Nå, men jeg var altså i et bragende godt humør, for jeg havde planlagt det perfekte frieri. Alt var booket, og alt faldt i hak. Der gik et par måneder, hvor der var stille på den front. Hende, jeg snakker med om alt, måtte jo ikke vide noget, så jeg skubbede det lidt væk og glædede mig bare til den store aften. 

I mellemtiden var Isabella startet på studiet, og jeg arbejdede derudad. Vi var startet på en ny sæson af Sjit Happens, jeg lavede børnefjernsyn og rejste landet rundt med stand-up shows. Månederne gik, det blev december, og vi kom tæt på. Jeg havde ikke regnet med, at det ville påvirke mig så meget. Men selvfølgelig gjorde det det. For jeg var da sikker på, at mussemor ville sige ja og blive lykkelig. Men hvad nu hvis hun syntes, vi var for unge og ikke var færdige med kærestelivet? Hvis nu hun syntes, at en 22-årig pige anno 2016 ikke skulle giftes lige med det samme? Jeg mener, det er jo ikke normalen. I hvert fald ikke i vores omgangskreds.

“Men hvad nu hvis hun syntes, vi var for unge og ikke var færdige med kærestelivet? Hvis nu hun syntes, at en 22-årig pige anno 2016 ikke skulle giftes lige med det samme?”

Hvis man kender os og hende, virker de her spørgsmål tåbelige. Men det betød virkelig meget for mig, så selvfølgelig var jeg nervøs – og hvad nu hvis det var dårlig timing? Ja, lad os stoppe ved dårlig timing… For pludselig kommer Isabella hjem og fortæller, at de skal skrive projekt, og det skal åbenbart afleveres dagen efter hendes fødselsdag. Altså to dage efter frieriet som hun ikke aner noget om. Hun fortæller mig oven i købet, at det er fint nok, at vi ikke holder hendes fødselsdag. For den weekend skal hun ikke lave andet end projekt. Der kunne jeg godt have brugt et uridom, du ved, et slags kondom gamle mænd tisser i, når de ikke kan holde på vandet. For jeg var satme tæt på at tisse i bukserne af angst. Jeg havde rekvireret hele hendes og min familie. Jeg havde betalt hotelværelset, købt ring og booket restaurant. Så der var udsigt til, at jeg blev nødt til at afsløre det hele for hende, så hun kunne blive færdig med projektet i tide. Ja, mit liv var uoverskueligt! Men, men, men… Jeg er en høj og stærk mand. Så jeg slog det hen og talte hende efter munden, alt imens jeg var en lille tyk pige, der græd indeni.

LÆS OGSÅ: Stokholm tur-retur: Forberedelserne til det perfekte frieri

Nu gik vi ind i ugen, hvor det skulle ske. Der var seks dage til, og jeg snakkede hele tiden i telefon med hendes mor, min mor og hendes veninde Rikke. Jeg slettede alle opkald og sms’er, så Isabella ikke fattede mistanke. Det var hårdt arbejde, siger jeg bare. Fem dage før inviterede jeg mussemor ud at spise, så hun kunne tænke på noget andet end det dumme projekt. Men helt kunne hun alligevel ikke slippe det. For over det andet glas rødvin fortæller hun mig, hvor stresset hun er over opgaven, OG jeg måtte love hende aldrig at fri til hende, når hun skrev eksamensopgave… Seriøst? Blev den sætning lige sagt? Vi skifter lige uridomet ud med en voksenble, for der skulle jeg skide af angst. Den grædende tykke pige indeni mig var nu også nøgen og meget sårbar. Der måtte jeg sgu have en whisky. Det fik jeg og tænkte, at det nok skulle gå. Ja, bare kald mig evig optimist.

“For over det andet glas rødvin fortæller hun mig, hvor stresset hun er over opgaven, OG jeg måtte love hende aldrig at fri til hende, når hun skrev eksamensopgave… Seriøst?”

Det blev lørdag, og hun var ikke færdig med projektet. Men jeg fik Rikke til at overtale hende til en tur i Tivoli. Så nu var hun ude af lejligheden, og planen var tæt på at lykkes. Jeg redte op til hendes familie hjemme hos os. Jeg tog en kæmpe kuffert og pakkede alle hendes kjoler, alle hendes sko, flere jakker og alt hendes make-up. Jeg skyndte mig ind på Nimb. Pakkede alt ud, hængte på bøjler, fik champagnen bragt op, og så tikkede sms’en ind. Det var fra Rikke. Vi er der om fem minutter. Mit hjerte arbejdede lige så hurtigt som mine ben. Jeg skyndte mig ned og stillede mig foran hotellet. Og der kom hun gående helt forvirret, da hun så mig. Vi sagde farvel til Rikke, og jeg tog en meget forvirret mussemor i min koldsvedende hånd og op på hotelværelset. Jeg satte hende på sengen. Og her gik jeg i stå, for jeg havde selvfølgelig forberedt den fineste tale. Men tårerne pressede sig på, og jeg fik kun fremstammet tre elendige ting: Jeg elsker dig, jeg lover dig evig troskab og økonomisk stabilitet. Ja, det sagde jeg. Og jeg kunne godt selv mærke, at det blev mærkeligt. Så jeg skyndte mig at hive ringen op ad jakkelommen og faldt på knæ. Hun tog den hurtigere end en skade på rov og faldt grædende i mine arme. Med det eneste rigtige hun kunne sige.
Alt var lykkedes. Sikke en lettelse. Vi tog festtøj på og mødte vores familier, der tog imod os med champagne, gaver og dirrende mundvige. Det var en fantastisk aften, og vi blev simpelthen så fulde i snaps og øl. Der var så meget kærlighed, at jeg kun kan ønske sådan en aften for alle. 

LÆS OGSÅ: Stokholm tur-retur: Jeg skal giftes!

Det var det. Otte måneders forberedelse. Og så gik det bedre, end jeg kunne have drømt om. Ikke på grund af det fine hotel, de fine gaver eller den gode mad. Men fordi mit et og alt, min egen mussemor, sagde ja.

Jeg var en meget lettet mand. Lige indtil næste morgen hvor bryllupsforberedelserne begyndte. Here we go again.

Fik du ikke læst første del af artiklen, så læs den HER.