For et par måneder siden blev jeg kontaktet af Syddansk Universitet Erhverv. De spurgte mig, om jeg ville være oplægsholder på en såkaldt Karriereworkshop, hvor tidligere kandidater skulle give de nuværende et par gode råd med på vejen i forhold til det (arbejds)liv, der venter dem lige rundt om hjørnet. Desværre fik jeg aldrig svaret tilbage. Og det fortryder jeg. For det første fordi jeg egentlig følte mig ganske beæret over at blive spurgt. Og for det andet fordi jeg, set i bakspejlet, føler mig forpligtet til at advare de håbefulde og smukke, unge mennesker.

LÆS OGSÅ: Jakob Genz: Hjerter tabt i Sverige 

Deres arbejdsliv vil nemlig efter al sandsynlighed blive styret af tilfældigheder, uforudsete forhindringer og snørklede om- og genveje, der gør det umuligt at kontrollere, hvad morgendagen bringer og hvad hele molevitten skal ende med. For nogen lyder dette måske som en dans på roser; at være en fri, klog og kreativ fugl på et fucked up arbejdsmarked, hvor det gamle slås med det nye, alt imens almindelig pli og respekten for hinanden ligger i aflåst sideleje på slagmarken. Men for andre lyder det som noget værre lort; et utrygt arbejdsliv, hvor du aldrig rigtig er herre over din egen skæbne, men hvor du derimod er dybt afhængig af, at andre ser en værdi i dig.

To budskaber

I mine fem år på Syddansk Universitet fik jeg aldrig noget at vide om det arbejdsliv, der ventede mig. Måske fordi universitetet ikke havde – og ikke har – en skid begreb om det. Det håber jeg i hvert fald ikke de har. For hvis de vidste, at arbejdslivet i mediebranchen mest af alt indeholder følelsen af, at være et lille, beskidt gadebarn, der sidder på skødet af intrigante røvhuller, der med en blanding af storhedsvanvid og manglende dannelse kun vil røre én, hvis man er gratis, så kunne de godt have sagt det. Og netop ens egenværdi – hvad enten der er tale om den, der findes inde i dit hjerte eller den, der findes inde i det arbejde, som du leverer – ville have været temaet for mit oplæg til de håbefulde og smukke, unge mennesker.

For hvis der er noget, som arbejdslivet har lært mig, så er det to ting: Arbejd for Gud skyld ikke gratis. Og lær at sige nej i en Helvedes fart. De første mange år af mit arbejdsliv arbejdede jeg for det meste gratis. Kunderne var tit og ofte store og veletablerede, men på grund af Finanskrisen kunne de ikke betale for mine ydelser. Sagde de. Og hvis de endelig betalte, så var honoraret tit og ofte horribelt. For eksempel fik jeg gratis bananer, da jeg (i en kort periode) var fodboldekspert på en af landets nyhedskanaler. Jeg har også fået tilbudt en rejemad for at lave en markedsføringsplan. Yeah, Baby! Selvfølgelig sagde jeg ja. Set i bakspejlet er det lidt sjovt, men det er også lidt ydmygende. Især da det stod på. Og i og med at jeg sagde ja tak til alt fra bananer til det rene ingenting, så fik jeg plantet en unødvendig følelse af mindreværd i min krop.

Og selvom arbejdsgiverne med tiden begyndte at betale lidt hist og pist, så følte jeg mig stadig som luderen Joyce fra Nattevagten, hvor hun på et tidspunkt siger; “Jeg er ikke luder, jeg er champagne-pige.” Same-same, Baby!

LÆS OGSÅ: Vi har fået ny skribent! Velkommen til Jakob

I am transforming…

Jamen, er det i den spæde start af ens arbejdsliv ikke okay, at arbejde gratis eller blive betalt i bananer, hvis det betyder, at man på den måde får den berømte fod indenfor? Næ! Ingen mennesker er ingenting værd. Og skide være med modargumentet, der går på, at det ser godt ud på ens CV. For det handler om dit syn på din egenværdi. Og jeg strutter ikke ligefrem af selvrespekt, når jeg genser mig selv siddende i et nyhedsstudie (klokken 06.30 morgenen efter at have brugt 45 minutter på transport) og gøre mig klog på fodboldens verden. For jeg kan stadig smage bananen. Meeen, I kære håbefulde og smukke, unge mennesker (og I arbejdsgivere, der måske læser med.) Nu skal det hele heller ikke være så surt. For der er lys forenden af tunnelen.

Og her står jeg lige nu med tilbagestrøget hår og hornbriller, og synger “I am transforming, I am vibrating, look at me know” sammen med Nick Cave. For jeg kan langt om længe leve, sådan rigtigt, af mit arbejde. Og det kan jeg blandt andet fordi jeg er begyndt at sige nej; til alt lige fra gratis arbejde, bananer og rejemadder. Eller det vil sige, jeg mangler lige et par nej’er endnu. Men det ændrer ikke ved, at de nej’er jeg allerede har givet, betyder, at jeg nu kan bruge al min gode energi og alle mine kundskaber på nogle arbejdsopgaver hos arbejdsgivere, der virkelig batter…på kontoen, men mest i hjertet.