Karriere. Jeg prøver lige at tygge lidt på det. Altså ordet. På den ene side knaser det, på den anden side, er det præcis lige så fløjlsblødt som de brune velour – trompeter, man iførte sig i de hippe 70’ere. Det føles lidt som at spise en pose sweet & sour slik, der er lidt for enhver smag.

LÆS OGSÅ: Er en afvisning i virkeligheden en omdirigering?

Slår man ordet karriere op i en ordbog får man følgende forklaring: fra fransk carrière ‘løbebane’, fra middelalderlatin carraria ‘væddeløbsbane’, jævnfør carrus: ‘vogn’…… Allerede her, bliver jeg stakåndet.
Slår man også ordet væddeløb op, bliver man mødt med følgende ordlyd: konkurrence, hvor det gælder om at køre, ride, cykle eller løbe hurtigst. Prust. Prust. 
Nuvel, dette er ikke et opslagsværk a la Gyldendal, men opsummeret kan jeg konstatere, at karriere betyder en bane, hvor du skal konkurrere med andre.
Med al respekt for vores jernmænd/-kvinder og alle andre fantastiske, dygtige idrætsudøvere derude, så tror jeg bare jeg napper en ”carrus” – i hvert fald lige på dette punkt.
Nu er det de færreste jobs i dagens Danmark, hvor man får lov til at ride rundt på arbejdspladsen – men, med det sagt, så ja; det stemmer meget godt. Faktisk rigtig godt.
Man skal løbe hurtigere, og hurtigere. Spurt er også mere end godtaget.
Har de ret? Er det et væddeløb? Er det en konkurrence?
Alt er relativt.
Det er relativt dumt, at gå i supermarkedet efter køkkenrulle og shampoo, for at komme hjem med en plade chokolade og en cola, nuvel det er light udgaven, man skal jo holde sig i skindet …..
Og så alligevel …..var det chokolade og cola, du havde allermest lyst til, og hvis vi ser bort fra næringsindholdet denne gang, så var det måske slet ikke så dumt, at det var det du proppede i indkøbsnettet. Du gjorde hvad du havde lyst til.
Det samme gør sig gældende indenfor karriere. Om du løber cykler, kører eller svinger dig op i sadlen, er faktisk ret ligegyldigt, så længe du gør, hvad der gør dig glad, og lytter til det.
Konkurrence? Med hvem? Samfundet og alle andre omkring dig? Det er der måske nogle, der vil mene ….
Men hey, den person du så i spejlet i morges er unik nok i sig selv, og har ikke brug for, at konkurrere med andre. Du er dig, jeg er mig.
Jeg skal da gerne være den første til at indrømme, at de der poser, der var under øjnene i forgårs, nu er gået fra frostposer til affaldssække. Og ja; det er de store sorte af slagsen, jeg taler om……..fordi jeg i mange år, har løbet for stærkt. Faktisk sådan galopagtigt.
Men du er god nok, og jeg er god nok. Poser under øjnene eller ej.
Jeg har besluttet, at min karriere skal handle om mig. Mig som person, ikke bare mit job, men hele mig …. Jeg vil gøre mit ypperste, for at blive en bedre udgave…..lidt ligesom en Amarone, der bliver bedre med årene….de lilla tænder kan jeg umiddelbart godt undvære.
Om det inkluderer en direktørstilling, en stilling som kassemedarbejder eller tømrer – det er slet ikke så vigtigt, bare jeg laver noget, der gør mig glad, og udvikler mig.

LÆS OGSÅ: Rikke May: Når man starter fra bunden. Sutter den op fra slap og lever af popcornpenge 

Nu vil jeg tage ud og snøre kondiskoene – for at konkurrere med mig selv, gøre noget, der gør mig glad, og blive bedre end jeg var i går.
Det er mit job, som menneske – og den højeste stilling jeg kan opnå på den arbejdsplads, der så fint kaldes for livet.