Jeg har ærligt altid tidligere været irriteret på børn på fly. Jeg synes de larmede og var klynkende og irriterende. Jeg var altid skeptisk om forældrene nu også gjorde deres bedste for at vi andre i flyet ikke blev “forstyrret” af deres larmende børn.

Så jeg må sige at det stressede mig meget at skulle flyve med vores døtre første gang. Vi skulle til Thailand (hvorfor vælge en mindre flyvetur!!) med hele svigermonster familien, og jeg var ved at panikke over tanken om vores 6 måneder gamle tvillingedøtres reaktion på en flyvetur. Min hustru er den sejeste og mest rolige person. Jeg er ikke altid helt så rolig… Jeg må sige at flyveturen gik fantastisk, og egenligt, set i bakspejlet, er det en let alder at rejse med da deres behov er ret enkle: spise / sove / lave i bleen (lidt som deres far- minus bleen naturligvis). Vi fløj afsted og man skulle tro at jeg fandt ud af at det ikke var så slemt at rejse med sine døtre. 
Så kom næste ferie – bryllupsrejsen til Bali. Selvom jeg sidste gang ikke havde hysteriske babyer eller drama med andre medpassagerer som kastede ting efter os, ja så var jeg stadig angst for rejsetiden og mine nu væsenligt større døtre (2 1/2 år). Velkommen til iPaden! Vi pakkede en smart trunki kuffert med en masse legetøj og bøger og tegneredskaber og havde en iPad med. iPaden var fyldt med en masse film (mest fifi – nuvel og Peter plys) og turen gik igen fantastisk, og kufferten var et dejligt redskab i de tider hvor utålmodigheden (er vi der ikke snart (sagt på landingsbanen i København!!)) var værst. Derudover var den sådan udstyret at den kunne transportere pigerne igennem lufthavnen (Hej Bangkoks mega store lufthavn og os løbende igennem). Jeg lagde mærke til folks nervøse blikke da de gik forbi vores række inde i flyet. “Åh nej børn…” “Mon forældrene kan styre dem”!!

“Jeg lagde mærke til folks nervøse blikke da de gik forbi vores række inde i flyet. “Åh nej børn… mon forældrene kan styre dem!!”

Pigerne var rigtigt seje og det var en stolt far der fik dejlige beskeder da vi landede, som: “hvor var jeres døtre dygtige til at flyve” og smil istedet for bekymrede miner. Og jeg må indrømme at jeg blev stolt af mine tøser. De var sgu også seje!
At rejse med børn bringer andre problemer og udfordringer på bordet. News flash – jeg er ikke kun i flyet for at se film /spise og sove. Jeg har præsteret at se en film fordelt over 3 flyvninger (den sidste del uden lyd!!!) da jeg VILLE se film på flyet som jeg jo plejede, selvom vi havde børn med. Og ja det er mega egoistisk og ja nok også en smule (dont say it) forkert… Der er et logistisk virvar af toilet besøg og hjælp med diverse snacks og underholdning, konfliktløsning og tømning af tasker med legetøj (som stewardesserne helst ikke skulle falde over). Derudover er der (når man rejser med babyer) mulighed for smarte vugger som de små kan sove i. Og ja generelt er det en super god idé… Indtil der kommer en smule turbulens og man skal spænde sit sikkerheds bælte.

“Jeg VILLE se film på flyet som jeg jo plejede, selvom vi havde børn med. Og ja det er mega egoistisk og ja nok også en smule (dont say it) forkert…”

Det betyder også at ens små, som regel roligt sovende pus, skal tages ned fra vuggerne. Dette skete altid (føltes det som) lige når vi havde fået maden serveret, og resulterede i at en skulle sidde med madbakker over det hele og en skulle holde baby, OG assisterer Ava & Smilla i deres spisning.  Vi rejste med Emirates til Thailand sidste gang, og Merle var et års tid og kunne lige nøjagtig ligge i vuggen på flyet. Det var dejligt at hun kunne bruge vuggen, selvom man glædelig sidder med sit pus i armene hele vejen, hvis det var sådan man kunne komme afsted mod varmen. Men især på den tur var der meget frem og tilbage fra vuggen – og altid på super dårlige tidspunkter (ja der hvor jeg så film og ville se den færdig). Men nu stadig en hjælp.

Men hvorfor er jeg så stresset som forælder? Hvorfor må mine børn ikke være børn – på et fly? Hvorfor forventede jeg som far at mine børn var lige så stille som voksne? Jeg mener, mine to-årige døtre måtte da forstå vigtigheden i at der skulle være ro på et fly især? Jeg er blevet klogere. Jeg tænker nu at babyerne måske har ubehag i ørene  ved trykket i flyet, eller måske er de utrygge eller bare keder sig på den trange plads. En stor kontrast til min yngre kollega (nej hun har ikke børn) som himler over at forældre da må kunne styre deres børn (som jeg selv tænkte pre kids)!

“Men hvorfor er jeg så stresset som forælder? Hvorfor må mine børn ikke være børn – på et fly? “

Jeg må sige at jeg selv stadig er mega OBS når jeg skal flyve med mine døtre. Jeg forventer ikke at de bare vil sidde og vente stille på maden (ja det tænkte jeg nok før). Jeg går ud fra at mine børn – ligesom mig selv – har brug for noget underholdning. Og selvom flyselskaber som Emirates var proaktive og kom med tegnebræt , bamser og børnerygsække, eller Thai air der kom med Disney kufferter med snacks så er flyveturen lang for de små pus. Den er lang selv for mig!! En børnekuffert med sjov har været svaret for os. Det har virket og virker! Fokus på at underholde sine børn så flyveturen føles kortere er vigtigt. Forberedelse og snak omkring hvad der skal ske på flyveturen – og prøve at gøre flyveturen til et eventyr. Der er ingen tvivl om at der er gang i den. Men glæden ved destinationen gør det absolut det hele værd. Og så har jeg lært at trække vejret på flyet….