Klummer

Mit benspænd del 1:  Festen med tømmermændene, der bliver ved og ved  

Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på instagram under @mensberg

Jeg slår øjnene op. Jeg ser op i et lysstofsrør. Dem de har på sygehuse. Jeg er filtret ind i slanger. Der er noget galt. En sygeplejerske går hen mod mig. 

“Hej Søren, du har været ude for en ulykke, og du ligger på Rigshospitalet. Du er blevet kørt over af et tog. Lægerne har amputeret dit venstre ben igennem knæet og en finger på din højre hånd..”

Det hele korslutter. Min verden bryder sammen. Jeg græder. 

Fireogtyve timer forinden har vi lige vundet fodboldkampen. Sejren og oprykningen skal fejres. Det er lørdag, og det er sommer. Vi knapper øl op i solen på græsplænen og fortsætter den gode stemning i omklædningsrummet. Femten drenge gejler hinanden op, og alle er enige om, at i aften skal der festes igennem. Den festlige stemning fortsætter hos min holdkammerat på Vesterbro. Alle drengene er samlet, med masser af alkohol, masser af piger. Alt føles perfekt.

Men vi skal være vildere. Vi skal på natklub. 

En af drengene er pokerspiller og han bestiller et bord på Zen i indre København.. Vi springer køen over og bliver fulgt hen til vores bord, hvor en halvnøgen kvindelig tjener serverer store flasker sprut med stjernekaster i fade med isterninger. Damerne fester ved vores bord og danser i sofaerne. Jeg kan ikke styre det. Alkohol, musik, damer, dans, lys, Sambucashots. Jeg liner fem shots op foran mig. Dypper min tommelfinger og tænder ild i den. Jeg tager de fem shots og stikker min finger i munden og slukker ilden.

Alt slukker. Det er det sidste jeg husker. Herefter er alt sort.

Herefter ved jeg kun, hvad jeg er blevet fortalt. Mine venner tager hjem, men jeg vil blive. Jeg er ikke klar til, at festen skal stoppe endnu. Jeg vil have mere. Først på morgenen dukker jeg op på overvågningskameraet ved fjerntogsperronen på Nørreport. Jeg vil læne mig op af en mur, men misser muren og falder ned på skinnerne. Kort tid efter kører et gennemkørende tog igennem Nørreport. 

Jeg husker svagt togets lygter kommer imod mig, at jeg skærmer mit ansigt med hænderne og at jeg kravler hen over skinner og sten med min afkørte fod i hånden.

Jeg forventede endnu en af de tankeløse nætter, hvor den ene øl tager den anden til alle øllene er glemt, og jeg gennembanket af tømmermænd og hovedpine, ville vågne på en kammerats sofa uden at ane, hvordan jeg var endt der fyldt med spørgsmål om nattens udskejelser.

Men jeg vågnede på Riget, uden min finger og mit ene ben og helt andre spørgsmål.

Kommer jeg til at gå igen? Kan jeg nogensinde passe et arbejde? Hvordan tænker mine venner om mig nu? Er der nogensinde en pige der kan falde for mig nu, sådan en handikappet taber?

Min verden bryder sammen. 

Næste tirsdag kan du læse anden del i Sørens føljeton ‘Mit benspænd’.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *