HVOR BLIVER TIDEN AF?
Jeg husker tiden før børn. Tiden, hvor der var store spørgsmål, som gik én enormt på. Hvad skal fremtiden bringe? Jeg havde enormt travlt med at komme videre. Videre imod det dér store, der ventede på mig i fremtiden. Videre imod det dér vigtige, som jeg ikke anede, hvad var? Hvad skulle der mon ske? Alle døre virkede til at være åbne, og alt kunne ske. Jeg vidste, at jeg skulle være sammen med kæresten som blev min hustru. Jeg vidste, at jeg ville have et enkelt barn, ja du læste rigtigt et enkelt barn. OG at jeg ville bo i et dejligt hus med min familie. Her sidder jeg med de største smukke døtre på 8 år (ja, mine døtre er nu 8 år!!!), og tænker: HVOR BLEV TIDEN AF? Jeg føler nærmest ikke, jeg kan følge med. Fremtiden jeg hastede imod for år siden, lever jeg nu i med en følelse af, at jeg ikke kan følge med… 

LÆS OGSÅ: Far til Fire Piger: om at være den forfængelige mand

HVOR ER STOPKNAPPEN? 
Sådan helt seriøst? Hvor er knappen, der gør, at jeg liiige kan nyde tiden med døtrene, mens de er små. Hvor er knappen, der stopper øjeblikket, hvor “hvor er du nedern far” kommer ud af døtrenes mund. Sætningen vi alle ved (læs: VED) kommer! Jeg er dybt afhængig af deres små hænder, som holder mig i hånden i biografen, når filmen bliver uhyggelig. Jeg er tosset med, at de lige skal have et kram og møs, inden børnehavedagen skal starte. Jeg er tosset med, at de små skal vinke hele vejen, indtil de ikke kan se bilen! At de stadig vil dele oplevelserne med mig. Og at de ikke kan vente med at fortælle om deres dag. 

JEG SIDDER OG SMILER!
Jeg smiler over mit første indlæg, som jeg skrev herinde på ChriChri. Om at være det forstyrrende element. Med mit nye arbejde rejser jeg ikke så meget. Og jeg er en del af hverdagen på et helt andet niveau. Det rigtige niveau – for mig. Med det nye job kan jeg endelig være en del af min familie, i den grad jeg frygtede. Pludselig kan jeg se, at jeg kan være et IKKE forstyrende element i vores hverdag. Jeg kan aktivt gå ind og være med-forælder, uden at det ender galt. Nuvel, jeg løber stadig direkte (med hovedet først) imod samtaler og drama, som jeg måske ikke burde. Hustruen smiler stadig kærligt, men med det bestemte blik – og det elsker jeg hende for. En dag bliver jeg bedre til at stoppe op. De morgenrutiner, som jeg var bange for, klarer jeg rigtigt godt. OK ikke helt som min hustru (læs med struktur!) MEN, MEN, MEN jeg er altså stolt over mine morgener med døtrene. Tidsoptimisten her er i bedring – og ROCKER hverdagen (for det meste).

KORT SAGT – 
Jeg skulle ikke føle mig som det forstyrrende element resten af mit liv som forælder – som far!

DØTRENE LØBER AFSTED!
Med hastige skridt, og bliver større og større. Og jeg halser efter dem for at følge med og nyde, at de stadig har brug for en far. Sådan rigtigt brug for mig. Inden andre dele af forælderskabet starter. Inden jeg er ham, der henter døtrene fra byen for at sikre at de kommer godt og sikkert hjem! Men stadig er deres far…

LÆS OGSÅ: Om at have mange børn…