Er dit onlineliv i balance?! … Vi har skabt en mediekultur, hvor “det perfekte” er blevet “det normale”, og hvor vi har svært ved at skelne mellem den virtuelle og virkelige verden. Det viser en undersøgelse om, hvordan de sociale medier påvirker vores selvopfattelse, som netop har set dagens lys.
LÆS OGSÅ: Derfor er det okay, at du er afhængig af Instagram
Det er mandag morgen og jeg har stadig rødblussende kinder efter løbeturen. Min smoothie skylles ned med at poste et billede på Instagram; Pulsuret står skarpt i fokus, mens mine løbesko sløres i baggrunden gennem filteret: “Ugen skydes i gang med 6 k rundt om søerne #fitliving”. Bagefter åbner jeg Jodel, og tjekker tallet af upvotes på mit billede af en pizza med bearnaise, som jeg indtog fra min tømmermændsramte seng i går. Og så slog det mig… jeg lever et dobbeltliv på de sociale medier!
#dobbeltliv
Jeg fravælger at vise mine fejl og mangler på sociale medier som fx Instagram. Og når jeg føler trang til at poste mine klamme madvaner, så kommer det på det anonyme medie, Jodel, hvor jeg stadig kan få mit like-kick, uden at andre dømmer mig.
Men hvorfor fremstiller jeg ikke det levede liv? Altså, det liv, jeg rent faktisk lever med alt hvad det indebærer; lige fra make-up-rester under øjnene lørdag formiddag til kaffepletter på den hvide skjorte mandag morgen. Hvor er balancen henne?
Selvom jeg selv er en del af Insta-kulturen, får jeg alligevel dårlig smag i munden af den pizza, jeg indtog i går, når jeg ser på andres såkaldte “levede liv” med perfekte kaffe-dates og aftenyoga, og her står jeg ikke alene. En ny undersøgelse fra Kaspersky Lab viser, at de sociale medier påvirker os negativt. Hele 32,2 procent af de adspurgte får en følelse af nedtrykthed, når de ser vennernes glade fest- eller feriebilleder.
Men hvorfor er det, at vi ikke kan være glade på andres vegne og pakke den nedtrykte følelse lidt væk? Når jeg ser en bekendt poste billeder fra en romantisk tur til Thailand, så tænker jeg automatisk, “hvorfor er det ikke mig”? Jeg burde i stedet vende den om og tænke, “det havde Rikke med de hvide tænder og hendes perfekte mand med den veltrimmede mave da også fortjent – dejligt for dem!”. For jeg ved jo godt, at bag de hvide tænder og den veltrimmede krop gemmer der sig også lange køer i supermarkedet, enlige sokker i vaskemaskinen, krævende svigermødre og skrigende børn. Men det tilsidesættes i min onlinebevidsthed.
Hvad er Jodel?
• Jodel er en app, hvor brugerne er anonyme.
• Brugerne får en lang liste af beskeder og billeder, som kan handle om alt fra kærestesorger til billeder af hundehvalpe eller din spaghetti cabonara.
• Det unikke ved Jodel er, at kommunikationen foregår anonymt. Man kan stemme beskeder op eller ned
Sund fornuft som en slatten pomfrit
Scroller jeg ned over min instagram, bliver jeg glad. Den viser nemlig et liv fyldt med brede smil og gode oplevelser. En illusion som jeg nødig vil spolere. Derfor giver det mening, at jeg bevidst fravælger at poste min tomme pizzabakke fra en lang tømmermændssøndag, hvor min eneste præstation var at glo 8 timers netflix med trætte, rødsprængte øjne, alt imens dagens motion bestod af at føre pizzaen fra bakken op til munden. Jeg vil helst ikke mindes om de der fosterliggende tømmermændsdage i sengen. Derfor giver det også god mening, når undersøgelsen viser, at hele 47 procent af danskerne får en følelses af, at deres tidligere liv var bedre end deres nuværende, når de ser på deres egne glade posts fra fortiden. De færreste ønsker at blive mindet om det negative. Men hvad ville der ske, hvis vi begyndte at poste det grimme og det mindre perfekte?
Hvis jeg vælger at uploade posts fra dårlige dage, bliver jeg på sigt mindet om, at mit liv ikke er perfekt hele tiden, og ligeledes gør andre. Og det er da ok. Det gør mig jo bare menneskelig!
Hertil vil nogen mene, at vi som stærke individer sagtens kan skelne mellem den virtuelle og den virkelige verden; Vi ved jo godt med vores sunde fornuft, at en blogger også finder vej til Just Eat i ny og næ. Vi bør derfor ikke blive påvirket af de utallige #foodporn og #healthyliving posts vores øjne møder, når vi scroller igennem Instagram. Det ændrer dog ikke ved, at undersøgelsen viser, at vores sunde fornuft ikke slår til, når vi er online. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg da også kan have en følelse af nedtrykthed, når jeg forlader Instagram.
Dobbelthagerne kommer!
Dog skal det ikke underkendes at en modreaktion er undervejs. Flere og flere vælger efterhånden at fjerne filteret og lade bumserne i panden træde frem. Fx Ulrikke Falch (du ved, vores alle sammens Vilde fra Skam), der med sine 760 tusinde følgere i ryggen hylder 3 dobbelthager og kærestesorger. Det er selvfølgelig også nemt, når det er en del af ens kendis-image og man med et fingerknips nemt rammer 50 tusinde likes.
LÆS OGSÅ: Mette Bierbum Bacher: Sociale Medier kan flytte magt
Måske er denne modreaktion et skridt i den rigtige retning mod at fremstille både mere og mindre flatterende sider af sig selv. Men min umiddelbare opfattelse er, at det bare er en anden måde at sætte sig selv i scene på. Denne gang i den anden ende af gluten-spektret, hvor der høste likes på at ligge henslængt i denne diametralt modsatte grøft. For uanset om man lægger sine løgringe eller løbetur på de sociale medier, så har det allerede været igennem ens selektive filter. Intet er overladt til tilfældighederne!
Efterlysning
Vi skal finde balancen, altså den gyldne middelvej. Min løbetur er jo ikke blevet mindre rigtig af, at jeg spiste en pizza i går. Jeg ønsker ikke, at nogen skal have dårlig samvittighed over mine polerede posts. SÅ. Derfor søger jeg allierede, der ligesom jeg stræber efter ligevægt mellem livet online og livet offline. Næste gang du lægger din klamme pizzabakke på de sociale medier, så vælg for pokker Instagram og ikke Jodel – det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre!