Klummer

Far til fire piger: Om at flytte på landet – og ende med at elske det!

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle bo med min familie på Østerbro. Sådan en dejlig Østerbrofamilie med en latte i hånden og tjekkede børn. Vi boede på Haraldsgade på Nørrebro, og brugte Østerbro og Fælledparken rigtig meget. Som tiden gik, og vi fik Ava & Smilla, gik vi i gang med at lede efter et nyt hjem, som ikke havde Sigurdsgade (læs: Sigurdsbanden) i baghaven. Og det gjorde vi så i lang tid – ledte efter nyt hjem altså. Vi ledte vidt og bredt, også lidt nordpå og med tanke på vores lille familie. Mine kære svigerforældre var super seje, og var med til at se på huse med os. Begejstringen faldt i takt med vores fantastiske (læs: måske lidt besværlige og mega drømmende) meninger om, hvordan vores hjem skulle være. Vi havde den der idé om, at vi skulle gå ind i et hus og føle os hjemme. Efter hvad der føles som 1936381010 fremvisninger uden den følelse, faldt entusiasmen hos os. Særligt hos mine kære svigerforældre, som stadig smilede og vinkede, nu lidt mere anstrengt måske! Vi troede, at vi skulle blive på Haraldsgade for evigt.


Jeg har altid tænkt, at jeg skulle bo med min familie på Østerbro. Sådan en dejlig Østerbrofamilie med en latte i hånden og tjekkede børn”

En aften surfede jeg igennem utallige boligsider, imens min kære hustru var ude. Jeg faldt pludselig over dette smukke, hvide hus. Jeg klikkede på det, og så til min store gru, at det lå ude på landet. Derude på landet, hvor min svoger og svigerinde allerede boede – og hvor vi altid havde mobbet dem lidt med, at der lugtede af gylle. Jeg klikkede væk fra det, men kunne ikke rigtig give slip på det. Jeg åbnede det igen, og lod det stå, så fruen i hjemmet også kunne tjekke det ud. Hun elskede det, og tog ud med svigermonster for at se det i virkeligheden uden falske boligbilleder. Den følelse vi havde drømt om, kom. Jeg kom ud for at kigge også, og havde den samme følelse! Vi følte, at det her var vores nye hjem! 

Jeg faldt pludselig over dette smukke, hvide hus. Jeg klikkede på det, og så til min store gru, at det lå ude på landet. Derude på landet, hvor min svoger og svigerinde allerede boede – og hvor vi altid havde mobbet dem lidt med, at der lugtede af gylle.”

Det blev vores hjem. Vi besluttede, at vi ville give det 5 år – altså inden tøserne skulle i skole – for at se om det der landlige liv var os. Kunne vi virkelig bo helt derude og elske det? De 5 år gik hurtigt, og vores børn blev til flere børn, og vi er nu faldet godt til. Vi skal ingen steder, naturligvis. Jeg har hørt om folk, som prøvede, men ikke kunne forlige sig med livet på landet. Vi har fundet en rigtig god rutine med det. JA, jeg har ret lang rejsetid. Men belønningen er så meget større, end den tid jeg bruger i bus/tog/metro frem og tilbage. 

Det blev vores hjem. Vi besluttede, at vi ville give det 5 år – altså inden tøserne skulle i skole – for at se om det der landlige liv var os. Kunne vi virkelig bo helt derude og elske det?”

Jeg har dog skullet vende mig til én ting på landet. Det der med at alle snakker lidt med alle. Alle kender lidt til alle. Alle smiler og snakker om ting over køledisken i Brugsen. Vi formåede at bosætte os i en andelsforening uden at vide, hvem der var naboen – eller generelt boede omkring os. Det var enormt grænseoverskridende i starten, men vi har de flinkeste naboer. De kommer, og låner stetoskop og hækkeklipper. De spørger til min dag. Børnene startede i institution. Pludselig skulle jeg forholde mig til en masse nye mennesker og deres børn. Pludselig ser jeg mig selv til forældremøder med folk, som har boet i byen altid, og har gået i skole sammen. Folk som lever et anderledes liv end os. Fædre som ikke går op i, om de har træsko på, når de afleverer, men altid er smilende, og har overskud! Jeg er godt klar over, at alle forældre oplever dette, når deres børn starter i institution, måske bortset fra det med træskoene. MEN, og det er et stort men, synes jeg, de møder måske ikke selvsamme forældre i Brugsen eller i hallen, når deres unger skal til MGP-dans. Det er en konstant, smilende, fantastisk, venlig skare af mennesker, som jeg har skullet forholde mig til. Psyko supermødre som altid har sat håret helt perfekt, og har overskuddet til lige at have lavet madpakken helt speciel. Tvangslegegrupper (!!!!!!!) og børnefødselsdage med kaffe og forældresnak. Jeg snakker med så mange mennesker hver dag i kraft af mit job. Det er rart med lidt ro, når jeg har fri. Jeg behøver faktisk ikke tale med en masse mennesker.

Jeg har dog skullet vende mig til én ting på landet. Det der med at alle snakker lidt med alle. Alle kender lidt til alle. Alle smiler og snakker om ting over køledisken i Brugsen.”

Jeg har nu lært at værdsætte disse skønne med-forældre. Værdsætte deres overskud og smil. Jeg har lært at værdsætte livet pålandet, og fanger nu ogsåmig selv i at starte en samtale ved køledisken. Det er noget andet at bo pålandet (hov, slogan med smil på), og det er dejligt. Det er dejligt, at andre mennesker smiler, og er rare. Det er dejligt, at de har overskud til at invitere til forældrekaffe. Endda efter at de har haft huset fuld af hele klassen med unger, som har vendt huset på hovedet! 

Det er faktisk slet ikke så slemt at bo på landet. Og egentlig lugter der ikke så meget af gylle herude…

// Allan @Fartilfirepiger

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *