Bliv klar til efteråret og de mange timer indendørs med vores guide til en lun og vinterlig indretning.
Der bliver længere og længere imellem de solrige dage, og de mørke aftener kommer snigende. Det er tid til at rykke lidt tættere sammen og tilbringe flere timer indendørs – men også til at give hjemmet et pift. Efteråret er godt på vej, og derfor giver vi dig den ultimative guide, så du og din stue kan blive klar til at gå de kolde måneder i møde.
Hvor mange af punkterne kan du tjekke af?
1. Blødt og lunefuldt
Det er først og fremmest vigtigt at have en god baseindretning på plads, inden du begynder at tilbringe størstedelen af dine fritimer i stuen. Sørg her for at inkludere bløde materialer som for eksempel velour. Ikke nok med at velour både er behageligt og smukt at se på, det er også et af de hotteste materialer for tiden. Lad dig for eksempel inspirere af Malene Marie Møller fra bloggen Boligcious, der har valgt en hel sofa i forførende, mørkeblåt velour.
… Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Se bare, hvordan Kristina Sørensen bag bloggen Labdecor har sneget en lille, blå velourpude ind i den bløde sofa i stuen. Netop farven blå kan du trygt holde øje med og satse på, når du skal på indkøb. Det er nemlig den ultimative efterårsfarve, hvis du ønsker dig en moderne og stilren indretning, der giver både varme og charme til den kolde, nordiske årstid. Den blå trend fortsætter altså – sikkert et godt stykke tid endnu.
Se billeder af andre inspirerende, danske stuer i Houzz’ arkiv
2. En fryd for øjet
Med mange timer i stuen er det også vigtigt at have noget smukt at kigge på. Billedvægge med diverse plakater og kunstværker har været fremme en del sæsoner – så hvorfor ikke lave din personlige collagevæg og gå all in på fotokunst, som er et stilmæssigt omdrejningspunkt på væggene dette efterår? Fotografier, der skildrer virkeligheden, og teatralske motiver vækker opsigt!
3. Varme vægge
Kombiner din billedvæg med forskellige vægophæng i blødt uld eller garn. Ophængene bryder smukt med det kantede look og spreder en varm atmosfære takket være de indbydende og bløde materialer. Det er en fin detalje og en nem måde at skabe fornyelse i stuen til efteråret.
LÆS OGSÅ: Den hemmelige ingrediens – sådan spreder du hygge i hele hytten
4. Hygge, hygge og atter hygge…
Overalt i interiørverdenen får man indtryk af, at de bløde former er i solid førerposition. Puderne skal være så bløde som overhovedet muligt – og så skal der være mange af dem! Det kan lyde som en typisk efterårs- og vinterting, men faktisk skal du i år kigge dig ekstra godt omkring efter de blødeste af slagsen. Puder i strik, flet eller uld går fint i spænd med det klassiske efterårsskind i sofaen. Husk også at finde en lækker, varm plaid frem!
5. Inviter naturen indenfor
Selvom de friske, sarte farver og det frodige farvespil hører foråret og sommeren til, har vi stadig behov for liv i indretningen – også i vintermånederne. Omfavn den botaniske trend, hvor store planter er i højsædet. Dekorative blomster i feminine farver kan man ikke få for mange af. Find blandt andet inspiration blandt de mange iøjefaldende kreationer fra byNinaLardot.
Spørg eksperterne: Hvilke vaser passer til hvilke blomster?
6. Top med et tæppe eller to
Vi kender alle den vidunderligt hjemlige følelse, når man går hen over et lunt gulvtæppe – så hvorfor ikke tilføje et ekstra eller to i de kolde måneder? Tæpperne giver ikke bare en mere hyggelig og behagelig rumklang, men er også med til at varme rummet op. Miks og match på kryds og tværs i stuen – for alt er tilladt, når forskellige mønstre skal sammensættes. Hold dig dog gerne til de samme nuancer for ro og harmoni.
7. Tid til gør-det-selv-projekter
Trænger et af de omkostningstunge møbler i stuen til at blive skiftet? Det er der råd for – og det behøver ikke koste en formue. Overvej at bruge vintermånederne på små eller store gør-det-selv-projekter. Det er kun fantasien, der sætter grænser…