Skønhed kommer i mange varianter – og størrelser. Her beretter ChriChri’s klummeskribent Wey Wey ærligt om dét liv, som altid har været i plus size.

LÆS OGSÅ: Plus size fordomme

Jeg har hele mit liv forsøgt at elske min krop. For jeg er tyk! Og det er jo virkelig grænseoverskridende for rigtig mange mennesker, at der findes tykke mennesker. Så du må virkelig undskylde, at jeg overskrider dine grænser,  men nu er du på forhånd advaret.

Det, der gør det svært at elske min krop, er egentlig, at alle andre har et kæmpe problem med tykke mennesker. Når man er tyk, betyder det, man er doven, man er grim, man er ligeglad, man er dum. Alle de ting, der beskriver et tykt menneske, er negative ord. Man bliver konstant dømt – og man bliver dømt på alt, hvad man laver. Ikke kun når man spiser mad.

Det var meningen, jeg ville skrive en bittersød historie om at leve som tyk. Hvordan det føltes at blive kaldt Sumo som barn. Om hvordan det er altid at være på kur. Og hvordan det er ikke at turde gå på gaden og spise en is, fordi man er bange for, hvad andre tænker om én – eller endnu værre, man er bange for at blive råbt efter. For det må man godt, når man ser en tyk på gaden, der spiser en is. Så det er helt legitimt at råbe ting som: ”Fede ko, burde du ikke spise et æble i stedet for? ” eller det endnu værre; bare: ”Klamme fede sæk! ” Hvorfor? Jo, fordi du er fed, og vi andre er i vores gode ret til at gøre dig opmærksom på det. Men da jeg havde skrevet den artikel, fik jeg ondt i min meget store mave. For jeg tænkte, at store dele af dem, der ville læse artiklen, ville få ondt af mig. Det er også synd for den tykke dame. Eller også ville I blive arrige og sige højlydt til magasinet: ”Jamen så gør dog noget. Gå på kur”. Og jeg ville føle, at hele min artikel var en undskyldning. Undskyld, jeg er tyk og føler sådan. Men jeg vil ikke være en undskyldning for den, jeg er, for at andre kan have det bedre med sig selv. Så her er den i stedet; råt for usødet. Og så håber jeg, du er ok med det.

“For det må man godt, når man ser en tyk på gaden, der spiser en is. Så det er helt legitimt at råbe ting som: ‘Fede ko, burde du ikke spise et æble i stedet for?'”

Der er jo stadig ikke ligestilling. Mænd får stadig mere i løn end kvinder. Mænd sidder på de fleste topposter i erhvervslivet etc., etc., etc. Endnu værre ser det ud for ligestillingen for den tykke kvinde. Det er bare sværere at få et job, for man er jo af natur doven. Jeg kender tykke kvinder, der har været mere end kompetente til et job, men som ikke har fået det. Hvis de ikke er ambitiøse om deres krop, hvordan kan man så være ambitiøs omkring det her kontorjob? Til gengæld ser jeg ofte tykke politimænd. Tykke mandlige chefer.

Hvis du ser en tyk mand med en tynd kæreste, undrer du dig ikke lige så meget, som når du ser en tyk kvinde med en tynd mandekæreste. Mænd gifter sig, kvinder gifter sig opad eller nedad. Det er i hvert fald det, der bliver antydet kraftigt derude. Hvis du gifter dig med en mand, der tjener mindre end dig, kan det være, han også sætter pris på barsel og det at gå hjemme – og så gifter du dig nedad. Men finder du en mand, der tjener flere penge end dig – så er det opad. Hvis du gifter dig med en tyk mand, spiller hans indkomst egentlig kun en rolle. Gifter en slank lækker mand sig med en tyk kvinde, så er han enten meget, meget modig, eller også undrer du dig over, hvad hun har på ham. Jeg havde engang en kæreste, som var modelpæn, og jeg ville ikke gå i hånden med ham på gaden, fordi jeg forstillede mig, hvad alle tænkte om os. Og ja, jeg kunne da bare have nydt det, jeg ved det godt. Men min egen usikkerhed – og fordommene – ødelagde dét forhold.

“Jeg havde engang en kæreste, som var modelpæn, og jeg ville ikke gå i hånden med ham på gaden, fordi jeg forstillede mig, hvad alle tænkte om os.”

Jeg er SÅ bevidst om min krop. Forleden cyklede jeg igennem en park, hvor folk lå og nød solen, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at de tænkte, jeg var tyk. At jeg skulle tage noget mere tøj på, en kjole der ikke sad så stramt. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig altid at kunne mærke din krop. Altid at vide, at folk har en mening om den, tager stilling til den, taler om den, peger fingre og hader den. Jeg spiser som sagt aldrig is på gaden, fordi jeg ikke vil provokere folk. Jeg er bange for at have kjoler eller toppe på uden ærmer, fordi jeg har de her mormor-vinger, og de kan også provokere. Jeg HADER at stå på løbebåndet nede i mit træningscenter. Det er en kamp bare at gå ind ad døren – for alle vil have en mening om, hvorfor du er der. Og man kan mærke det. Man kan mærke blikkene. Derfor er det blevet meget nemmere ikke at gå derned.

