Camilla Lyderik er mor til et firkløver af drengebørn – Mads og Frederik, Willie og Alfred. Børnene har hun sammen med Peter, som hun er gift med på 12. år. Camilla arbejder til dagligt som salgskoordinator hos en virksomhed, der sælger bøger. I sin klumme vil hun dele sine tanker om at være mor til både store og små børn, og om en hverdag i en stor – og til tider hektisk familie, hvor man forsøger at holde godt fast i hinanden og i sine værdier. 

LÆS OGSÅ: “Camillas firkløver” – ny mommy klumme

I sommer startede vores Willie i 0. klasse. Og selvom selve skolestarten jo ikke kom som en overraskelse, eller som noget nyt for en erfaren mor som mig, måtte jeg alligevel flere gange knibe mig selv i armen over, at det allerede var nu, han skulle starte. Til gengæld tog Willie selv det hele i stiv arm og med ophøjet ro – som med alle andre forandringer i hans lille liv. 1. skoledag forløb derfor for hans vedkommende uden nogen form for dramatik. For mit eget vedkommende småtudede jeg allerede, fra da jeg vågnede, og det fortsatte, indtil det hele var overstået ved middagstid. Og særligt da jeg skulle forevige ham og hans kammerater gå ind i samlet flok og knipsede en masse billeder. For vores lille gut travede bare ned gennem skolegården, med sin alt for store rygsæk, uden at se sig tilbage en eneste gang.

I søndags fyldte han så 6 år. Den slags kræver selvfølgelig en børnefødselsdag! OG – jeg kan lige så godt gå til bekendelse: Børnefødselsdage bli’r jeg altså aldrig den store fan af. Det tror jeg faktisk ikke, jeg kender nogle mødre der er, så den slags indrømmelser skal man ikke have dårlig samvittighed over. Det er bare de færreste, der tør sige det højt. Men når det så er sagt, så inviterede vi selvfølgelig alle drengene hjem. Jeg hentede 10 stk friske og glade drenge på skolen, da de havde fri, og de 3 timer der var afsat til fest gik faktisk hurtigt og super fint. Det kan anbefales, at man leger flaskehalsen peger på, når der skal åbnes gaver. Alle drengene sad så fint og ventede på tur, til deres gave skulle åbnes, og Willie fik sagt pænt tak til hver enkelt med et godt overblik over, hvem der rent faktisk havde givet ham hvad. Så istedet for at pakkerne var blevet flået op på halvandet minut, tog det et kvarters tid. 

Vi serverede popcorn, muffins, pølsehorn og frugt. Vi afholdte små holdkonkurrencer i kælderen med hjælp fra et par entusiatiske og hjælpsomme storebrøde, og vi sluttede af med at lave biograf i stuen med tilhørende slikposer. Alt i alt en super god eftermiddag med en glad fødselsdagsdreng og søde små kammerater. Vi havde popcorn overalt, men det foretrækker jeg nu frem for lagkage i sofaen. For ja, menuen var sammensat ud fra, hvordan jeg kunne minimere svineriet mest muligt.