SKAL I IKKE SNART GIFTES? Skal I ikke snart lukke røven, får man næsten lyst til at sige til folk, når man endnu en gang bliver spurgt om det samme spørgsmål, som man har hørt på de sidste 8 år, siden han friede til mig. Alle planerne var lagt, vi ville giftes. Det skulle blive den bedste fest i verden, indtil vi begyndte at dele ideer om, hvordan vi så vores bryllup. Kvinder har altid et label som ‘Bridezilla’, men det gik op for mig, det slet ikke var mig, der var det, det var M. Han var vores bridezilla. Han ville have pingvinsæt, tophat, telt og hvide duer. Noget som for mig, lå så langt væk. Jeg ville have fadølsanlæg, chokoladekage til dessert, Thomas Helmig og en jukebox der spillede ‘Regndans’ hele natten. Jeg ville have sprut i spandevis, og jeg ville undskylde på forhånd for min opførsel. Jeg kunne ikke se mig selv i den fest, som M ville have.

LÆS OGSÅ: Kan en fynbo bo i Asien?

I stedet for at gå på kompromis, købte vi et hus i Hellerup på adressen; På Højden 27, hvilket var så ironisk, for grunden til vi aldrig fik vores bryllup var, at kort tid efter vi købte huset, kom den famøse store regnbyge i juli 2011 og efter 6 måneders renovering, og med lys forenden af tunnelen, steg kloakkerne med 70 cm i hele vores kælder, og oversvømmede hele lortet. Bogstaveligt talt. Det behøver vi ikke at dvæle ved, men lad os bare sige, at På Højden 27 var ikke så ‘tør’ som navnet udstrålede, for vi havde ikke regnvand i kælderen – det var ekskrementer blandet op med vand. Suk. Alle pengene var brugt op, og mange af vores ejendele svømmede rundt i vores kælder – Så derfor besluttede vi os for at udskyde idéen om at dele samme efternavn.

Tiden gik, og vi tænkte ikke rigtigt over det. Det var jo ikke livsnødvendigt for os at være gift, han havde valgt mig, og jeg havde fået min ring. vi havde styr på papirarbejdet, så hvis der skete noget med M, så var Bella og jeg sikret. Jeg har altid joket med, at hvis jeg gik bort, så skete der nok ikke så mange ændringer på kontoen. Vi behøvede ikke kirkens velsignelse for, at sige vi nu var ‘mand og kone’, for det følte vi allerede, at vi var 😉

Jeg har aldrig set det som et problem ikke at være gift, det er jo meget normalt i vores del af verden, at man lever sammen på ‘Polsk’. Men det gik op for mig, at det virkelig kan blive et problem, når man flytter til et sted som Singapore. Der ser de helt anderledes på ikke at være gift. Det er altså et ‘Can Not’, og noget man skal have forståelse for, for deres verden er bare en anelse mere gammeldags end i Europa. Inden vi flyttede, skulle Bella og jeg søge om opholdstilladelse – noget de kalder Dependent Pass, for i deres verden er vi ‘Dependent’ af M, da han har workpermit, noget som jeg tror, han lidt i smug nyder big time. I hans firma, har de ikke en HR afdeling, hvilket jeg finder så besynderligt, men det roder de ikke med, så hende han havde fundet, der skulle sikre at vores papirer blev udfyldt rigtigt, påstod hun ikke anede, hvordan man skulle udfylde mine, da jeg ikke passede ind i en boks. Jeg havde hende mistænkt for, at hun bare ikke ville hjælpe mig, da jeg i hendes verden var det laveste af det laveste. Jeg passede ikke ind i hendes og systemets ‘boks’ – noget de går rigtig meget op i. De vil skide på, at M ikke er gift, det er MIG der er problemet. Så jeg kunne vælge mellem: Single. Married. Widdow, som var noget jeg ikke kunne sige ‘Ja’ til, for jeg var jo ingen af delene. Jeg måtte forklare hende, at jeg var hans fiancee. Det gad damen ved skranken slet ikke lytte til, så det blev til single with a child (bitch)…

