Da min redaktør her på Chri Chri sagde, at temaet for februar måned var tabuer, tænkte jeg først på at skrive om døden. Du ved, den der for alle uundgåelige slutning på livet, hvordan vi end vælger at leve – eller flygte fra – det.

LÆS OGSÅ: Vi har fået ny skribent! Velkommen til Jakob 

Jeg tænkte også på at skrive om børneopdragelse, herunder hvor grundlæggende enige, men alligevel i praksis så uenige min hustru og jeg er. For slet ikke at tale om angsten for ikke at slå til på jobbet, i sengen eller foran spejlet og tv-skærmen. Emnerne stod i kø. For der er så meget, vi mennesker ikke kan, vil, tør tale offentligt om. Vi tør i hvert fald ikke altid at fortælle sandheden.

Bedst som jeg nærmede mig et emne at skrive om, skulle jeg på toilettet. Og for så mange andre, så er et toiletbesøg for mig ensbetydende med en rundtur på Instagram. Og wupti, så var det der. Emnet. Det er sgu da det, jeg skal skrive om.

For siden 2010 har Instagram mest af alt været et digitalt epicenter for det moderne menneskes – primært kvinders – fotografiske forsøg på at kaste filtreret glans over sin egen tilværelse. Og helst i en sådan grad, at ingen kan se alt det, der kradser under billedets overflade og som de færreste tør snakke om.

”Bedst som jeg nærmede mig et emne at skrive om, skulle jeg på toilettet.”

Retoucherede englebørn
Det første billede, der fanger min opmærksomhed, er et billede af en selvbestaltet power-kvinde, der iført flagrende kjole, solbriller og to-go-kaffe forkæler sig selv med en shoppetur, betalt af hendes mand. Og minsandten om ikke også der er et billede af en selvproklameret Alfa-han, der er ude og give den gas med champagne og østers på hans rige kvindes regning.

Og hey, der var du igen! Dig, der tager billeder af dig selv, mens du venter på endnu et ‘super-exiting business-møde’ som du ‘bare ikke kan vente med at fortælle om’, selvom du stort set aldrig gør det.

Og yes, mand! Endnu et opslag fra kvinden, der tager retoucherede billeder af sine børn, som ser sådan helt henkastet skide sunde og intellektuelle ud. Altså på den der model-agtige måde, hvor de også ligner engle, der lige har skrevet en dannelsesroman.

Og jubii, kvinden, der vil have hele verden til at se – og tro – at hun kun kan drikke kaffe af krus fra Royal Copenhagen og oplevelsen slet ikke er den samme, hvis ikke der er en Kubus-lysestage i baggrunden, er her også!

Det samme er kvinden, der tager et intenst og lettere erotisk billede af sig selv på jobbet, mens hun alligevel får flettet ind, at hun bare vold-savner sin familie, men at hun nu må smutte ‘for jeg skal desværre drikke cocktails med modeller i et boblebad’!

Mens jeg via farven på toiletpapiret kan konstatere, at jeg stadig døjer lidt med rifter i møllen – en tilstand som jeg er sikker på skyldes den pose fuldkerne-rugbrødschips jeg spiste i går – kan jeg ligeledes konstatere, at Instagram også denne gang gengiver en ideel virkelighed, der slet ikke findes. Eller som i bedste fald kun findes på Instagram.

For der er sjovt nok ikke så mange billeder af sure børn, der græder med Nutella og First Price-juice i mundvigen. Eller for den sags skyld videoer af børn, der hænger i gardinerne og skriger ‘Fuck jer, far og mor!’. Der er egentlig heller ikke så meget appelsinhud, forkølelsessår og sure tæer med neglesvamp. For slet ikke at tale om billeder af de rugbrødsmadder, som sidste år var danskernes foretrukne aftensmad.

”Endnu et opslag fra kvinden, der tager retoucherede billeder af sine børn”

Sultestrejken i Skagen
Og apropos rugbrødsmadder, så er der noget jeg gerne vil dele med dig. Men lad mig først lige slå fast, at jeg selv er en flittig og lykkelig (for)bruger af Instagram. Og jeg fucking elsker Instagram. Og jeg er så udemærket klar over, at den virkelighed jeg selv portrætterer tit og ofte er langt væk fra den virkelighed, som billedet eller videoen er (op)taget i. Det er jo Instagram. Et fotografisk frikvarter fra den tabuiserede hverdag.

Lad mig give dig et eksempel: For et par uger siden tog jeg et billede af den tatar-mad, som jeg netop havde fået serveret på Jakobs Cafe i hjertet af Skagen. Det blev et godt billede. Ikke mindst fordi jeg fik givet originalen rigelige mængder af ‘kontrast’, ‘farvemætning’, ‘skygge’ og ‘skarphed’, så den knaldgule æggeblomme, de glasklare løg og de mørkegrønne kapers ovenpå det blodrøde kød virkelig spillede godt sammen.

Jeg tog billedet og lagde det på Instagram, fordi jeg gerne ville fortælle min følgere, at jeg skulle til at spise tatar i Skagen. Den slags informationer, tænker jeg ikke at de kan leve uden. Men for at det ikke skulle blive til en verdensbegivenhed på linje med indsættelsen af Donald Trump som amerikansk præsident, så havde jeg tildelt mit billede et hashtag – #mangetimertildeadline.

For på den måde nedtonede jeg ligesom mit forestående indtag af en tatar-mad, så seancen mere var sådan en lidt henkastet fordi-jeg-kan-og-har-overskud-nydelses-intermezzo midt i en pulserende arbejdsdag, hvor jeg jo vader i succes og anerkendelse.

Billedet var nu taget i en anden virkelighed. For jeg var som sådan ikke på job. Jeg havde godt nok en deadline cirka syv timer senere på en artikel, som jeg allerede havde skrevet. Men besøget på Jakobs Cafe var mest af alt en nødvendig konsekvens af, at min familie og jeg ikke kunne komme ind i det sommerhus, vi havde lejet. Vi var for tidlig på den. Og fordi vi tilmed var skide sultne, så havde vi søgt tilflugt på den eneste cafe, der havde åbent.

Eller det vil sige, at det for mig var en tvungen tilflugt. Jeg havde nemlig kort forinden billedet blev taget sagt nej til at spise frokost med min familie. Jeg var nemlig sur på hele molevitten og havde i al min modenhed besluttet mig for, at understrege min ellers i forvejen så tydelige utilfredshed med familielivet ved at sultestrejke offentligt.

”Et fotografisk frikvarter fra den tabuiserede hverdag.”

Min surhed udsprang af et gedigent morgenskænderi med min hustru. Et skænderi, der igen-igen omhandlede alt lige fra børneopdragelse til min hustrus syn på mig som mand. Og selvom mit humør (naturligvis) blev bedre af at spise min tatar-mad (og drikke en halv liter øl), så blev vi for alvor først gode venner hen under aftenen.

LÆS OGSÅ: ”Bare gør det” optimismen

Det var der dog ingen af mine følgere, som viste noget om. For picture-of-the-day var et stykke med tatar. Og det væltede ind med vidunderlige likes. Og jeg havde da også trykket på ‘hjertet’ under den førnævnte kvindes billede af de retoucherede englebørn.

For på Instagram er likes noget vi giver til hinanden, mens vi hver dag synger de samme ord som Peter A.G: ‘Ridser, revner og buler – vi er, hvad vi skjuler.’

PS. Følg med på Instagram…@jakobgenz…please!