Inderst inde var jeg godt klar over at jeg ikke ville have mine forældre for evigt. Jeg mener, vi ved alle at livet ender på et tidspunkt. På 3 år mistede jeg begge mine forældre, mens jeg fik børn og blev gift. På 3 år var mit liv fyldt med sorg og glæde – og sorg over at føle glæden..
En morgen i august er jeg på vej imod hospitalet med min kone for at påbegynde hjælp til graviditeten (som gav os Ava & Smilla). Midt i det hele ringer min mobil – det er min mors veninde Mette som ringer. Jeg kan ikke huske samtalen, men jeg kan huske udfaldet. Min mor var fundet død i sin seng. Ud af det blå. Hun havde skrevet en SMS omkring regnvejr og cykeltur dagen før. Jeg havde ikke svaret på SMS’en. Mit liv blev knust på ét sekund, på en måde som jeg aldrig havde følt før. Min kone ville vende om og køre hjem, men jeg kunne ikke overskue at vi skulle udskyde processen med Projekt Baby. Det virkede meningsløst det hele – men baby det skulle vi have. Det havde min mor elsket. Jeg kan ikke huske så meget i den tid, men kan huske at jeg efterfølgende fordybede mig i arbejde. Det kunne jeg finde ud af. Der skulle jeg ikke føle noget.
”Mit liv blev knust på ét sekund, på en måde som jeg aldrig havde følt før.”
Jeg fik parkeret min sorg inden i mig. Jeg græd dog tit af ingenting (som ligegyldige reklamer og dårligt tv) og jeg blev mere følsom. Mit forhold til min far havde været godt. Jeg vidste altid hvor jeg havde ham, og at han altid var der for mig. Da min mor døde blev vi tættere og vi fik et endnu bedre sammenhold. Jeg tænker at han fandt en større plads hos mig, og jeg var glad for at træde til.
Ava & Smilla kom til verden og vi fandt vores nye hjem og vores liv fortsatte. Min far var en dejlig del af vores døtres liv, og han var der så meget som han havde mulighed for (han boede i den anden ende af landet). Vi holdt det fineste bryllup, hvor min far ikke holdt tale, men kom hen og gav en krammer og sagde at vores kærlighed og familie betød meget for ham, og at han var glad for at det var blevet os to. Det var dejligt at han var med. Jeg var nu et sted i min sorg hvor jeg kunne sende min mor en kærlig tanke med et smil (med tårer bevares). Det var en god dag. Det var en god tid.
”Jeg var nu et sted i min sorg hvor jeg kunne sende min mor en kærlig tanke med et smil (med tårer bevares).”
En aften i December er jeg på vej til middag med en italiensk forretningsforbindelse og min kone ringer. Jeg kan huske at hun græd. Jeg kan ikke huske andet end at hun et par gange måtte sige “Allan din far har været i en trafik ulykke. Din far er død”, “kom hjem”. Endnu en gang smadredes min verden. I tusind trilliard stykker. Jeg hoppede i en taxi, og vrælede hele vejen fra wagamama og hjem til min lille familie. Jeg husker at vi, et par dage forinden, havde en fantastisk samtale over telefonen – sådan rigtig far og søn snak. Min far fortalte at han var stolt over at se sin søn få sin egen familie. Og at vi var nogle dejlige kærlige forældre. Det er en af de vigtigste samtaler jeg har haft med min far. Desværre også den sidste.
”Endnu en gang smadredes min verden. I tusind trilliard stykker. Jeg hoppede i en taxi, og vrælede hele vejen fra wagamama og hjem til min lille familie.”
Tiden efterfølgende var rod og tumult, og endte med at jeg måtte vælge folk fra som ikke var gode for mig (i min sorgperiode), og som havde stærke meninger om hvordan jeg skulle takle min og deres sorg. Pludselig, fra den ene dag til den anden, kom sorgen fra min mors død tilbage tifold, og jeg kæmpede videre ved at forsøge at arbejde mig ud af sorgen (nu sorgen efter begge forældre). Det virkede jo så fint sidste gang.