Der blev nørklet så meget med mine ting, og ingen vidste hvad de skulle stille op med mig. Det efterlod mig sådan, at jeg stod alene med problemet. M havde rigeligt at se til, da han var startet på job, og gik fra at have 15 ansatte til 120 fordelt over hele Asien, og ham kunne vi slet ikke kende, da han var så stresset, så jeg ville heller ikke besvære ham med mine problemer – Han havde nok at se til. M og Bella blev godkendt, inden vi flyttede. De var mere end velkommen i The Lion City. Så jeg ankom til Singapore, og mine papirer var ikke godkendt, da det viste sig, at jeg og Gentofte kommune skulle bevise, at M og jeg havde boet sammen i næsten 10 år og havde et barn sammen uden at være gift. Noget der hedder et ‘Commom Law Certificat’. Når jeg havde fået det, kunne jeg søge igen, men det skulle lige på den danske ambassade i Singapore først, og stemples med stamp og red ribbon, som godkendelse på, at jeg ikke bare var en feltmadras – vi levede faktisk i en godkendt form for ægteskab. Det var ikke sådan bare liiiiiige noget man gjorde, og det skulle vise sig at blive et større problem end som så.

Det var ikke noget der fyldte mine tanker hver dag, at jeg faktisk opholdte mig som turist der, for Bella gik jo i skole, og M havde sin gang på sit kontor, så jeg følte mig meget ‘lokal’ på min egen måde. Jeg undersøgte alt hvad jeg kunne, og læste op på, at jeg måtte opholde mig i landet i 90 dage, og så skulle jeg bare rejse ud og komme tilbage. De 90 dage blev aldrig et problem, for de første 3 mdr. Der havde jeg været i Danmark på efterårsferie, jeg havde været i Bangkok og besøge vores venner, jeg havde planlagt en tur i november med mine veninder, Mie & Kat, som ville komme til Singapore og besøge mig, og derefter ville vi rejse til Bali, og se, hvad øen havde at tilbyde – og den 8. december ville Bella og jeg sætte kurs mod København igen, hvor der var 1 mdr´s ferie forude, så jeg ville aldrig komme til at overtræde disse regler. I hvert fald ikke bevidst og med vilje. Det ville jeg slet ikke turde.

Efter 5 dejlige dage på Bali, ankommer vi onsdag den 2 dec. til Changi Airport, smooth as can be. Vores kufferter er der, før vi når ned til bagagebæltet. Alt fungerer bare MAX, når man ankommer til Singapore, der er ingen slinger i valsen, for det er der ikke tid til, da tid er penge. Galant veninde som jeg er, lod jeg Mie og Katrine gå først, for ‘I got this – I’m a local’. Det skulle vise sig at være en stor fed løgn. Jeg var ikke mere eller mindre, end hvis jeg havde været en immigrant der stod i Kastrup og prøvede at komme ind i “Verdens lykkeligste land”. Manden bag skranken havde tydeligvis haft, hvad der mindede om ikke bare en dårlig dag, men nok nærmere et dårligt år. Jeg ved ikke, om han bare hadede kvinder – eller om han og konen havde haft et par tørlagte måneder, for han lynede nærmest, da han kiggede i mit pas, og spurgte meget surt, hvad jeg egentlig lavede i Singapore, og hvorfor jeg blev ved med at komme tilbage. Jeg brugte begge mine smilehuller, så godt jeg kunne, som jeg har gjort hele mit liv, og den har virket HVER gang, og forklarede pænt. Men han ville skide på de to små numsehuller, jeg havde på mine kinder, for han begyndte at fortælle mig, at jeg havde committed a felony, da jeg havde brugt Singapore som et ‘jumping off point’. Hvilket jeg forklarede ham sukkersødt, at det var altså ikke sagen, for jeg boede her, min datter gik i skole, og min ‘mand’ arbejdede her, og jeg altså ikke bare var på gennemrejse. ”EVEN MORE ILLEGAL” råbte han bare lige i fjæset på mig… Med vreden over han aldrig var blevet en rigtig politimand, men kun en skrankepave, så han sit snit til at udøve den magt, han havde bag sin glasrude, og informere mig om, at jeg ikke måtte komme ind i Singapore, jeg var ikke velkommen, fordi jeg havde udnyttet landets regler, og han måtte straffe mig ved at putte mig i fængsel, indtil de kunne sende mig retur til Danmark igen.

WHAT??

