For cirka et år siden havde jeg en tre timer lang samtale med den danske filosof Anders Fogh Jensen. Eller rettere; det var mest mig, der snakkede. Han brugte i stedet det meste af tiden på at lytte, skrive noter og stille få, men gode spørgsmål. 

”Vi” snakkede om alt lige fra at leve med en hjertefejl og triste spejlbilleder til værdien af et menneske og om en ødelagt mediebranche med affald på toppen af bjerget. 

Men vi snakkede også om Zlatan Ibrahimovic, om Volvo’er og snus, og om duften af de svenske skove og synet af de bølger, der hver dag slår ind mod stenene ved Kollevik. 

LÆS OGSÅ: Er en afvisning i virkeligheden en omdirigering?

Og da vi havde snakket om hele molevitten blev vi enige om, at jeg trængte til at komme væk. Mest af alt fra hverdagen. Jeg skulle til Sverige. Og familien skulle med. 

Lalleglade elefanter
Denne tekst er da også skrevet i Sverige. På et hotelværelse i hjertet af et påskepyntet Malmø. 

Og nej, vi har ikke været i Sverige lige siden min snak om Anders Fogh Jensen, men dette besøg er det femte siden dengang, hvilket i alt bringes os op på 30 besøg. 

Det første fandt sted for 13 år siden, da min hustru og jeg tog på roadtrip til Stockholm. Det var før vi fik børn, villa, vovse og ja, en Volvo. 

Vi tager til Sverige – og bliver ved med at gøre det – fordi landet tilbyder en vidunderlig blanding af uforudsigeligt eventyr og tryg genkendelighed. 

For på den ene side vralter vi hver gang rundt som lalleglade elefanter i en souvenirbutik, hvor vi med Ibrahimovic skrevet på ryggen river alt lige fra Pippi og Oluf Palme til Köt- og kanelbullar ned fra hylderne, mens vi skråler du gamla, du fria til alle, der bare minder lidt om Tommy og Annika. 

Men på den anden side, så glider vi også hver gang diskret ind i samhället med hjemmevante bevægelser og Skærgård-accent, mens vi stilfuldt ryg-crawler i den lokale skovsø med de fastboende naboer. 

Og mens vi blødgører både hud og hår i det kobberbrune vand som velassimilerede turister i elgenes paradis, mærker vi på egen krop hvor stor naturen er, hvor højt der er til himlen og hvor meget plads der er på landjorden. Bjørn Afzelius’ åbne vidder lige i hjertet!

LÆS OGSÅ: Caroline Bundgaard Hyldig:”Hvornår skal I så have børn?”

Verden må vente 
Vores unger elsker begge sider af fars og mors fascination og ikke overraskende er den gået hen og blevet deres egen. 

Derfor bliver vores unger også ramt af rejsefeber, så snart vi bare nævner ordet Sverige. Den eventyrlige genkendelighed på den anden side af Øresund. Præcis som den de finder i – og elsker ved – Astrid Lindgrens fortællinger, Zlatans hovedstød og lyden af en feriepakket Volvo, der parkerer foran en rødmalet stuga i en granskov. 

Og nu spørger du kanske; har dine børn slet ikke været i andre lande end Sverige? 

Jo da, sønnike har da været med sin far på fodboldture i England og Tyskland og min datter var selvfølgelig med, da hele familien tog til Flensborg for at spise pølser på havnen. 

Jamen skal dine børn da slet ikke prøve at opleve noget andet end Sverige? 

Selvfølgelig! Og det er da også bare mega dårlig stil af os, at vi ikke forlængst har fulgt trop og revet dem med til Maldiverne, Borneo og den kreative klasses svar på Lalandia… Thailand. 

Selvfølgelig skal vores børn ud og opleve den verden, der lever udenfor Skandinavien .Ligesom vi selv, min hustru og jeg gjorde, da vi var yngre. 

For min tur på hundeslæde henover indlandsisen, den thailandske jungle på ryggen af en elefant og følelsen af at sove dør om dør med den sicilianske mafia i Corleone har, blandt meget andet, været med til at danne mig som menneske.

Det samme siger min hustru om hendes gentagende flirts med dykkerinstruktører i Egypten, om gospelsangen i Virginia og om den tabte bikini i bølgerne på Copacabana.

For slet ikke at tale om vores fem fælles kærlighedsture til Paris, hvor jeg i øvrigt friede til min hustru i en halvbrandert på Montmartre. 

Men vores unger må vente på resten af verden lidt endnu. Kald os konservative eller slet og ret røvsyge vanedyr. Kald os endda for dårlige forældre!?

Hvor end vi er, så har vi uden tvivl tabt vores hjerter til Sverige. Vores helt egen illusion, som både baner vejen for nye såvel som velkendte eventyr, men som også fungerer som krykker, der kan få os op på benene igen, når hverdagen derhjemme sender korpus i knæ, som den gjorde ved mig for et år siden.

Men det absolut fedeste ved illusioner, hvad enten de hedder Sverige, Borneo eller Møn er, at de er sejlivede og dermed modstandsdygtige som bare pokker. End ikke en gal mand bag rattet på en lastbil i hjertet af Stockholm kan få illusionen til at briste. Ej heller Donal Trumps magtkamp mod Nordkorea… I hvert fald ikke vores illusion. Og det er da en okay lektie at give videre til ens børn, ikke?