Min sorg process (eller udskydelsen af samme måske) endte i noget rod jeg ikke kunne komme ud af selv. Jeg var god på jobbet, og kørte smilende overskuds service-Allan som kunne det hele. Derhjemme var jeg meget sur, umulig og temmelig sortseende. Min elskede kone satte til sidst stolen for døren. Få noget hjælp, eller få en skilsmisse. Hun kunne ikke hjælpe mig mere, og kunne ikke holde ud at se mig i så dårlig en tilstand (forståeligt da min tilstand var temmelig gakgak). Jeg forstod alvoren. “Få noget hjælp”… En psykolog for mig var en poppet ting, som var “nok om dig, tilbage til mig”-agtig. Men hurtigt indså jeg hvor styrkende og befriende det var med en der IKKE sagde “stakkels Allan – Nårh hvor er det synd for dig”. Her var en der lyttede og stillede spørgsmålstegn ved nogle ting og lod mig fundere over nogle andre. Hun lavede en handlingsplan. Vi arbejdede sammen hen imod et lysere sind – selvom jeg aldrig ville blive den samme mig som før. Jeg har mistet mine forældre. Alt hvad jeg ville dele med dem, kan jeg ikke. Børnene som bliver større. Flere børn. Første skoledag. Fødselsdage. Konfirmationer. Bryllupper. Jeg siger til mig selv at mine forældre lever videre i mine døtre. Det gør de jo. Nogle dage er det fint med den tanke, og nogle dage er det ikke.
”Jeg var god på jobbet, og kørte smilende overskuds service-Allan som kunne det hele. Derhjemme var jeg meget sur, umulig og temmelig sortseende. Min elskede kone satte til sidst stolen for døren. Få noget hjælp, eller få en skilsmisse.”
Pigernes positive sind og indgangsvinkel til livet, midt i al den sorg, har også hjulpet mig videre. Deres historier om farfar som Ava & Smilla kan huske dem. Vores snak om ham og også om farmor de aldrig mødte men kender igennem mig. Vi aftalte at han sidder oppe over skyerne og drikker kaffe. Han er omkring os og passer især på pigerne (har vi aftalt) når de er bange om natten. Engang i børnehaven skulle de råbe et hurra så højt at skyerne faldt ned, hvortil Smilla brød fuldstændig sammen “for så ville farfar jo falde ned”. Jeg elsker deres ligetil, og nuvel måske naive, tilgang til livet og døden. Jeg ved ikke hvor jeg havde været henne fysisk og psykisk, hvis min hustru og mine døtre ikke havde været der igennem min rejse af sorg og glæde. For de giver glæde. Ufatteligt meget glæde. Og selvom det var svært i en periode at rumme glæden, var den stadig super vigtig at have omkring mig.
”Jeg ved ikke hvor jeg havde været henne fysisk og psykisk, hvis min hustru og mine døtre ikke havde været der igennem min rejse af sorg og glæde. For de giver glæde. Ufatteligt meget glæde.”
I vores sommerferie var vi ovre og lægge blomster på mine forældres grav. Jeg havde ikke været derovre i noget tid, men det var min fars fødselsdag, og jeg følte et kæmpe stort behov for at være “tæt” på ham. Pludselig kom følelsen af at være alene og jeg blev igen knust indeni. Jeg stod der med min elskede familie. Jeg græd ved graven og snakkede med pigerne om hvorfor, og at jeg jo stadig savner dem sindssygt meget. Jeg var efterfølgende overrasket over at have følelsen af at være alene med min familie samlet omkring mig. Hvordan man, når man har så meget, stadig kan føle sig så alene. Jeg tror aldrig man er færdig med at have brug for forældre. Jeg var og er ikke færdig. Jeg blev med ét endnu mere voksen. Det lyder nok dumt og kan opleves dybt forskelligt med garanti. Jeg savner dem utroligt meget. Dog smiler jeg mere når jeg tænker på dem nu. Jeg græder også men smiler mere…
// Allan @fartilfirepiger
