprossede vinduer og franske døre i hjemmet, skaber en særlig stemning. Her er der kig gennem stuerne, hvor Marek har fået en fin plads til sit skrivebord. Herfra har han overblik over det meste af stueetagen. Dog har parret planer om at opsætte en sprosset glasdør, så der kan lukkes af for hallen, og dermed give mere arbejdsro.

Rumopdelingen blev ændret under renoveringsprocessen, og parret fortæller: “I starten var vi meget i det rum der senere blev køkken/alrummet. Egentlig havde vi besluttet, at det skulle bevares som 2 stuer en-suite, som oprindeligt, men efterhånden som vi gik rundt i huset – henover måneder, blev vi draget mod de rum, da solen og lyset er der hele dagen. Så vi blev ret hurtigt enige om at bytte rundt, så stuen kom i den nybyggede tilbygning i stedet, og det har vi ikke fortrudt overhovedet”.

“Vi var slet ikke i stuen de første måneder vi boede i huset, men efter at terrassen er blevet lavet, så er det det blevet et af de bedste rum at være i” tilføjer parret.

En af de store og anderledes, men meget vellykkede beslutninger i huset, var valget af de sorte vinduer, både udvendig og indvendig.

“Vi var meget i tvivl, om vi turde at sætte sorte vinduer i – huset var jo født med hvide, men vi blev enige om, at vi ville have et lidt anderledes hus end de andre vi har renoveret. De har været meget traditionelle. Denne gang skulle det være med lidt kant, selvfølgelig stadig med respekt for husets byggestil. Det indvendige var med samme overvejelser, vi har i vores andre huse valgt den mere romantiske stil, men syntes at det var på tide at prøve at kombinere det romantiske med det mere rå. Men uanset hvilken retning vi er gået i, har det altid været meget vigtigt for os begge, at det var et hjem hvor man følte sig godt tilpas og velkommen. Det skal være rart og hyggeligt at være her”.

Detaljebilleder fra villaen viser de mange smukke messingdetaljer bla. på både Vola-armaturer, gæstetoiletvæg beklædt med Tombak-messing, samt de smukt udskårne, nyproducerede, dørkarme og gerigter.

Billeder fra parrets ene badeværelse, viser igen de smukke messingdetaljer. Vola-armatur i naturmessing, der vil patinere smukt med tiden. Bordplade med vask i corian, og de fine lamper fra Lampe Gras, der giver flot kant til rummet. Bemærk ligeledes magnesitgulvet der går igen på alle badeværelser.

Læs mere om Eksklusiv Bygs renoveringer og bliv inspireret på www.eksklusivbyg.dk eller Instagram @eksklusivbyg.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet