Columns

Mor med ambitioner: Spontan abort – hvorfor er det et tabu? 

Mor med ambitioner: Spontan abort - hvorfor er det et tabu? 
Facts

Cathrine Louise Buhl

27 år, Management konsulent i PA Consulting Group. Cathrine er forlovet med Anders og de har sammen Alexandra på 2 år.

Der findes en masse tabubelagte emner i vores moderne samfund, som kan være svære at tale om i åbne fora. Et af de emner er spontane aborter, som når det sker, sætter en masse tanker i gang. Det undrer mig dog, at det er sådan et tabu, når nu det, desværre, sker for relativt mange kvinder. Jeg er fx én af dem.

Vidste du fx, at ca. 20% af alle graviditeter ender i spontan abort? Så det er jo en ret ’almindelig’ livsbegivenhed for mange af os, og alligevel taler vi (slet) ikke om det. Det var egentlig min tanke, at min første klumme her på ChriChri skulle handle om dette, men jeg har gerne ville undgå spørgsmålet om, hvornår jeg var gravid igen, og derudover kan det desværre også have en negativ effekt ift. at komme på projekt på jobbet, da den mulige forlængelse har en ret naturlig begrænsning.

LÆS OGSÅ: Mor med ambitioner: Byg et netværk omkring dit barn

Før jeg oplevede min spontane abort i efteråret, havde vi fortalt den nærmeste familie og venner om den glade nyhed, og jeg havde også delt det med omkring 10 kolleger på mit arbejde (heriblandt de tre, som jeg var på team med ude hos en kunde). Selve graviditeten var meget anerledes end min første. Jeg var i ubalance, både kropsligt og personligt – jeg var nærmest en helt anden person (undskyld til Anders). En fem dages tid før nakkefoldsscanningen begyndte jeg at bløde. Lægen blev ved med at sige, at det nok ikke var noget, fordi jeg ikke havde smerter, men jeg havde en dårlig fornemmelse. På fjerdedagen blev jeg hjemme fra arbejde og ringede til lægen og forlangte at blive set på. Hos lægen blev jeg sendt videre til scanning på Riget og ganske rigtigt, var der ikke noget liv. Jeg blev sendt hjem med nogle piller og aborterede stort set smertefrit og i det hele taget meget udramatisk.

“Vidste du fx, at ca. 20% af alle graviditeter ender i spontan abort? Så det er jo en ret ’almindelig’ livsbegivenhed for mange af os, og alligevel taler vi (slet) ikke om det”

Det var selvsagt en hård oplevelse og en kæmpeskuffelse, fordi vi lige havde nået et opbygge et billede af, at det var den perfekte timing i forhold til storesøster, fødselsdatoen, osv. Det var dog også en lettelse over at få mig selv tilbage og at blive bekræftet i min intuition. Jeg besluttede mig ret hurtigt for, at jeg ikke havde mistet et barn, men haft en mislykket graviditet. Nu er jeg ikke psykolog, så jeg ved ikke, om jeg gik i totalt fornægtelse, men det gjorde det hele mere håndterbart, og jeg har det da fint med det nu og var også tilbage på arbejde fire dage senere.

Så var der det med at skulle fortælle alle det. Det var umiddelbart lidt uoverskueligt. For dem som vi havde delt den glade nyhed med, var ikke nødvendigvis dem, vi også plejede at dele dårlige nyheder med. Jeg blev dog positivt overrasket. Flere havde selvfølgelig svært ved lige at finde den rigtige grimasse – jeg tænker, at det skyldes, de jo ikke vidste, hvordan jeg havde det med det. Jeg kunne jo både være et sted, hvor jeg var okay eller på randen af et nervesammenbrud. Men varmen var virkelig rørende. Det var fedt at blive anerkendt for, at jeg turde dele det og mest af alt mærke, hvordan nogen åbnede op og fortalte om deres egne oplevelser med det samme. Efter aborten skammede jeg mig lidt og følte et slag på min kvindelighed, så det var en kæmpe hjælp, at andre talte om deres problemer også, så det blev den normale ting, det rent faktisk er. Derudover håndterede mine tre mandelige teammates det fantastisk godt og gjorde det at komme tilbage på arbejde meget naturligt – kunden vidste jo ikke noget, så det var rart, at de vidste det og deres positive personligheder gjorde det let at komme op i gear igen.

LÆS OGSÅ: Derfor blev jeg ung mor & sådan håndterer jeg det

Nogle havde også brug for at tale om, hvad jeg mon kunne have gjort anderledes for at undgå det. Skulle jeg ikke have passet lidt mere på mig selv? Arbejdede jeg ikke også alt alt for meget? A little word of advise: Det er ikke det, man har brug for at høre. Og i de fleste tilfælde af spontan abort er det også en irrationel tankegang, da det sker, fordi der er noget galt med fosteret.

Jeg har ikke behov for at høre, at jeg nok arbejder for meget eller prøve at rationalisere os frem til, hvorfor det kan være, at det skete for mig. Her er det også værd at nævne, at når man som familie eller ven har fået den glade nyhed af vide, så er det under en gensidig fortrolighed. Som familie eller ven skal man derfor ikke dele den glade nyhed med alt og alle. Jeg oplevede flere gange efterfølgende at møde ret fjerne bekendtskaber, som lykønskede mig med graviditeten. Det er på alle måder en akavet snak, når man efterfølgende er nødt til at fortælle et næsten fremmed menneske, at der desværre ikke længere er noget at ønske tillykke med.

“Jeg besluttede mig ret hurtigt for, at jeg ikke havde mistet et barn, men haft en mislykket graviditet. Nu er jeg ikke psykolog, så jeg ved ikke, om jeg gik i totalt fornægtelse, men det gjorde det hele mere håndterbart”

Heldigvis er der noget at ønske tillykke med nu. Jeg er blevet tyk på rekordtid – heldigvis på grund af en lille en i maven. De sidste tre måneder har været meget præget af jeg-nægter-at-gå-ned-på-happiness, selvom jeg er nervøs for, at det sker igen. Vi var derfor til scanning efter 8 uger, hvor alt var godt, og det er det heldigvis blevet ved med at være (banke under bordet, 7-9-13).

At have haft en spontan abort er en almindelig ting, så hvor ville det være fedt, hvis vi kunne tale lidt mere om det med hinanden. Når det er sagt, så er der ikke to oplevelser med det, der er ens, og alt afhængig af ens situation kan det vælte benene mere eller mindre væk under en. Jeg har i hvert fald fået en dyb respekt for de par, som har svært med at få børn og alligevel møder smilende ind på arbejde. Det kræver sin mand og sin kvinde.

 

Share This