Klummer

Klumme: “Er der egentlig internet på landet?” 

Klumme: "Er der egentlig internet på landet?" 
Facts

Caroline B.H.

Skribent, (frivillig) bondekone og selvdiagnosticeret serienarkoman. Gift med Frederik og bosat lige nord for Aalborg.

Find Caroline på Instagram under navnet @caroline.b.h

Denne sommer lavede min mand og jeg vores livs største investering. Ikke i en elbil, jordomrejse eller matchende Louis Vuitton kufferter, men i en vaskeægte bondegård. Vi snakker 25.000 kvadratmeter ren landidyl og kun en lille bitte smule lugt af gylle. Vi har ikke nogen malkeko, men til gengæld har vi hestefolde, hindbærbuske og et postkasserødt pillefyr (det er sådan et, der laver varme uden for fjernvarmenettets trygge favn).

LÆS OGSÅ: Stokholm tur-retur: Kirkeklokkerne ringer

Jeg ved godt, hvad du tænker. Hvad vil to relativt velfungerende mennesker i midt tyverne på bøhlandet? Det tænkte min mor også. Og mine svigerforældre. Og flere af mine veninder. De så os sikkert for sig i campinghabitter og Crocs sandaler siddende over aftensmaden, der naturligvis ikke kan bestå af andet end brun sovs og kartofler. Nu er jeg så tilpas barnlig, at jeg elsker alt, hvad der har med julen at gøre, og derfor aldrig helt har forstået hånen af denne hellige spise, men jeg kan stolt berette, at det endnu ikke er blevet til hverken sovs, kartofler eller en sandal så afskyelig, at selv Birkenstock ligner Louboutin.

“De så os sikkert for sig i campinghabitter og Crocs sandaler siddende over aftensmaden, der naturligvis ikke kan bestå af andet end brun sovs og kartofler”

Det bliver perlerækken af skeptiske spørgsmål bare ikke mindre af. Eksempel 1: ”Er der egentlig internet derude på landet?” Her kunne man håbe, at den friske landluft havde givet mig et mere roligt gemyt, men sandheden er, at jeg straks går i forsvarsposition:  “Ja, og vi har faktisk også toiletpapir. Køleskabet består dog af den isblok, vi får leveret fra bageren hver tirsdag.”

Set i bakspejlet skulle jeg nok bare have svaret, at ja, vi har internet (fiber!). Og bagefter: Nej, busserne kører ikke så tit. Ja, vi har bil. Ja, vi kommer nok til at sne inde til vinter. Det er bare så kedeligt at fokusere på det negative. Gad jeg godt kunne gå til Starbucks? Ja! Kan jeg godt forstå, at man gerne vil nøjes med færre kvadratmeter for i stedet at være tæt på byens puls? Selvfølgelig! Kan jeg også godt lide natur, den maskinhal, vi konsekvent refererer til som festlokalet, og frugt, der bogstaveligt talt hænger på træerne? Ja, ja og ja!

“Ja, og vi har faktisk også toiletpapir. Køleskabet består dog af den isblok, vi får leveret fra bageren hver tirsdag”

Det er det, der er så dejligt ved Danmark. Rigtig mange af os er så heldige helt selv at kunne vælge, hvordan vi gerne vil indrette vores liv, og det skal vi da glæde os over! Det ville næsten for kedeligt, hvis vi alle sammen valgte det samme, så skal vi ikke bare fejre hinandens forskelligheder?

LÆS OGSÅ: Vi har fået ny skribent! Mød Caroline B.H.

Skulle det ske, at vi sner inde, forestiller jeg mig egentlig også, at jeg vil være så optaget af Netflix og min varme kakao, at jeg får svært ved at ærgre mig over tabt arbejdsfortjeneste. Der er jo den lille detalje, at 25.000 kvadratmeter landbrugsjord koster, hvad jeg gætter på knapt ville række til en kælderlejlighed i Indre By (med fællestoilet og stepdansere i stueetagen), så måske kunne der alligevel blive råd til nogle af de andre ting, jeg også synes er fede. For eksempel en weekendtur til København…

Du kan se mere til Caroline på hendes Instagram.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *