Klummer

Den dag jeg slog op med det normale liv

Facts

Sara Torvallbach

Mentor, underviser, forfatter og en moderne pioner.

Iværksætter & Indehaver af koncepterne:

No Stress Akademiet, www.nostressakademiet.dk

My Body is My Boss, www.mybodyboss.com

sarabjork.dk

I AM WOMAN Shakti-Sister-Cacao Circles

og Let’s Build your Business.

En morgen vågnede jeg med et sæt. Det var sommer, varmt og smukt udenfor, men noget var galt. Det var indeni mig. Jeg rystede, min krop dirrede, og jeg græd. Havde jeg haft mareridt? Det plejede jeg da ikke!? Hvad foregik der? 

Jeg satte mig op i sengen, kiggede ud af vinduet og mærkede mig selv fuldstændigt ødelagt indeni, uden nogen anelse om hvorfor. Ude af mig selv, fik jeg mit dirrende korpus ud på badeværelset. Koldt vand i ansigtet, en tandbørste i munden. Tøj og store mørke solbriller på og så ud i metroen. Flere uger forinden, havde jeg booket en business session ved min mentor. Den session faldt denne morgen, og jeg tog afsted med tårerne trillende ned af kinderne hele vejen i metroen. Med de store solbriller forblivende på. Og kun med ét fokus igennem folkemængden på Strøget hen til hendes kontor. Jeg lod mig falde i en million stykker i hendes arme, da jeg kom frem. Jeg tillod mig at blive grebet, uden at vide hvad jeg blev grebet fra. Men hun greb mig. Min mentor. 

Og den session kom ikke til at handle om business… Men i stedet om noget vigtigere… Den handlede om MIG..

Jeg vidste ikke, hvad jeg græd over, men pludselig vidste jeg, at jeg var DONE… 

Jeg var var færdig med at lade som om, jeg var normal. Færdig med at lade som om jeg passede ind. Færdig med at forsøge at slå til som den success, jeg altid havde haft til mål at blive i det normale setup i Danmark. Jeg var bare done.. For jo flere mål jeg hakkede af, og jo tættere jeg kom på den store drøm om success, jo mindre glad var jeg. Jo mindre energi havde jeg. Jo mindre livslyst havde jeg. og jo oftere fandt jeg mig spekulerende på, om livet virkelig bare var det her. Er der ikke mere til det end det her? 

Lige der i stolen hos min mentor indså jeg den sommermorgen, at hver en drøm og hvert et mål jeg havde haft og arbejdet på at nå, var mål der var formet uden for mig. Godt nok af mig, men ikke sandt fra mig. Det var hovedmål. Skabt af mangel i barndommen, ar, følelser af forkerthed og ønsket om at slå til. 

Min sjæl havde andre mål, min sjæl havde en anden retning – en retning mine hovedmål havde afholdt mig fra at mærke og bevæge mig imod. Og tilbage stod jeg ulykkelig i en ensom følelse af intethed og måtte konstatere, at jeg hverken anede op eller ned, jeg var blevet blind på min retning, men noget måtte ske. For jeg var done. 

Hvad kalder spurgte min mentor? BALI kalder, mærkede jer. 

Bali havde jeg forvildet mig til halvandet år tidligere. På sådan en spontant måde, hvor jeg pludselig blev tippet om en billig billet fra Thailand, hvor jeg allerede opholdte mig, og så kunne jeg lige så godt tage turen. Og før jeg havde set mig om, havde jeg bygget et liv på Bali, som smertefuldt måtte slutte, da mit hovede besluttede jeg skulle hjem igen til mit faktiske liv. For slet ikke at kunne mærke det som mit liv, da jeg kom tilbage. 

Jeg testede selvfølgelig mit kald. Mere stolede jeg ikke på min indre stemme på tidspunktet. Så jeg stillede mig selv de obligatoriske spørgsmål, jeg altid vidste kunne bullshitbuste falske kald.

  • Hvis jeg havde en million kroner på kontoen, hvad gjorde jeg så? – Rejste til Bali!
  • Hvis jeg ingen forpligtelser havde herhjemme? – Så rejste jeg til Bali!
  • Hvis ingen ville blive sårede over, at jeg tog afsted? – Så rejste jeg til Bali!
  • Hvis ikke jeg var bange for at hoppe ud i det ukendte? – BALI ! 

Inden dagen var omme, havde jeg booket first ticket out. Destinationen var Bali.. One way ticket. 

Jeg sagde farvel til min familie, min kæreste, mine venner og mit hjem. Jeg pakkede mine ting, og jeg fulgte det sjælskald der havde banket på så længe. Det kald der havde hvisket i mit øre lige siden, jeg havde forladt stedet sidst. Den stemme der sagde “Du skal hjem” HJEM TIL BALI.. 

Der hvor jeg oplevede, at alle menneskene var ligesom mig. Alle interesserede sig for de samme ting, som mig. Aktiviteterne juicede min sjæl op, og alt handlede om communities, connections, feeling, healing, hjerte, ægthed, tid, kærlig, ro, støtte og øjenkontakt.

Jeg skulle hjem. Og allerede da billetten var booket, åbnede der sig et uforklarligt og udefinerbart flow omkring mig. Indeni mig og udenpå. Alt flaskede sig. Boligen landede, klienter landede, penge landede, venner landede, MEDVIND LANDEDE… En vind jeg kun havde mærket som modvind i halvandet år, ligegyldigt hvad jeg gjorde. Den vendte fluks, lige der… 

En vind der ikke havde været imod mig, men egentlig for mig. En vind, der ønskede at navigere mig, havde jeg tilladt den at gøre det.

Jeg sov stort set hele vejen i flyet til Bali, og da jeg landede ved midnat, blev hentet af min driver og kiggede ud af vinduets regnramte ruder, ud på Denpasars store signatur-skulptur på vej fra lufthavnen, der vidste jeg, at det var virkeligt.. Jeg var i chok, men jeg forstod, det ikke bare havde været en drøm. Jeg havde på få døgn endevendt mit liv og rejst til den anden side af kloden. 

Skræmt og overvældende fredfyldt, vidste jeg ikke meget om, hvad ville vente mig nu, men jeg forstod, at jeg længe havde stået på perron og set mine toge køre forbi, for så at blive kastet på det sidste tog der kørte. Det tog der er mit, skal jeg aldrig være bange for at misse. For har jeg ikke kunne tage de første, vil jeg bare blive smidt på det sidste.

En erkendelse der både gav mig en følelse af frygt, men samtidig også noget trygt. Intet kunne jeg gøre forkert, men intet kunne jeg planlægge heller. 

Med ét havde jeg slået op med mit gamle liv. Slået op med det normale, jeg altid havde jagtet så hårdt på at slå til i. Et moderne liv i Danmark, som så mange så ud til at være lykkelige i, men som mit inderste aldrig lærte at matche med og trives i. Ligegyldigt hvor meget jeg end forsøgte.

Livet havde sin egen vej – og nu var jeg på sporet. Sporet af min sjæl… Min sjæl der bor på Bali. 

Og sådan startede mit Bali-eventyr og min nye måde at leve i verden på. Så langt fra alt den danske kultur havde lært mig, men så tæt på det der inderst inde føltes sandt, ægte og meningsfyldt for mig.

Kærligst

S

Ps: Følg med på Sara’s Instagram her for at følge med i eventyret, suge bali-magien til dig og lade den inspirere dig til din unikke måde at leve i verden på. 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *