Jeg har en gang oplevet, at jeg udviklede allergi over en mand jeg datede. Ikke bare sådan allergisk som en metafor, men fysisk allergisk. Han var vegetar og sådan en rigtig helse-dude – og så brugte han noget shampoo, der var lavet på lavendel. Og jeg kan ikke tåle lavendel. Så jeg slog ud på kroppen, når jeg havde været i selskab med ham. Og det kløede og gjorde ondt. Til sidst måtte jeg jo så gøre det forbi med ham.
Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive en klumme om mænd, man ikke skal date. Jeg har datet virkelig mange skvatmikler, så jeg synes egentlig, at jeg sådan i forhold til empiri, har muligheden for at lave en top ti liste over mænd, du skal undgå – som fx ham du er fysisk allergisk overfor. Men så var det fredag aften, jeg sad hjemme og så fjernsyn og ville lige tjekke nyhederne, inden jeg gik i seng. Og så læste jeg, hvad der var ved at ske i Paris. Og så er det pludselig lidt tomt, at skulle forholde sig til, om mænd med små dillere er værd at date.
Det er en uge siden i dag, og jeg har hele ugen fulgt med i nyhederne, nærmest som en besat. Jeg har haft News kørende i baggrunden hele dagen, har læst alt i de danske aviser. Og når de var udtømt, har jeg taget de udenlandske medier også. Jeg har set videoer fra caféer, der bliver beskudt, og fra spillestedet Bataclan – og jeg har set dem flere gange. Jeg har læst og set øjenvidneberetninger, og jeg har tudet helt vildt meget. Jeg har haft mareridt om natten, som jeg helt sikkert tror, er relateret til Paris. Jeg er sikker på, at jeg har involveret mig meget mere, end hvad godt er. Og det er ikke fordi, jeg har et personligt forhold til Paris. Faktisk har jeg aldrig – og det er ganske pinligt – været i Paris. Men det er jo, som alle siger, fordi vi alle sammen kunne have siddet på de caféer eller været til den koncert. Det er ting, vi jævnligt gør på en fredag aften. Det er derfor, det hele påvirker os så meget.
LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Her er mine drømme
“Jeg er bange for, det sker her, det er jeg. Men det jeg er mest bange for og ked af, er alle de mennesker, der nu bliver puttet i en boks, fordi de er muslimer.”
Jeg ved godt, man ikke må indrømme eller sige det, for så vinder terroristerne, men jeg er sgu lidt bange. Jeg synes ikke, det gør noget, at vi siger, hvis vi er bange. Jeg er bange for, det sker her, det er jeg. Men det jeg er mest bange for og ked af, er alle de mennesker, der nu bliver puttet i en boks, fordi de er muslimer. At de alle er onde mennesker, som alle sammen vil slå os ihjel, fordi vi drikker vin og går til koncerter. Men husk, at de mennesker, der gik på vores motorveje for nogle måneder siden, de er flygtet hertil i håbet om noget bedre, fordi de hver dag oplevede, det der skete i Paris. Tænk på den smule frygt, du har oplevet i løbet af denne uge. De tanker, du har tænkt i løbet af ugen. Tænk så hvis frygten ikke bare var dine tanker, men rent faktisk dit liv. Tror du ikke også, du ville flygte i en gummibåd – mod forhåbentlig et mere sikkert liv.
“Jeg sætter heller ikke det franske flag ind som mit profilbillede, og det bliver jeg også helt nervøs for. Tror ’de’ (altså mine fb-venner, som i bund og grund er skide ligeglad med, hvad jeg poster på min fb-væg), at jeg er ligeglad?”
Når jeg poster noget på Facebook, så er det som regel en eller anden trailer for en film, et morsom klip med Jimmy Fallon eller Justin Timberlake, der laver et eller andet lækkert move, så jeg bliver sådan lidt lun i underlivet. Jeg laver ikke opdateringer om politik eller linker til artikler med vigtige politiske budskaber, det er der rigtig mange meget klogere mennesker, der gør. Jeg lader dem om det, for de er meget bedre til det, end jeg er. Men når Paris sker, så tænker jeg også lige pludselig, om jeg burde skrive noget. Eller poste et billede af Eiffeltårnet, så alle ved, at jeg også føler og tænker, på dem der er døde og deres familier. Jeg sætter heller ikke det franske flag ind som mit profilbillede, og det bliver jeg også helt nervøs for. Tror ’de’ (altså mine fb-venner, som i bund og grund er skide ligeglad med, hvad jeg poster på min fb-væg), at jeg er ligeglad? Samtidig føler jeg, det er forkert, at sætte det franske flag på mit profilbillede. Jeg gik ind og lagde blomster ved den franske ambassade og så på alle de blomster, der lå der. Det var min form for respekt og hilsen. Og derudover har jeg tænkt mig, kun at drikke champagne resten af året. Masser af champagne.
Og i næste uge, kan vi tale om dillere igen. Så det glæder jeg mig til.
LÆS OGSÅ: Elsk dine fejl & dumheder
