Nå men, så er det 1. søndag i advent på søndag. Det er ikke noget, der huer mig specielt meget. Jeg er nemlig ikke verdens største fan af julen – eller det vil sige, jeg er ekstremt ambivalent overfor konceptet. Det fører hvert år til jeg mest bare går i bjørne hi.

Da jeg var barn, var julen som for alle andre børn, en stor højtid. Vi havde i min klasse en konkurrence kørende, om hvem der nu havde flest julekalendere. Ha-ha, jeg har 8 julekalendere og 5 af dem er med chokolade og så er der to børnenes ulandskalender, og så min mors pakkekalender. En virkelig irriterende børne-konkurrence, når man tænker over det. Det der tyske chokolade er jo mere syntetisk, end det er chokolade. Jeg hadede dem der fik mere end en pakkekalender. Jeg havde ingen mormor, så der var kun en fra min mor. Min farmor gav adventskalendergaver, og det var for mit vedkommende ofte strømper og sloggitrusser, senere bare penge, så jeg selv kunne købe noget.

LÆS OGSÅ: Elsk dine fejl & dumheder

Juleaften var jo et rent barne-helvede. Det der stress med alle gaverne, man bare ville pakke op, og man kredsede rundt om dem hele dagen, og tiden ville slet ikke gå. Man nåede egentlig aldrig rigtig at sætte pris på dem, for der var så mange, og så blev man træt og skulle i seng – og dagen efter, var julekonfekten ret meget mere interessant end Barbiedukken.

”Juleaften var jo et rent barne-helvede. Det der stress med alle gaverne, man bare ville pakke op, og man kredsede rundt om dem hele dagen, og tiden ville slet ikke gå.”

Som ung mødtes mine venner og alle andre unge i Næver på Nygade 10 juleaftensdag. Så drak vi øl og hang ud til folk langsomt dryssede hjem i forhold til deres traditioner. Hjemme hos mig, var vi bare mine forældre og min søster og jeg, der holdt juleaften. Vi var jo lige som altid sammen – og ingen af os, kunne rigtig lide hinanden specielt meget. Så det var for det meste en anstrengende aften, hvor vi ikke rigtig havde noget at tale om. Min far lavede maden. Han var jo kongen i huset, og lavede maden når vi fik gæster og ved højtider. Børnene vaskede op – for der skulle vaskes op, inden vi kunne få gaver. Så sad vi i sofaen og sang julesange. Vi valgte en hver og sang første og sidste vers. Jeg valgte altid ’Dejlig er jorden’. Min far valgte ’Det kimer nu’, min mor valgte ’Højt fra træets grønne top’, mest fordi så kunne min far hver eneste år, synge højt at ’… Fader er i køkkenet’ i stedet for den rigtige tekst, som jo er ’… Moder er i køkkenet’, og så grinede vi alle 4. Min søster valgte ’Et barn er født i Bethlehem’. Efter vi havde sunget, var der gaver, vi skiftes hvert år til at dele gaver ud. Den yngste pakkede alle sine gaver op først, og så fremdeles til den ældste, min far. Han pakkede hvert år en bog, et par sokker og underbukser op. Efter jeg blev voksen og begyndte at tjene penge, sørgede jeg altid for, at der var en gave under træet til mig fra mig selv. Så var jeg sikker på, der i hvert fald var en gave, der var spot on. Men det hele var hver år virkelig bare en gentagelse af sidste år. Der er noget betryggende i det – men også noget virkelig kedeligt

”Hjemme hos mig, var vi bare mine forældre og min søster og jeg, der holdt juleaften. Vi var jo lige som altid sammen – og ingen af os, kunne rigtig lide hinanden specielt meget.”

Siden 2011 har julen været meget anderledes – og det er især her, min ambivalente følelse kommer ind i billedet. For egentlig er det pisse hyggeligt i december måned. Jeg kan ret godt lide julen. Måden vi hygger sammen på, er anderledes. Vi kan alle føle det i maven. Også når man er ude og købe de der gaver, vi er alle i samme båd og man smiler lidt mere overbærende til hinanden i den latterlige kø i Matas. Den der stemning, føles bare meget anderledes. Ikke? Julestemingen – den findes helt sikkert. Og jeg elsker julefilm. Og alle de traditioner, der er i fjernsynet, med ’Disneys juleshow’, ’Anne fra Grønnebakken’ og ’Alene Hjemme’ og alle de der film. For mig er det helt stort, når svensk tv sender Ivanhoe 2. Juledag.

”Vi kan alle føle det i maven. Også når man er ude og købe de der gaver, vi er alle i samme båd og man smiler lidt mere overbærende til hinanden i den latterlige kø i Matas.”

Men min far døde i 2011. Og derefter var jeg forældreløs. Min familie har aldrig været tæt familie, der er ikke mange, der har kontakt. Vi har svært ved at tilgive hinanden, for de der familieting der sker og ja, ingen kan egentlig særlig godt lide hinanden, virker det ret meget som om. Derfor har jeg ingen at holde jul med – jeg er jo også kronisk single, så der er heller ikke en svigerfamilie. Så selvom jeg gerne vil alt det der jul, og som alle andre, og  selvom jeg kan også mærke den der julestemning i maven, så er jeg alene i dagene op til jul. Og juleaften og ja helt frem til 3. Juledag, hvor alle så vender hjem igen. Og der heller ikke mange, der har tid til at tale i telefon fra svigerfamiliens julefrokost eller hvad man nu skal til af 1000 arrangementer i juledagene.

LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Fra nu af drikker jeg kun champagne

Så naturligvis gør det mig ked af det og virkelig ensom. Flere har sagt, at jeg da bare skal komme og holde jul med dem og deres familie, men jeg ved, hvordan det er med traditioner. Og jeg kan bare ikke lide, at være hende den mærkelige, der sidder på fars plads i sofaen, og bryder den her stemning med sin blotte tilstedeværelse. Det er svært at forklare, men det føles ikke rigtigt. Det er, som når man kommer ind i en rum, hvor der sidder nogle midt i en samtale, og de stopper op, og man ved, man har brudt en fortrolighed mellem dem, og helt sikkert heller ikke må høre, hvad de taler om – det er lige præcis sådan, det føles. Det er en ubehagelig følelse af være ret meget i vejen og uden situationsfornemmelse.

”Så selvom jeg gerne vil alt det der jul, og som alle andre, og  selvom jeg kan også mærke den der julestemning i maven, så er jeg alene i dagene op til jul. Og juleaften og ja helt frem til 3. Juledag, hvor alle så vender hjem igen.”

Men så må man jo lave sine egne juletraditioner, og det har jeg gjort. Jeg ser Breaking Bad. For Breaking Bad er det mindst julede, man overhovedet kan forestille sig. Der er 5 sæsoner med fuldstændig intense adrenalin-kick, vilde plots, og rigtig mange mord. Man glemmer, hvor man er. Jeg går i gang lille juleaften, og så binger jeg frem til sidste afsnit, som jeg er færdig med sådan cirka 2. Juledag. Og så spiser jeg en masse risalamande, men ellers ikke noget julemad, for jeg orker ikke at lave flæskesteg til en. Og så er julen slut. Pist væk – ovre – og derefter har jeg en uge med pres, fordi der ikke er kommet en invitation til nytårsaften. Men derefter så er det første januar. Og alle hader den måned. Men for mig er januar en drøm, for så er der virkelig lang tid til næste jul.  

LÆS OGSÅ: Hvad gør man, når ens bedste veninde slår op?