Jeg har været ude og shoppe lidt i dag. Jeg hader at shoppe tøj. Det er en kamp hver eneste gang, og det sidste år har jeg ejet tre kjoler og to par bukser. Det er ikke sjovt ikke at have skide meget tøj at vælge imellem. Men jeg bliver altid skide ked af det, når jeg er ude og shoppe. For jeg skal shoppe i plus size-afdelingen i H&M. Og egentlig har jeg intet imod det. Men det føles som om, at modebranchen hader tykke piger. Det tøj, der bliver lavet til tykke piger, er så grimt! Færdig, slut. Enten så vælger de her såkaldte designere at pakke os ind i kæmpestore tæpper, de føles nærmest som store, kæmpe rummelige sække, så de ikke skal forholde sig til vores former og størrelse. Så er alt pakket væk i en burka. Eller også tænker de, at alle tykke er en 47-årig kvinde fra et landbrug lidt uden for Sdr. Omme. En 47-årig, der elsker farven brun. Der er virkelig ingen, der designer tøj, der embracer vores former og gør dem sexede. Vi skal gemmes væk i et outfit tiltænkt et fugleskræmsel. Det er så skide demotiverende at forlade en H&M tomhændet, og det er meget demotiverende at føle, man skal gemmes væk.

“Det føles som om, at modebranchen hader tykke piger. Det tøj, der bliver lavet til tykke piger, er så grimt! Færdig, slut.”

Jeg er så træt af den her kropsforskrækkelse. Når man konfronterer mennesker med, at de er bange for ens tykhed, så bliver de ofte en stor undskyldning for dem selv. Tro ikke, vi ikke kan mærke det.

Når jeg siger til mine veninder, at jeg er tyk, bliver de altid enormt usikre og forlegne og siger: ”Nej. Du er da ikke tyk, du er smuk og kurvet og rund på en dejlig måde”. Det kan godt være, men jeg er altså tyk. I forhold til de regler, der er lavet, vejer jeg for meget. Det samme gælder alle de mænd, der jo godt gider at knalde mig, og som synes, det er dejligt, at jeg gider spise burger på vores anden date. Så længe de ikke skal præsentere mig for deres venner, vel at mærke. Og ja, det har jeg oplevet mere end en gang. Der var engang en mand, der sagde følgende til mig: “Du er muligvis min drømmekvinde, men vi kan aldrig blive kærester, for jeg ville aldrig præsentere dig for mine venner. Du er for tyk.”

Og ja, så er han ikke noget at samle på – men ved du hvad, han er stadig den første og den eneste, der har været 100 % ærlig. Andre har pakket den ind, men man ved godt, hvorfor de har gjort det forbi. Man ved det, tro mig!

Der er selvfølgelig også de mænd, der nyder at knalde en tyk pige i sådan en grad, at det bliver for meget. Jeg har svært ved at være nøgen sammen med en mand, og de her mænd har en tendens til at tage fat i dellerne og massere dem rundt. Der var endda engang én, der lavede den der, man laver på babyer og små børn, hvor man prutter dem på maven. Det gjorde han på min mave, og det føltes hverken sexet eller pirrende. Desværre.

“Jeg har svært ved at være nøgen sammen med en mand, og de her mænd har en tendens til at tage fat i dellerne og massere dem rundt.”

Jeg kan godt høre, hvad du råber højt til magasinet lige nu, at jeg sgu da bare skal til at tage mig sammen. Hvis du har det så nederen, så tab dig. To ting; jeg har det egentlig ikke så nederen igen. Jeg vil rigtig gerne tabe mig bare lidt. En størrelse 40 er mere end fin for mig. Jeg stræber ikke efter at blive for tynd! På ingen måde! For det andet, jeg tror ikke, at hvis man er tynd og slank og bare skal holde vægten at man har nogen ide overhovedet om, hvor svært det er at tabe sig og holde vægten nede. Din krop er et vanedyr, og lige så snart du har tabt dig, er det eneste, din krop vil igen, at tage på. Den hungrer efter fedt på kroppen, og det er derfor vi yoyo’er så meget, som vi gør. Jeg lever forholdsvis sundt. Jeg træner (slet ikke nok. Men jeg træner). Jeg sidder ikke i min lejlighed og æder kager og chokolade. Overhovedet ikke. Ikke desto mindre er jeg stadig tyk! Det kræver så meget viljestyrke og selvværd og mod at kaste sig ud i et kæmpe slankeprojekt. Jeg har så meget respekt for dem, som har formået at gøre det.

For mig er det så uoverskueligt, plus jeg kan godt lide vin. Og når man så har tabt sig, har alle en holdning igen. ”Du er så meget flottere nu”’. ”Du er dit sande jeg igen”. ”Du er meget gladere”. Ved du hvad, intet er længere fra sandheden end det. For når jeg går på kur, ender det ofte i en massiv spiseforstyrrelse, hvor jeg lever af ananas og hytteost i tre uger og hader mit liv og mig selv endnu mere. Jeg har aldrig været mere glad i en slankere udgave af mig selv, end jeg er, når jeg er den tykke udgave.

“Jeg har aldrig været mere glad i en slankere udgave af mig selv, end jeg er, når jeg er den tykke udgave.”

Så når du ser en tyk – skøn – dejlig kvinde på gaden, der spiser is, så smil til hende, og vær glad på hendes vegne. Måske hun egentlig har det helt fint med det, men mere gemmer sig lidt, fordi hun ved, hvad du tænker. Og skal vi så ikke alle have lov til at se ud, som vi nu engang ser ud. Hvis dét kunne være en regel, så kunne det være, at kiloene røg lidt lettere af – hvis det altså er det, man vil. Jeg vil denne sommer forsøge at være ligeglad, og så vil jeg gå ned og træne og tage ærmeløse teltkjoler på – og så kan du bare tænke dit!

LÆS OGSÅ: 8 kurvede kvinder, som inspirerer os