Klummer

Rikke May: Når man starter fra bunden. Sutter den op fra slap og lever af popcornpenge

Lige der i smasken på mig. Der gik nogen tid før jeg havde gnavet mig igennem den sætning. Da jeg var klar til at svare tilbage, og være konstruktiv, det sker nemlig ikke så ofte for mig, når jeg får sådanne nogle kommentarer, så havde mine andre søde læsere allerede taget sig af hende. Så kan jeg jo trøste mig med, at jeg har set hans sekretær, og det eneste jeg kan sige til det er ‘held og lykke med det,’ hvis han pludselig skulle få den gulefeber. Jeg håber hun også kan vaske 🙂 


Så hvad får jeg egentlig tiden til at gå med? Jeg arbejder på min egen skokollektion, noget som jeg har brugt rigtig lang tid på. Jeg er selv uddannet i “sko & strømper” og har en kæmpe passion for sko …(og fødder). Jeg har ikke selv de nemmeste fødder, og finder det som oftes svært at finde pæne sko, som ikke kun er praktiske. Derfor kunne jeg ikke sige ‘NEJ’ da min ven Sam, spurgte mig, om jeg ville lave min egen kollektion til det Skandinaviske marked.

Jeg arbejder enormt meget på dette projekt, og er næsten lige kommet hjem fra Kina, hvor fabrikken ligger. Den ligger i en lille by som hedder Shenzhen, og er som sagt familieejet. Hele familien arbejder på fabrikken, ejeren, hans kone, søn, svigerdatter og svoger sidder alle og laver skoene i hånden. De arbejder fra 8.00 – 17.00 og har gode arbejdsforhold. Man kan hurtigt komme i saksen hvis man ikke har styr på de vigtige detaljer.  

Min tur til Kina, er klart noget af det mest sindssyge jeg har oplevet. Jeg har taget flere billeder med folk jeg ikke anede hvem var, og jeg kan kun gisne om hvad billederne var til. Jeg har spist en kyllingefod, der havde været kogt i  dage (tror jeg næsten). Jeg har drukket et helt slæng af mænd under bordet – de var klart ikke blevet informeret om, at fynske piger kan drikke store mængder alkohol uden at sejle. Jeg har fået politieskorte af politichefen. Jeg har tisset på mine nye Birkenstock, da de kun har et hul i jorden som toilet der, og det var mine skills altså ikke lige til. Jeg har aldrig spist så mange Snickers til morgenmad, frokost og aftensmad, som jeg gjorde da jeg var der. Jeg kunne bare ikke rumme mere gråt, sammenkogt mad jeg ikke anede hvad var – og bedst af alt, har jeg aldrig grinet så meget, som jeg gjorde på den tur. Så ligegyldigt hvad der sker, og om mine sko aldrig kommer til at se dagens lys, så kan ingen tage denne tur og oplevelsen fra mig, det var vitterligt så crazy. 

Men det er hvad jeg fordriver tiden med, og jeg er mega stolt af det jeg allerede har opnået. Jeg føler jeg har fat i noget, som alle kvinder søger. Jeg krydser fingre for, at det kommer til at lykkes med projektet. Men ligegyldigt hvad, så er jeg stolt af det jeg har lavet indtil nu, og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer. 

En konklusion? En expat-wife sidder som regel aldrig bare på sin flade. Hun løber til tider hurtigere end dem ved siden af hende, for hun er, om nogen, startet helt fra scratch og skal kæmpe for at fylde sin dag og sit liv ud med noget der giver mening… Og så skal hun overbevise alle andre, som dømmer hende, om, at fordommene altså ikke er sande. 

XX 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *