Jeg slog en prut forleden aften foran en mand. Jeg bukkede mig ned for at samle et eller andet op på gulvet, og da jeg gjorde det, ja så slog jeg en prut. Han stod lige bag mig, intet kunne gå forbi hans næse. Intet. Jeg lod som ingenting, og snakkede videre. Jeg kunne ikke lade som om det var gulvet, der knirkede, for det var et klinkegulv. Og jeg var i strømpesokker, så det kunne heller ikke være mine hæle eller noget som helst andet. Det var helt tydeligt, at der kom en fis ud af min numse! Jeg tænker hele tiden på det – her 4 dage senere.

Der er virkelig ikke mange ting, der gør mig sådan helt akavet. Altså udover vildt attraktive mænd, der taler til mig. Men ellers ikke. Jeg har sådan et filter, der mangler. Jeg siger som regel også, lige hvad det passer mig – og kan endda godt nyde, når det bliver akavet. Altså, hvis man taler om menstruation foran mænd for eksempel. Det kan jeg godt nyde. Fordi jeg ved, de hader det, og de ikke helt ved, hvad de skal gøre ved dem selv. Og hvis jeg har lavet et eller andet pinligt, har jeg lært, at det er bedst, jeg selv fortæller om det, for så er det min historie.

LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Boobilicius

Men jeg har et par ting, som jeg egentlig troede var min egen lille ting – og som jeg indtil i lørdags har holdt helt hemmeligt. Men så indrømmede min veninde, at hun har det på samme måde. Kurven i supermarkedet! Jeg dømmer alle mennesker på, hvad der ligger i deres indkøbskurv!  Og jeg skammer mig over selv, når jeg handler mærkeligt ind. Sådan har hun det også. Hvor dejligt, man ikke er alene. 

“Jeg bukkede mig ned for at samle et eller andet op på gulvet, og da jeg gjorde det, ja så slog jeg en prut. Han stod lige bag mig, intet kunne gå forbi hans næse”

For et par uger siden var jeg syg, jeg havde haft Roskildesyge og kunne ikke forlade min lejlighed i over 24 timer. Og oven i hatten fik jeg også min menstruation. Jeg skulle i SuperBrugsen og have det nødvendige til resten af min sygdom, og nu også til det røde: En pakke natbind, Tampax, en liter yoghurt med pære-banansmag (min favorit) og Panodil Zapp. Det var lørdag, det var Påske. SuperBrugsen var packed til bristepunktet. Jeg var SÅ flov over mit indkøb. Havde taget solbriller på, og forsøgte at gemme mig, som en celeb på vej til rehab.

Og sådan har jeg haft det mange gange, når jeg  handler. Der er ting i en kurv, som kan virke så sølle, at man bare ved, andre kigger ned i kurven, kigger op på dig og så kaster lidt op i munden. Lad os bare lege jeg i dag gik i Netto og kun købte en frostpizza, frost kartofler, stanniol, en plade Marabou en flaske rødvin, et hvidt franskbrød, smør og hindbærmarmelade. Det er et indkøb, jeg ville skamme mig over, der mangler sunde ting, ikke? Måske overveje om jeg skulle dele det i to og tage vinen og kartoflerne i et andet supermarked. For folk må tænke, at jeg ikke får specielt varieret kost, og burde jeg ikke gå på kur? Det kunne jo være, jeg havde købt alt muligt sundt ind, men havde glemt lige netop de ting. Man ved jo aldrig, hvorfor mennesker har det de har i deres indkøbsvogn. Jeg leger tit, at jeg har handlet sundt ind tidligere. 

LÆS OGSÅ: WeyWey’s column: Love me Tinder

Jeg mødte en kendis i mit lokale supermarked for et stykke tid siden. Jeg nævner ingen navne her, for jeg vil ikke have, du skal dømme ham også. Han købte virkelig grimt ind. Bandt andet var der en af de store økonomipakker af ikke økologisk kyllingelår. Af en eller anden grund, havde jeg bare forestillet mig, at han ville købe økologisk. Han er en ret kendt og brugt skuespiller, jeg tænker, der må være penge til økologi. Og næste gang jeg så ham i fjernsynet, var det eneste jeg kunne tænke på, de her forhutlede ikke økologiske kyllinger, og han havde købt i hvert fald 24 af deres lår. Min veninde fortalte også i lørdags, at hun handler ind samme sted som Anders Lund Madsen. Og her kan vi godt nævne navn, for hun tænker over det, hver gang hun møder ham derinde: ’Jeg kigger IKKE i hans kurv og dømmer ham’. Hun har taget et aktivt valg om, ikke at kigge eller dømme Anders Lund Madsen ud fra de indkøb, han laver i Irma.

“Der er ting i en kurv, som kan virke så sølle, at man bare ved, andre kigger ned i kurven, kigger op på dig og så kaster lidt op i munden”

Indkøb i et supermarked er egentlig vildt personlige. Altså det er sgu da meget personligt, at stå i en kø kun med Tampax, natbind og yoghurt med pære banan smag. Derfor er jeg  begyndt at tage mine lidt mere crazy indkøb lige omkring kl. 21:30, for der er mit lokale supermarked nærmest tomt. Så føler jeg, jeg er alene og har overskud til at købe masser af pizzaer til de næste mange søndage med pizza. For det er jo ikke fordi, jeg går hjem og spiser dem alle sammen på en gang! Vel.