For et par dage siden sad jeg og drak morgenkaffe med en god ven hjemme i baghaven. Han havde inviteret sig selv. Til gengæld havde jeg valgt, hvad vi skulle snakke om. Der var nemlig et ord, eller rettere et begreb, som voldte mig gevaldige kvaler, nemlig begrebet ‘mig-tid.’

LÆS OGSÅ: Jakob Genz: Jeg kan stadig smage bananen

Måske skyldes kvalerne, at jeg er en mand? Min ven og jeg blev i hvert fald ganske hurtigt enige om, kloge som vi (altid) er, at begrebet primært er et, der påklistres kvinder. Men vi fandt også hurtigt frem til, at begrebet må være et nymodens reagensglasbarn. Du ved, det dér der er ‘født’ af ordet ‘alene-tid’ og hvor både (den købte) Selvforkælelse og et tidsbegrænset indtag af Selvrealisering kan være ‘faderen’.

#fordidufortjenerdet
Selvforkælelse har i hvert fald umådelig tætte relationer til mig-tid. Især hvis du spørger Google. For når man indtaster ordet, så pumper søgemaskinen prompte det ene resultat ud efter det andet og hver og én af dem emmer i den grad af , at man skal forkæle sig selv. Køb det, gør det, brug det, tag det, kræv det. Nu! #fordidufortjenerdet. OMG!

At Selvforkælelse snildt kunne være faderen til mig-tid skinner også igennem på Instagram, hvor der ikke er en kvinde med respekt for sig selv, der ikke har smidt et billede eller en video op af et øjeblik, som man bare har sådan helt for sig selv…og sammen med alle sine følgere, naturligvis.

Og det er faktisk skide sødt, bliver vi enige om, min ven og jeg. Vi elsker de billeder. Og liker dem big time! Og kvindernes ‘øjeblikke’ er helt sikkert også fortjente. For det er fandenrasme svært at være kvinde. Både på Instagram og ude i den virkelige verden. Og det er både vi mænd og jer kvinder selv skyld i. Alt for mange (ligegyldige) forventninger, alt for meget iscenesættelse, alt for mange positioneringer i forhold til andre og alt, alt, alt for lidt tid til at leve op til dem.

Men billederne af kvindernes øjeblikke er (derfor) også lidt tragikomiske og problematiske. Vi fandt for eksempel et billede af en stangsmart mor i midten af 30erne, der havde taget et billede af sine solbrune fødder, der plaskede i swimmingpoolens vandoverflade og som var flankeret af teksten: “Tager lige et øjeblik for mig selv. Men sig det ikke til nogen.” OMG! Er det mig-tid? Noget man stjæler? Noget hemmeligt? Noget syndigt?

LÆS OGSÅ: Far til Fire Piger: Hvor blev tiden lige af?

En flugt?
Pludselig bryder min ven ud i en kontrolleret, men alligevel tydelig jubel: “Jeg har dét! Mig-tid er en flugt!” Se dét er interessant, min ven, tænkte jeg med et kropssprog, der uden tvivl fik mig til at fremstå som en halvtræt, men alligevel viril Sherlock Holmes. “En flugt! Det er dét mig-tid er. Godt arbejdet, Dr. Watson!”

Men en flugt fra hvad? Familiens skød? Rollen som mor? Positioneringen i forhold til venindernes ‘åh, så perfekte liv’? Den uduelige mand? Den perfekte mand? Jobbet? Den dårlige samvittighed? Den gode samvittighed? En flugt fra det, man foregiver, at skulle være én selv?

Min ven gør mig opmærksom på, at hvis alle disse spørgsmål bliver en del af den klumme, som du lige nu sidder og læser, så kan jeg risikere at få røven på komedie. Mandschauvinisme og alt det jazz.

“Men…,” siger han, “hvis behovet for mig-tid er så stort og så konstant tilbagevendende – hvad enten det er Selvforkælelse, Selvrealisering eller Flugt, der er faderen – så skulle man måske se på, om det man er i, er det rigtige for en selv?”

“Du mener, at det ideelt set burde være muligt at opleve mig-tid, uanset hvor man er, og hvem man er sammen med?”

“Ja, sgu da. Mig-tid er da ikke noget, der skal købes, opnås eller flygtes til.”

“Du har ret”, hører jeg mig selv udbryde, og rejser mig som et kropligt udråbstegn. “To be or not to be? Just be. By Calvin Klein.” Nå, den reference faldt til jorden. Ikke sjov. Tilbage på sporet.

Tiden er vores egen
For hvad fanden er egentlig det modsatte af mig-tid? Andres-tid? Nej, sgu! Tiden er din egen. Og ja, mange af os har indrettet vores liv sådan, at vi bruger langt størstedelen af vores tid på ting, som vi ikke gider, men som vi ‘skal’.

Selvfølgelig skal vi arbejde og tjene nogle penge, så vi kan have et tag over hovedet, bevæge os rundt i landskabet, få noget mad på bordet, noget vand ud af hanerne og Netflix på Ipad’en. Og selvfølgelig skal min datter på fem år ikke finde NemID frem og betale for SFOen, ligesom min dreng naturligvis heller ikke skal bekymre sig om, hvorvidt Volvoen skal have nyt anhængertræk eller ej. Alt det tager mor (og far) sig af. Og selvfølgelig skal vi lege og hygge os alle sammen, når vi har fri. Vi skal danse og prutte. Skændes og mundhugges. Grine og græde…”

“Hvor vil du hen med alt det der?” spørger min ven utålmodigt.

“Dét jeg mener er, at uanset hvordan vi har valgt, at konstruere vores eget liv, så burde det være en selvfølge, at tiden er vores egen og ikke andres. Uanset om vi bruger den alene eller i selskab med andre.”

Min ven sender et smil, der indikerer, at vi har løst sagen. Og mens han vinker til mine unger, der suser grinende igennem haven med hunden i hælene, siger han: “Ved du, hvad vi to lige har oplevet?”

“Nej, fortæl, Watson!”

“Vi har lige oplevet mig-tid. Sammen!”

LÆS OGSÅ: Jakob Genz: Hjerter tabt i Sverige