Det hele startede en dag i februar 2015, da M kom hjem fra arbejde, og sagde, at hans firma havde tilbudt ham en stor forfremmelse og buddet om, at flytte til Singapore… Singapore – ASIEN… What? Og mig der aldrig havde været i Asien før, jeg kunne slet ikke forestille mig, at skulle bo der! Mig, som elsker USA så meget… Mig, som drømte om at bo i New York, og så mig selv slentre igennem Meatpacking med en latte fra den hotteste ‘Café of the month’.. Jeg havde en helt klar idé om, hvordan Asien og kulturen var, og der kunne jeg ikke se mig selv. Troede jeg.

Jeg har dog altid sagt, at fik han et nyt tilbud, så ville jeg tage med, da jeg før har sat en kæp i hjulet, for hans drømme om karriere i udlandet. Denne gang havde jeg ikke flere undskyldninger, tiden var ikke den rigtige før, min familie havde brug for mig i Danmark. Men nu var fuglen klar til at forlade den danske rede. Min datter, Bella, var gammel nok, men ikke for gammel. Hun havde knyttet bånd i Danmark, men stadig så ‘lille’, at hun sagtens kunne skabe nogle nye relationer i Asien. Hun har altid været et enormt sensitivt barn (siger moren), meget låst fast på rutiner, og har det bedst med, hvis hun kender dagsordenen. Jeg var meget bekymret for, om hun ville kunne finde sig til rette i et nyt land, med så mange forandringer. Ny skole, nyt sprog og ny kultur. Men vi fandt jo aldrig ud af det, hvis vi ikke satsede alt, hvad vi havde. Nu var det nu.

LÆS OGSÅ: ‘‘Bare gør det” optimismen

Vi bestilte flybilletter med det samme, så M og jeg kunne tage derud og se, hvad Singapore egentlig var. Vi havde 10 dage til at beslutte os for, om det var go eller no go. Hvilket som enhver stor beslutning, faktisk er ret stressende. Bella blev hjemme ved farmor, farfar og mormor, så hun kunne passe sin skole, da hun var startet i 0. klasse på Gentofte skole. Og vi havde egentlig også bare behov for, at tage afsted alene, da vi vidste, det ville blive et pakket program, Jeg havde en forestilling om, at det ville være ren kaos og en kombination af Indien og Thailand… Igen, jeg havde ikke været der, men havde jo set det på TV, og det var næsten nok for mig. Men da én af vores venner sagde til mig, at Singapore var en blanding af New York og Monaco, så varmede jeg lidt mere op til idéen… – og fra første minut jeg landede, og sad i taxaen fra Changi Airport ind til byen, vidste jeg med ét, at her skulle jeg bo… Jeg var slet ikke i tvivl. og vi var begge meget enige.

Vi var ude og snakke med skoler, se på utallige lejligheder, forsikringsselskaber, researche områder, og hvad byen havde at byde på… Vi så 30 lejligheder, så vi kunne få en ide om, hvad vi kunne få for vores penge – hvis man tror, man kommer til Singapore med lommen fuld af guld, så finder man hurtigt ud af, dette ikke er ‘the case’. Vi har aldrig skændtes så meget, eller haft så meget jetlag, som vi oplevede de første dage, vi var der. Det var marts måned, og den Singaporeanske varme, varmede så meget, at det var som at få et spark lige i smasken, når man gik uden for hotellet. Jeg svedte steder, man ikke burde svede, og min drøm om at gå på udforskning i min ‘nye by’ måtte jeg hurtigt indse, var en illusion. Vi toppede på 38 grader – med en luftfugtighed på 100% – Singapore har INGEN årstider andet end hot, hottere og hottest, hvilket ingen havde fortalt mig! Det føltes som om, man var i brand, og syntetiske trusser var ikke værdsat i den slags varme… fandt jeg hurtigt ud af (FYI)! Men på trods af varmen, var der intet der kunne holde os tilbage… 

LÆS OGSÅ: 5 gode tips der gør rejsen meget nemmere

Valget var taget. Singapore ville blive vores nye hjem. Og vi havde travlt. For om mindre end fire måneder skulle vi sidde på Singapore Airlines direkte tilbage til The Lion City. Hvordan skulle vi nå alt det? Nu skulle vi bare have solgt huset, meddelt i skolen at Bella stoppede, søgt om optagelse på den nye skole i Singapore, pakket hele vores hjem ned, sendt det til Singapore, og fortalt vores familier at vi ville forlade Danmark for varmere himmelstrøg.

Singapore er på ingen måde ligesom Indien eller Thailand. Singapore er Asia Light, som mange udefra kalder det. Den har struktur, og den har regler, og mange af dem. Det er både godt, men også mega skræmmende, specielt for sådan en rebelsk fynbo som mig, som hader autoriteter, og som på alle måder kun vil gå sine egne veje. Men det gør man altså ikke i Asien, og det gør man slet ikke i Singapore, der gør man det der hedder, at ‘rette ind’. I Singapore må man ikke tygge tyggegummi, de har dødsstraf, og de straffer gladeligt med piskeslag, hvis man ikke overholder reglerne. Så jeg skulle lige sunde mig, og vurdere, om jeg ville overleve i 5 sekunder i det land. Min kæreste var overbevist om, at hans sværeste opgave, ville blive, at holde mig ude af fængsel, og jeg tror stadig, den dag i dag, han har en lille hemmelig opsparing, for ‘a rainy day’, hvis han nu skulle ‘baile’ mig ud ; ) 

Han har altid gjort grin med, hvis jeg var med i Robinson, så ville jeg blive stemt ud ved første øråd, da de andre ville blive så trætte af mig og mine (maaange) holdninger… Haha.. Måske har han ret. Måske egner jeg mig bare ikke til steder, hvor folk skal bestemme over mig. Så hvordan skulle jeg lige overleve her. Det måtte tiden vise.

Regler eller ej, fire måneder senere, den 27. Juli 2015, sad hele vores familie i nystrøget tøj, med 90 kg bagage, kurs mod Singapore, og endelig kunne vi ånde lettet op. Vi gjorde det. Vi freaking gjorde det. Hvordan vi nåede det, det aner jeg stadig ikke, vi havde fem overnatninger booket på Mariott og derefter, fik vi nøgler til vores nye lejlighed… Vores nye hjem.

LÆS OGSÅ: Mor med ambitioner: Hvad er det nu jeg hedder?

Læs med næste gang, hvor jeg fortæller om Bellas første uger i skole, om mit knuste morhjerte, hvorfor jeg ikke kunne få opholdtilladelse, og hvorfor jeg næsten blev anholdt på turen tilbage fra Bali.

XXXX
Rikke