Klummer

WeyWey’s Column: Kvinder er bare kvinder værst

Facts


WeyWey’s Klumme
af Marlene Weybøll

Jeg hørte en eller anden podcast forleden. Der var to meget mandlige mænd, der sad og diskuterede om, hvorfor kvinder altid var efter hinanden. Det var sådan lidt noget, vi har hørt før. Sådan bla bla, men jeg hørte alligevel med. Den ene siger lige pludselig, og lyset går op for mig: ’Grunden til, at kvinder altid er efter hinanden og ikke ønsker hinanden godt, handler om vores krybdyrhjerne. Kvinder er vant til at kæmpe om alfahannen. Det er jo derfor, de går efter hinanden’. Og han har jo ret!! For det første, kvinder er kvinder værst. Søstersolidaritet eksisterer sjældent. Selv med din bedste veninde, så ved du lige så godt som jeg, at du kan føle et stænk af jalousi, hvis gode ting sker for dem. Også selvom det er en følelse, du ikke vil føle.

Tag min bedste veninde; jeg synes hun velfortjent har alt, men jeg er stadig skide hamrende misundelig på hende. Hun er smuk, hun er sjov, hun har en pæn kæreste og hun har to skønne børn med ham. Og hendes karriere kører endda også derud af. Jeg ønsker hende alt det bedste – men samtidig har jeg det bare sådan: Hvorfor har jeg ikke det? Hvorfor er hun den heldige af os to?

“Grunden til, at kvinder altid er efter hinanden og ikke ønsker hinanden godt, handler om vores krybdyrhjerne. Kvinder er vant til at kæmpe om alfahannen. Det er jo derfor, de går efter hinanden”

Mænd er sgu da ikke sådan. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald. De er sådan mere, når en ven får succes, så er de sådan lidt glade på deres vegne, men lægger skumle planer for, hvordan de kan få mere succes. De er eller vil alle være alfahanner, og så de finder en måde, hvorpå de kan blive bedre. Og det er vel også derfor, det er dem, der er flest af i de der høje stillinger, hvor kvinder mangler.

“Mænd er sgu da ikke sådan. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald. De er sådan mere, når en ven får succes, så er de sådan lidt glade på deres vegne, men lægger skumle planer for, hvordan de kan få mere succes”

Lad mig komme med et par eksempler på, hvordan kvinder er overfor hinanden.
Jeg havde på et tidspunkt en kvindelig chef. Til at starte med havde jeg vildt meget respekt for hende. Hun havde klaret det i en mandeverden – det er jo sådan det er. En kvinde, der har en høj stilling, er altid på udebane. Det er jo en mandeverden. Plus: hun var også skide lækker, ca. 10 år ældre end mig og med en Sarah Jessica Parker-krop og god stil. Men jeg opdagede pludselig, at hun kun omgav sig med mænd. Og hun bitchede så meget. Den ene dag var man inde i varmen hos hende, den næste dag kunne man forvente at få verdens største kniv i ryggen. Og det var kun kvinder, hun behandlede på den måde. Det endte med, jeg frygtede hende mere end noget andet. Jeg vidste aldrig, når jeg kom på arbejdet, om jeg var inde i varmen, eller om jeg skulle kæmpe for at komme indenfor igen. Ok. Jeg vil sige, hun tog ikke sin opgave som en mand – eller for den sags skyld som en kvinde. Hun var bare en tøs, for at bruge et politisk ukorrekt ord. Hun behandlede alle kvinder, der kunne være allierede, som fjenden og flirtede for meget med mændene for at få den endegyldige magt. Hun efterlod mange søstre nedbrudte og med stress på vejen. Mænd ville aldrig være efter mænd, der også søger succes.

“Hun behandlede alle kvinder, der kunne være allierede, som fjenden og flirtede for meget med mændene for at få den endegyldige magt. Hun efterlod mange søstre nedbrudte og med stress på vejen”

Et andet eksempel: For en del år siden snart udgav jeg nogle bøger. Jeg fik mine lige knap 15 minutter og blev inviteret på den røde løber og til fester med de kendte, og jeg udnyttede det. Hvem fanden vil ikke gerne være en flue på væggen, når Remee inviterer til fest. Jeg blev fuld i fri bar til TV2 Zulu Awards, og jeg knaldede også med et par stykker, der havde været i fjernsynet mere end en gang.

Nå, men, jeg blev inviteret til Næstved til gammel-ven-fest. Jeg var flyttet derfra for mange år siden, men min gamle klike holdt fest, og jeg var inviteret. Jeg havde lidt på fornemmelsen, jeg ikke var så velkommen, men mit gamle crush Mark fik mig overtalt. Der ville være veninder jeg ikke havde set i årevis – men som jeg havde kendt siden folkeskolen. Jeg ankom til festen og INGEN af de kvinder, der var gamle gode veninder, ville overhovedet se min vej. De sagde dårligt hej. De lykønskede mig slet ikke med mine bogudgivelser eller med den smule succes, jeg havde oplevet. De har altid vidst, jeg gerne ville være forfatter. Jeg eksisterede slet ikke til den fest for dem. Til gengæld var alle de gamle drengevenner vildt cool, og det endte med, de drak mig virkelig fuld. Og jeg fik slet ikke talt med veninder, jeg havde kendt hele mit liv. Skam jer, gamle veninder.

“Jeg ankom til festen og INGEN af de kvinder, der var gamle gode veninder, ville overhovedet se min vej. De sagde dårligt hej. De lykønskede mig slet ikke med mine bogudgivelser eller med den smule succes, jeg havde oplevet”

Bla bla bla, det er ikke nemt at være kvinde. Vi har det så hårdt i en mandeverden. Men det nytter fandme ikke noget, hvis vi også selv er vores værste fjender – hvis vi ikke finder vores søstersolidaritet frem og bare starter med at blive glade på hinandens vegne, eller hvis vi, når vi endelig får de der lederstillinger, sørger for ikke at skræmme andre kvinder væk eller gøre dem bange as hell.

Så jeg håber faktisk ham fra podcasten har ret, at det hele foregår i vores krybdyrhjerne, og vi egentlig ikke mener det. 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *