Jeg så en YouTube-video med Sam Berns – den unge fyr med den sjældne sygdom progeria. I videoen fortæller han om hans filosofi: ”Et lykkeligt liv”, og det fik sat tankerne i gang hos mig.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lynggard: Hvad er skønhed?

Her står vi med en teenager, som lider af en af de mest sjældne sygdomme, som kun omkring 350 mennesker bliver ramt af i verden, og som havde alle gode grunde til at synes, at livet var uretfærdigt og hårdt. Han kunne have valgt at sidde på sin sofa og tænke negative tanker omkring sig selv og på, hvorfor den sygdom lige præcis skulle ramme ham. Men i stedet gjorde han det stik modsatte. Det fik mig til at tænke: ”Er de gladeste mennesker de, som er udfordret på en eller anden måde?”

Jeg taler dagligt med mange mennesker – inklusiv mine kunder – hvor jeg på det seneste har lagt mærke til en bestemt ting. Personer, som har været udsat for hårde situationer i deres liv, taler oftere om små ting, de er taknemmelige for, og ikke ret ofte omkring små ting, de er trætte af. Hvorimod personer, som har haft et liv uden de helt store udfordringer, oftere taler om små ting, de irriterer sig over og lader sig slå ud af og sjældnere om små ting, de er glade for.

Måske er det at sætte det op sort på hvidt, men jeg sidder alligevel tilbage med tanken: ”Mennesker, som har været udsat for mange hårde situationer i deres liv, har ofte en kortere vej til taknemmelighed og en længere vej til selvmedlidenhed. Spørgsmålet er: Hvad skyldes det?

Efter at have set Sam Berns video får jeg bekræftet den ydmyghed, han havde over for det liv, han var blevet givet. Ydmyg over at have fået muligheden. Han viste sin taknemmelighed ved at bruge de muligheder, han havde. Han tog de positive briller på om morgenen og valgte at se på de ting, han kunne opnå frem for de ting, han ikke kunne. F.eks. havde han en passion for musik og for at spille på trommer. Han ønskede at spille i et marcherende band, men hans udfordring var, at han ikke kunne bære trommen, fordi den var for tung. I stedet for at give op gjorde han det modsatte. Han fik speciallavet en tromme, som passede til ham, og det gjorde, at han kunne udleve drømmen om at spille med i et band. Jeg tror, at hans sygdom gjorde ham ydmyg over for livet og muligheden, han havde fået.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lynggard: Hvad er opskriften på glæde?

Hans opskrift på lykke var at bruge de muligheder, han havde, bruge tid med mennesker, han havde tæt på sit hjerte, og derudover at blive ved med at bevæge sig fremad. Han fokuserede på at være i den rette mentale tilstand, dér hvor han kunne acceptere livets hårde dage, dér hvor han ikke lod dårlige dage tage hans gode energi og hvor han troede på sig selv. Han brugte ikke tid på at have ondt af sig selv og lod ikke sig selv slippe nemt, fordi han troede inderst inde på, at han kunne forandre verden og det var hans motivationsfaktor i livet. Han var taknemmelig.

Jeg skriver den her klumme, fordi jeg håber på at kunne inspirere dig til at bygge et liv op, som du kan vågne glad op til om morgenen! Jeg håber at du som læser klummen, uanset dine udfordringer, har et lykkeligt liv – et liv, som du, når du bliver gammel, kan kigge tilbage på og glæde dig over.