En af de ting jeg godt kan lide ved mig selv er, at jeg er ret god til at dumme mig. Eller kommet galt af sted på de måske ikke helt rigtige tidspunkter. Jeg læste en gang et interview med journalist og forfatter Camilla Stockmann, og her fortalte hun, at lige så snart, hun havde lavet noget pinligt, dumt eller uheldigt, så fortalte hun det selv til alle der ville høre på det, for så var der ikke noget at være flov over. Jeg tog det ligesom til mig, og er i den grad fortaler for, at man skal fortælle alle de latterligt uheldige ting, man kan komme ud for.

Jeg har masser af eksempler på, hvor virkelig uheldig jeg kan bære mig frem. For eksempel for nogle år siden, skulle jeg til en venindes søns fødselsdag. Sådan en helt almindelig søndag formiddag. Min ex skulle også med til den fødselsdag, og jeg havde derfor taget en ekstra fin kjole og stilletter på, og så af sted på cyklen. Jeg havde tænkt mig, at holde lav profil, men det gjorde ikke noget, at jeg så godt ud, mens jeg holdt den der lave profil. Da jeg ankom til gaden hvor fødselsdagen var, opdagede jeg at min ex stod foran opgangen. Og jeg blev pludselig meget selvbevidst. Ville lave et kækt lille hop af cyklen og smilende vinke til manden. Det var planen i hvert fald. Men i stedet drejede mit styr skarpt til venstre og bum! Så lå jeg på jorden foran ham med et smadret knæ, og gaver og blomster ud over det hele. Han spurtede bekymret hen til mig og hjalp mig op.

“Men i stedet drejede mit styr skarpt til venstre og bum! Så lå jeg på jorden foran ham med et smadret knæ, og gaver og blomster ud over det hele.”

Man kan holde nok så lav profil i en flot kjole – det betyder ikke meget, hvis man har Snehvide plaster på knæet efter styrt foran ex.

LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Hello

Eller der var den der gang for ganske nylig, hvor jeg lige var startet på et nyt job. Min kollega og jeg skulle koble min computer til printeren. Af en eller anden grund, åbner min iPhoto sig. Jeg sagde til ham, at der ikke var noget som helst pinligt i min iPhoto – men havde glemt, at jeg et par dage forinden havde fået tilsendt på sms et dickpick fra en mand. Og så er der jo noget med iCloud og jeg ved ikke helt hvordan, men billedet var i hvert fald endt på min computer, og et kæmpe stort billede af en meget stiv pik sprang lige op i hovedet på min kollega. I stedet for at sige op og aldrig vise mig på den redaktion igen, måtte jeg jo ligesom bare eje situationen, og stå ved det dickpic. Og for øvrigt fortælle alle de andre på arbejdet, hvad der var sket. Og sådan er det. Man må bare stå ved, at man er langt fra perfekt. Og at man nogle gange ender i vildt pinlige situationer. Det var lidt en befrielse i sin tid, at stå ved det. Det betyder også, det ikke gør noget som helst ved mig, at gå i Brugsen iført nattøj og med make up fra i går. Jeg kan endda godt gå på arbejdet i nattøj eller blødt tøj, som jeg kalder det. Jeg er faktisk ret ligeglad.

“Og så er der jo noget med iCloud og jeg ved ikke helt hvordan, men billedet var i hvert fald endt på min computer, og et kæmpe stort billede af en meget stiv pik sprang lige op i hovedet på min kollega.”

Jeg lægger heller ikke filter eller photoshopper mine billeder på Instagram. Jeg uploader hellere et billede, hvor jeg synder og drikker en Irish Coffee onsdag eftermiddag med mig selv, bare så jeg kan æde en masse flødeskum. Jeg er ikke bange for, at lægge et grimt billede af mig på Insta. Af en eller anden grund, kan kameraet heller ikke lide mig så godt, så jeg ser ofte meget mere forfærdelig ud på billeder, end jeg er i virkeligheden. Men jeg har ikke tid til, at tage 250 billeder, og finde alle mulige filtre, for at nogen skal tro, at jeg har thigh gab, eller er tynd og har tykt hår og ingen hudorme. For jeg har ikke thigh gab, der har været somre, hvor mine inderlår brændte så meget af at støde sammen, at det føltes som tredjegradsforbrændinger. Jeg er tyk. Jeg har samlet set cirka 350 hår på hovedet og ja, jeg har også hudorme. Og dobbelthage – eller mere sådan en begyndende kalkunhage. Jeg kan hade alt ved det, men helt ærligt, det er fint nok.

“Men jeg har ikke tid til, at tage 250 billeder, og finde alle mulige filtre, for at nogen skal tro, at jeg har thigh gab, eller er tynd og har tykt hår og ingen hudorme”.

Der er i disse dage ret meget mediefokus på en 18-årig model og SoMe prinsesse fra Australien. Hun har fået nok! Har slettet sin Instragram profil og har herefter lagt nogle følelsesladet videoer op på youtube, hvor hun tager afstand fra det, hun har lavet – nemlig at udstille et perfekt liv, hun slet ikke havde. Og hun tjente endda gode penge på det. Man kan mene om hende, hvad man vil. At hun er en tudeprinsesse, der forsøger at få fans til at donere penge til hende. Men i bund og grund er hendes overordnede budskab egentlig reelt nok. At vi prøver at fremstå mere perfekte på de sociale medier, end vi i virkeligheden er. Jeg sukker sgu da også højlydt, når jeg ser endnu et billede, der helt klart har det ene filter efter det andet, og der står #iwokeuplikethis. Nej, du gjorde ikke. Hold nu op med det.

LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Det er en sex-ting

Så hvis du tør, så udfordrer jeg dig, til at gå i Brugsen eller i Netto i nattøj – eller blødt tøj, om du vil – og uden make up på. Hvis du vælter på cyklen eller falder ned af trappen, så skal du bare vide, at det gjorde jeg sikkert forleden foran en eller anden lækker mand. Og næste gang du skal poste en selfie, så upload det billede, med den lille dobbelthage eller der hvor det ene øje hænger lidt. Egentlig tror jeg, at det ville få flere likes, end det perfekte selfie fra den perfekte efterårsskov. Ellers tag mig i det, jeg lover at like. Det er slet ikke så slemt igen. Det lover jeg.