I weekenden breakede Adele internettet med hendes første sang i tre år. Hello hedder den, og videoen er i skrivende stund set næsten 110 millioner gange på youtube. På et tidspunkt blev den set 1,6 millioner gange i timen. Jeg er lykkelig for, Adele er tilbage. Hendes sange er fantastiske, og hendes stemme er uden sammenligning. Jeg hører nummeret på repeat, og kan ikke vente til hendes album udkommer i næste måned.

Men udover Adeles stemme og fantastiske sange, så har hun også et modigt budskab som rollemodel. Du skal være den, du er! Og det er ellers ikke noget, der er så velset, når man er kvinde. Hun går ikke kompromis med en industri, der gerne vil have, at kvinder ser ud på en bestemt måde. Hun har tidligere udtalt, at hun ikke er en trendsætter, hun er en sangerinde. At hun ikke vil på forsiden af Vouge, men på forsiden af Rolling Stone Magazine. Hun har ingen interesse i at være tynd, bare fordi det er dikteret.

“Du skal være den, du er! Og det er ellers ikke noget, der er så velset, når man er kvinde.”

Faktisk er det mærkeligt, at kvinder altid skal bedømmes på, hvordan de ser ud, og ikke på deres talent. Du ser ikke en eneste mandlig kunstner stå til ansvar for, at han har taget lidt på, eller om det nu er den rigtige beslutning, at han har klippet håret. Der findes heldigvis kvinder som Miley Cyrus, som giver no fucks overhovedet, om hvad folk synes om hende – men jeg har bare svært ved at forholde mig til hende. Men det kan jeg til Adele. Hendes numse er stor, hun har mave og hun giver no fucks, om vi synes, hun er for tyk! Og med rollemodeller som The Kardashians, så er det fandme fedt, at Adele er tilbage. Ikke, at jeg ikke elsker The Kardashians – for det gør jeg! Men jeg er voksen nok til at vide, at deres jagt på den perfekte selfie, ikke nødvendigvis gør dem til ideelle rollemodeller. Derfor kan jeg godt grine af og med dem i deres reality program. Og jeg har respekt for, det de har gjort. Startskuddet var dog stadig en sex-video. Det ser man mænd blive nødt til at gøre. Og det er ikke sikkert, en 14 årig usikker pige helt forstår, at hun ikke behøver tage den perfekte selfie for at få venner, eller lave en sexvideo for at få succes – og derfor er det bare rart, at vi har andre typer kvinder som rollemodeller også. 

“Og med rollemodeller som The Kardashians, så er det fandme fedt, at Adele er tilbage. Ikke, at jeg ikke elsker The Kardashians – for det gør jeg! Men jeg er voksen nok til at vide, at deres jagt på den perfekte selfie, ikke nødvendigvis gør dem til ideelle rollemodeller.”

Tag nu vores alle sammens BFF Jennifer Lawrence. Hun var træt af forskelsbehandlingen af mænd og kvinder i Hollywood. Som alle andre steder i verden, er der langt fra ligeløn i Hollywood. Og nu har JLaw insisteret på, at hun vil have det samme i løn, som sine mandlige medspiller. Får hun ikke det, siger hun ikke ja til filmen. Hvorfor er det egentlig sådan, at hvis to mennesker udfører det samme job, så skal den ene skal have mere for det, bare fordi han har en diller mellem benene? Det er utroligt, man overhovedet skal stille de her spørgsmål. 

“Hvorfor er det egentlig sådan, at hvis to mennesker udfører det samme job, så skal den ene skal have mere for det, bare fordi han har en diller mellem benene?”

Den nye James Bond film Spectre havde premiere forleden. Og internettet døde lidt over den nye Bond-babe. Det er den 51-årige Monica Bellucci. Og internettet døde ikke, fordi hun er så smuk, man bliver blind. For det er hun. Nej, internettet døde, fordi hun er 51 år, og kvinder på 51 år er gamle og ulækre, og kan åbenbart ikke være sexede, pirrende eller for den sags skyld være med i en film, hvor de ikke er moderen eller bedstemoderen til Bond Baben. Gæt igen!! Hvorfor bliver det en sag? George Clooney er 54 år. Brad Pitt er 52 år. Og det er Johnny Depp også. Der er ingen, der tvivler på, at de til hver en tid kan spille første-elsker.   

“George Clooney er 54 år. Brad Pitt er 52 år. Og det er Johnny Depp også. Der er ingen, der tvivler på, at de til hver en tid kan spille første-elsker.”

For et par år siden gik jeg ned med stress og en depression. Det hele var ovenpå begge mine forældre døde. Og på det tidspunkt havde jeg et job, der krævede at jeg stod til rådighed på alle tider af døgnet. Så hey, der var masser af helt retfærdige grunde til at bukke under. Jeg mistede mit job – hvilket er fint nok, for jeg er freelancer, og der var brug for en anden til at få jobbet gjort. Jeg gik til psykolog og endte med at tage fri i et helt år – uden nogle jobs. Jeg tog væk fra København, og passede virkelig godt på mig selv. Efter det år var gået, var jeg klar til at arbejde igen. Og hvad skete der? Ingen turde ansætte mig, fordi jeg jo er en hysterisk matrone, der ikke kan klare arbejdspresset. Kvinder er svage, når de bukker under for stress, også selvom vi indrømmer det. De mænd jeg er stødt på i min branche, der har været nede med stress, er blevet modtaget med fistbumbs, high fives og wuhuus, når de er vendt tilbage til arbejdet. For en mand, der går ned med stress og indrømmer det, er en fandens karl. Aj men for helvede, jeg giver op.

“De mænd jeg er stødt på i min branche, der har været nede med stress, er blevet modtaget med fistbumbs, high fives og wuhuus, når de er vendt tilbage til arbejdet. For en mand, der går ned med stress og indrømmer det, er en fandens karl. Aj men for helvede, jeg giver op.”

Det, jeg har tænkt mig nu er, at gå ud og voldtage en mand. Eller det gør jeg jo ikke, for hvorfor skulle jeg? Jeg gider ikke have sex med en mand, der ikke gider have sex med mig. Men hvis kvinder har et medansvar i en voldtægt, fordi de har en nedringet bluse eller en kort nederdel på. Så har mænd også et medansvar, når jeg hiver dem ind i en baggård og propper en agurk op i deres numse, fordi de er jo altid mere eller mindre afklædt, når de går rundt med bukserne nede om røven, så jeg kan se deres underbukser. Eller hvad?