Jeg så hele mit liv forsvinde for øjnene af mig. Det kan godt være, jeg er rebel af natur, og nægter at betale parkeringsbøder, når jeg får nogen, da jeg hader, når folk skal bestemme over mig – det ender dog altid med, at p-systemet vinder, plus de får et par 100 kr. oveni for renterne #mafia. Men over for ordensmagten har jeg altså kæmpe respekt. Selv for folk i hjemmeværnet, hvis en person i uniform siger, jeg skal hoppe, så spørger jeg bare ‘hvor højt’.. Jeg stiller ikke spørgsmål. Jeg følger reglerne – og i Asien skal man slet ikke spille smart, og slet ikke i Singapore, de bruger piskeslag, hvis man ikke retter ind… Det skulle jeg ikke ud i, for jeg havde jo ligesom et barn i landet. Pigerne stod 20 meter væk, og de kunne slet ikke forstå, hvad der skete, for jeg stod der rigtig længe, og de kender mig, jeg lukker så meget mundlort ud, så de troede jeg stod og jokede med ham, men så gik det op for dem, at jeg ikke var rød i hovedet, fordi jeg grinte, jeg var på grænsen til at græde, og det var ikke engang pis. Men jeg ville simpelthen ikke give ham den glæde, at se mig græde, selvom jeg kunne høre mit hjerte i ørerne, og jeg kunne smage jernet fra det blod der pumpede rundt i min krop. Jeg var vitterligt lige ved at besvime foran ham.

Jeg var så meget ude af den, at hans ord begyndte at flyde sammen. Jeg hørte brudstykker af hans udbrud. Prison. Handcuffs. Police. Deported. Jail. Felony. Crimimal.. etc. han blev bare ved og ved og ved, og da han til sidst kunne se, jeg var en skal af mig selv, sagde han så denne sætning. ‘ I will make a note under your file, that I have given you access to my country. This is the last time, if you leave Singapore again without your papers beeing approved, you will NEVER be allowed to enter this country again –  DO YOU UNDERSTAND???’

Det var sgu da en sætning, man kunne arbejde med, og noget jeg forstod. For det havde jo aldrig været min hensigt, at jeg ville overskride nogle regler. Efter hvad der føltes som en times tortur, som nok kun har været 10 minutters tid, lod han mig gå igennem lågen til ‘The Lion City’, ind til Bella, ind til M og ind til mit hjem. Pigerne stod helt målløse, da jeg bare hulkende brød sammen, og panisk sagde, at vi bare skulle ud af den lufthavn, jeg vidste jo ikke, om han pludselig ville fortryde det igen, og så rive tæppet væk under mig. Jeg skulle bare VÆK og jeg skulle bare hjem til ‘Orangehuset’.

Jeg får fat på M der sidder på sit kontor, og jeg tror ikke, at han fatter halvdelen, af det jeg siger, men jeg kan høre på hans stemme, at han har fattet alvoren i det, og jeg går i seriøs krig med at finde ud af, hvordan jeg når at få alle mine papirer i orden, da jeg har en billet til Danmark om 6 dage, og hvis jeg ikke har fået opholdstilladelse inden da, kan jeg ikke tage afsted eller komme tilbage. Nogensinde. Vi får en anbefaling af min veninde Mathilde, som også bor i Singapore – om et firma som de selv havde brugt, da de skulle søge om opholdstilladelse, de kan tage sig af alt, og sørger for, at alt bliver udfyldt korrekt. Det kostede os den samme sum, som en god charterferie, men dagen før jeg var planlagt til at boarde med Singapore Airlines direkte til København, der kom mine papirer retur med et stort fedt stempel, hvorpå der stod APPROVED. 

Fuck ja. 

Min lykke var gjort, jeg kunne næsten ikke tro på det, med alle de udfordringer jeg havde haft, siden vi flyttede dertil i slut juli. Jeg var nået i mål. Det skal dog lige siges, jeg har undersøgt det, og jeg har fået bevis på, at jeg ikke havde gjort noget forkert, jeg havde ikke overtrådt nogle regler, jeg havde ikke overskredet de 90 dage, og han havde faktisk ingen grund til at tænde af på mig – og flere jeg kender herude, har til at starte med, gjort det samme som jeg gjorde. Så jeg ved ikke, hvad der fik ham til at udvælge mig som target, om han bare havde en dårlig dag, eller var sur over, at jeg havde flere stempler i mit pas, end han havde, det forbliver et mysterie, som kun han kender svaret på.

LÆS OGSÅ: Her skal du rejse hen på budget i 2017

Vi er endnu ikke blevet gift, om vi bliver det, det ved jeg faktisk ikke, men det bliver i hvert fald ikke på grund af, at det vil blive nemmere at leve i Singapore – og slet ikke fordi de noterer mig som professionel housewife frem for single with a child. Det bliver fordi, vi ikke kan lade være, og fordi vi en dag står med følelsen af, at nu betyder det noget, om vi er det eller ej. Min far har altid sagt, at gift er noget man tager for ikke at blive det. Så indtil da, lever vi fint, som vi gør.

Læs med næste gang, når jeg kommer med tips om, hvor man skal rejse hen på sommerferie 😉 

XX
R