Sidste sommer slog min veninde gennem 17 år op med mig. Det kom ret meget ud af det blå for mig. Jeg ved ikke med hende, for hun havde ikke fortalt mig noget som helst om, at hun var utilfreds med vores forhold. Og hun gav mig heller ingen chance for, at gøre hvad det end var hun syntes, jeg havde gjort galt, godt igen. Hun sagde bare, at hun ikke havde lyst til at have mig i sit liv lige nu, og ikke vidste, om hun nogensinde ville få det igen.
”Hun sagde bare, at hun ikke havde lyst til at have mig i sit liv lige nu, og ikke vidste, om hun nogensinde ville få det igen”
Og det var jo ikke en veninde, jeg så en gang i mellem. Selvom hun havde fået to børn, så vi stadig hinanden i hvert fald en gang om ugen. Gennem de her 17 år er hun blevet gift, jeg var toastmaster og Maid of Honor, hun fik de to børn, mine forældre døde og vi var der for hinanden gennem det hele. Jeg var med til alle familiefødselsdage og både hendes og hendes mands familie, havde taget mig til dem, som var det helt naturligt. Hendes søn, som er den ældste af hendes børn, og jeg havde et meget tæt forhold – så det var også et break up med ham. Faktisk blev jeg blev slået op med af en hel familie. Det var og er stadig ret hårdt. Jeg er ikke helt den samme.
LÆS OGSÅ: Der er mig, og så er der mine 12-tals veninder
Men hvad gør man, når man bliver slået op med af veninder. Skal man gå igennem samme sorgperiode, som hvis man bliver slået op med af en kæreste? Man hører aldrig rigtig om nogen, der har veninde-sorger. Kærestesorger taler man om, men ikke venindesorger.
Når din kæreste slår op med dig, kommer veninderne forbi, og støtter dig. Men man hører ikke om nogen, der ligger i sengen uden appetit og veninder der kommer forbi med is og/eller alkohol – alt efter hvad der er din ting – for at hjælpe dig ud af veninde-break-up-sorgen.
”Men man hører ikke om nogen, der ligger i sengen uden appetit og veninder der kommer forbi med is og/eller alkohol – alt efter hvad der er din ting – for at hjælpe dig ud af veninde-break-up-sorgen”
Når du er blevet single, kan du kaste dig ud i at date på ny. Eller du kan drukne sorgen med byture og engangsknald. Men der er ikke en Tinder for nye bedste venner. Og du drikker dig ikke fuld og går i byen for at finde en ny bedste veninde. Eller en veninde for en nat.
Og hvad gør man egentlig ved Facebook? Min ex-veninde og jeg er stadig venner på Facebook. Hvis vi havde været kærester, havde det været meget naturligt, at slette vores venskab der, men hun og jeg er forblevet FB-venner, og det synes jeg egentlig er meget mærkeligt. Faktisk er jeg stadig venner med hendes mand, hendes mor, hendes svigerinde og hendes niecer. Det er meget mærkeligt og jeg vil ikke slette nogen, for det er egentlig lidt pinligt, synes jeg. Måske hendes familie slet ikke ved noget om det.
”Når du er blevet single, kan du kaste dig ud i at date på ny. Eller du kan drukne sorgen med byture og engangsknald. Men der er ikke en Tinder for nye bedste venner”
Og hvor lang en sorg-periode er egentlig acceptabel, efter et venindebrud? Den officielle regel for et brud med en kæreste, i hvert fald ifølge Charlotte fra Sex and the City, er halvdelen af tiden et forhold varer. Er det også den regel, vi følger her – for så har jeg mange års sorg til gode endnu. 8 ½ i alt – 7 ½ år tilbage.
LÆS OGSÅ: 21 små ritualer til at forandre dit liv
Mit venindebrud er det hårdeste jeg har prøvet. For jeg tænker stadig, her et år efter, på hende og også hendes søn, hver dag. Jeg savner dem helt vildt meget, og har stadig svært ved at forstå, hvad der gik galt. Og jeg tror, det er uvisheden og det faktum at hun betød virkelig meget for mig i 17 år! Jeg føler mig som et dårligt menneske, fordi er man ikke det, når en veninde ikke længere har lyst til at være din veninde? Og det er sådan lidt tabu, man taler ikke rigtig om det.
“Jeg føler mig som et dårligt menneske, fordi er man ikke det, når en veninde ikke længere har lyst til at være din veninde? Og det er sådan lidt tabu, man taler ikke rigtig om det”
Man kan ikke erstatte en veninde, for med hver veninde, har man specielle bånd. Så hver veninde, har en bestemt plads i ens hjerte og i ens liv. En kæreste opfylder en bestemt ting, men man har jo flere veninder, og de har alle deres berettigelse og en plads i hjertet. Det kan man ikke bare erstatte. Og egentlig burde det jo være sådan, at veninder er for evigt? Burde det ikke? Det er dem, der skal lægge én i graven. Er bedste veninder ikke for livet?
”Man kan ikke erstatte en veninde, for med hver veninde, har man specielle bånd. Så hver veninde, har en bestemt plads i ens hjerte og i ens liv”
Jeg har haft andre veninder, hvor vi har holdt pauser og så har vi fundet hinanden igen på et tidspunkt. De her pauser har været helt naturlige. En veninde får for meget arbejde og så stopper den ene med at ringe og så den anden og pludselig har man ikke talt sammen i et halvt år. En veninde får en kæreste og bliver lidt for opslugt i sit forhold og bum, så er der gået et år. Men ofte vender de her venner tilbage igen. Jeg har prøvet begge disse senarier, og for nylig var der en gammel veninde, jeg ikke har set i noget tid, der kontaktede mig. Vi mødtes og alt var som i gamle dage.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver du en bedre veninde i 2017
Hvad gør man, når ens bedste veninde slår op? Jeg ved det stadig ikke! Jeg kan mærke, at det her er svært at skrive og jeg bliver virkelig emotionel. Så alle I veninder derude, tal med hinanden hvis I er kede af noget i jeres forhold. Også selvom det er svært. Få det til at fungere eller aftal en kort pause og et tidspunkt I skal mødes igen. For en ting i livet burde være sikker, mænd kommer og går, men veninder er sgu for evigt.
Dette indlæg har 1 kommentar
Jeg kan fuldstændig relatere til alt hvad du skriver. Det samme er sket for mig for et år siden. Bedste veninder gennem 20 år. Og jeg tænker også på hende og hendes familie hver eneste dag og det gør mig ked af det. Jeg aner heller ikke, hvad der lige skete. Må jeg spørge, om I har genoptaget kontakten sidenhen? Nu er det jo en “gammel” klumme