Jeg rejser meget med mit arbejde og har en del lange dage. Dette gør, at jeg til tider er ugens gæst derhjemme. Når jeg så som her i juledagene er hjemme og holder ferie, er der en ting, som absolut står mig klart: Jeg er det forstyrrende element i vores dejlige families daglige rutiner!

Tingene tager længere tid om morgenen såsom at gøre tøserne klar til morgenen og morgenmaden. Dette sker typisk, fordi jeg hygger meget med dem og tager tingene lidt lala og dermed gør morgenhyggen, at morgenmaden ligger længere ude i dagens forløb, og til tider ender med sulten-krise hos tøserne (især Merle vores mellemste). Jeg kan også i løbet af dagen gå ind i samtaler/diskussioner som ingen vegne ender, med især vores største tvillingedøtre (Ava & Smilla). Dette kan tit ende med drama af større grad og et “dumme far” efterfulgt af en til tider smækket dør. Min kone sender mig et kærligt men bestemt blik, som viser, at jeg skal trække mig eller vælge en anden retning, end den jeg crasher mod – med hovedet først!
Ava & Smilla starter i skole til maj, og jeg er dybt nervøs over vores morgener, hvor jeg også kommer mere på banen igen med afleveringer og morgenrutiner – de morgenrutiner, der til tider skræmmer mig en del, da jeg i mit kreative hovede er lidt et rodehoved og mega tidsoptimist. Pigerne kan uden tvivl løbe om hjørnerne med mig mere, end de burde, men jeg tænker, at dette også ændrer sig, når virkelighedens dagligdag ser dagens lys.
Jeg er måske dybt naiv…

Min virkelighed har, med en hustru på barsel, været noget beskyttet. Jeg har kunne køre mit jobløb, og vi har valgt og aftalt, at det er sådan, det blev i den periode. Men tænk jer en grå kedelig tirsdag morgen, hvor alt bliver stress og jag, fordi jeg lige vil hygge lidt til morgenmaden inden skole og vuggestue og børnehave? Jeg får da et kæmpe wake up-call!
Er det min situation som “ugens gæst”, der gør, at jeg føler mig som det forstyrrende element – ja sgu! Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke i dagligdagen tog “den nemme” udvej og hoppede på arbejde men derimod var en større aktiv del af ugedagene og kom ind i den fantastiske rutine, som min hustru har fået med pigerne – ja, så blev det forstyrrende element (mig sagde hunden) pludselig et hjælpende redskab. Måske? Eller er det en mangel i min forældrekundskab. Sådan en ting, som kun kvinder måske har?
Jeg ser min hustru som lidt af en superhelt, som med sit fantastiske overblik kan stoppe morgendramaet om Ava’s had til skinny jeans, fordi de strammer – eller glimmer-strømpebukserne som Smilla mener kradser. Dette kan til tider skabe kæmpe problemer for mig, da jeg ikke altid tænker så langt og bagefter (altid bagefter) ser mig selv løbe hovedkuls ind i disse morgen-dramaer.

Jeg er sikker på (læs: HÅBER PÅ!!), at jeg får samme (læs: BEDRE) overblik når jeg igen bliver sat bag rattet af morgendagens fantastiske rutiner…. Jeg er sikker på det! Eller kan det være muligt, at jeg simpelthen vil føle mig som det forstyrrende element resten af mit liv som forælder – som far?

// Allan @Mrallanstage

Læs også: Far til fire piger