Der er sket SÅ meget det sidste stykke tid. Og jeg har selvfølgelig en mening om det hele.

Jeg elsker Prince. Jeg kan huske, da jeg som teenager opdagede ham, og havde plakater og artikler fra aviser hængende på mit teenageværelse. Jeg læste et interview en gang – jeg vil tro, jeg var 15 år, hvor en tidligere elskerinde fortalte, hvor fantastisk en elsker Prince var, og at han elskede at bade hende i olier. Min første våde drøm og sexfantasi, handlede om at Prince hentede mig i sit – helt sikkert lilla fly – og fløj mig til Minneapolis, hvor han boede, og så badede han min hvalpefedt fyldte krop i olier, inden han elskede med mig. Jeg har set ham live ti gange, tror kun det kan overgås af Robbie Williams og Rasmus Nøhr koncerter. Så jeg græd i en lille uge, efter han d. 21. april døde. Jeg har ellers altid kun haft en smule foragt til gode, for fans der græd, når deres idoler som Michael Jackson eller Whitney Houston døde. Stop dog med det pjat, du kendte dem jo alligevel ikke. Men nu forstår jeg. Og jeg er glad for, jeg aldrig har været en rigtig One Direction fangirl – for det må have været en traumatiserende oplevelse, da de gik fra hinanden. Eller. Nej. Stop jer selv. De lever stadig, og når de om 10 år godt kan bruge flere penge, skal der nok komme en reunion tour eller 7. 

“Men nu forstår jeg. Og jeg er glad for, jeg aldrig har været en rigtig One Direction fangirl – for det må have været en traumatiserende oplevelse, da de gik fra hinanden”

Og så i onsdags, så kom Adele til landet. Jeg har tre ting at sige om den koncert: Fuckilidoodly, hvor kan Adele synge. Hvordan kan det være menneskeligt, at nogen kan synge så smukt? Jeg havde glædet mig så meget til den koncert, men hold nu kæft, hvor jeg hader at gå til koncert – eller jeg hader alle dem, der er til koncert. Der var nogle, der talte SÅ meget, at de overdøvede Adele. Jeg blev nødt til at gå over til et par, der stod og snavede, og var opslugte af deres date, og sige til dem: ’Hør engang, I er til Adele koncert. Hun synger LIVE, for jer lige nu. Det er noget I bør høre, og ikke stå der og knævre så meget’. Heldigvis var de tavse under resten af koncerten. Men det var umuligt for mig, at gå rundt og sige det samme, til alle de andre omkring mig, for så havde jeg ikke selv kunne se koncerten. Det virkede som om, alle de her koncertgæster, bare troede de var til halbal og DJ Næver spillede op til fest. Den sidste ting: Adele er med i mit girlsquad nu. Jeg føler, hun er en veninde. Hun forstod virkelig, at gøre hendes optræden så personlig. Hun er blevet så meget en veninde nu. Så meget, at jeg fik det skidt, da jeg læste en mindre god anmeldelse om koncerten dagen efter. Der er fandme ikke nogen, der taler dårligt om mine veninder, hvad bilder du dig ind? Så i stedet for at drømme om at blive hentet i et lilla fly, og badet i olier, vil jeg nu drømme om at blive Adeles bedste veninde. Jeg tror, vi ville have det så sjovt sammen. Vi ville tisse i bukserne af grin – hele tiden.

LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Boobilicius

Men jeg har da også lige nået, at smadre en mands virkelig store ego. Der var den her dude, der forsøgte at få mig med hjem fra et værtshus. Jeg var slet ikke seksuelt tiltrukket af ham – heller ikke efter 6 store fadøl, så jeg vidste fra starten, det ikke ville komme til at ske. Men han var fantastisk underholdning, og det er nok til, jeg sagtens kan kysse med en mand. Han havde forsøgt med alle kneb, og til sidst sagde han fandme: ’Vil du ikke nok gå med mig hjem? Du skal bare lige vide, at jeg har en lille pik, men jeg slikker vildt godt fisse’. Først!! What? Det er et af de dårligste scoretricks, jeg har hørt. For det andet! What?? Jeg svarede: ’Små pikke er en dealbreaker’. Og så vendte han sig om og gik. Han fattede budskabet, men nu her et par uges tid senere, synes jeg, det var lidt tarveligt. Så igen, jeg ville jo aldrig få en mand med hjem, hvis jeg sagde: ’Det vil føles som at stikke en blyant ind i en gymnastiksal, men jeg giver gode BJ’s’. Åh, jeg ser det nu – selvfølgelig ville han gå med.

“Jeg blev nødt til at gå over til et par, der stod og snavede, og var opslugte af deres date, og sige til dem: ’Hør engang, I er til Adele koncert. Hun synger LIVE, for jer lige nu. Det er noget I bør høre, og ikke stå der og knævre så meget’”

 Her på falderebet, vil jeg lige sige, at det her bliver min sidste klumme. Jeg er i gang med at skrive en ny bog, og skal koncentrere mig om det projekt. Den kommer til at handle om, at leve et helt liv som Plus Size, men stadig rent faktisk oplevet at føle sig sexet, og også at mænd har syntes, jeg var sexet og noget værd. Jeg er personligt træt af slankebøger, lavet af tynde mennesker. Tøj til store piger, designet af tynde mennesker, der er bange for tykke mennesker, og jeg er generelt bare træt af, at vi alle sammen er bange for vores kroppe. Jeg er ikke selv total fan af min, men håber, at jeg lærer at elske den, mens jeg skriver bogen. Det er på tide, vi kvinder, holder op med at sulte os, for at være tynde, så vi tror, vi bliver lykkelige. For helt ærligt, det gør os ikke lykkelige. Jeg er 100% sikker på, at det gør os lykkelige, hvis vi elsker os selv.

LÆS OGSÅ: WeyWey’s Column: Akavede indkøb #frostpizza

Men jeg er slet ikke færdig med ChriChri – for jeg håber vildt meget, jeg kan få lov til at fortælle alle mine Roskilde Festival historier – for mine festivaller er altid helt skøre og vanvittige. Og der sker altid de mest underlige ting. Der var fx en gang, hvor jeg gav en mand, et unødvendigt håndjob.

WeyWey out. (Mic Drop)