Tiden rendte ud og efter 2 måneders sommerferie i Danmark, er jeg atter hjemvendt til Singapore – med 100 kg. bagage, og nok thepølse til at fodre hele vores danske expat community.. Tilbage til der hvor udtrykkende ‘Can Lah og Cannot’ bliver kastet I flæng, men hvor de egentlig bare mener, ‘pis af, der er intet der, kan lade sig gøre, som I NOGENSINDE’ Det er den Asiatiske mentalitet, og den skal man lige geare sig selv op til igen, kan jeg godt mærke.

LÆS OGSÅ: Rikke May: Hold på ‘hat og handsker’- Turen går til Bali

Danmark var dejlig, men jeg kunne dog godt ha’ ønsket mig en lidt bedre sommer, end den der blev præsteret – og hvis der er én dansker mere, der prøver at bilde mig ind, at I faktisk har haft en ‘rigtig dejlig sommer’ før jeg kom, så får de et spark lige i løgposen, for det er så meget løgn. Der var lige uge 21 i maj, da jeg var hjemme til min venindes bryllup, og 3 dage under SMUK. That’s it. Der har været mere regn og rusk, end jeg længe har set og ønsket at opleve. I hvert fald i Nordhavn, hvor jeg opholdte mig. Men måske lærer man at nøjes og værdsætte dét, man har, når man ikke har det så tit, sådan er vi jo så optimistiske, og med den bølge af Papamaché Reglen, og ‘glimmer på, og op på kaminhylden’, så ser vi jo pludselig hele livet igennem en sky af mulitifarvede restmetal, som blev kaseret og nu solgt til overpriser i partybutikker på en hel ny måde. Me included 😉

Men en kæmpe nedtur har ramt mig, og lige gyldigt hvor meget glimmerstøv, jeg drysser ned over mig selv, så hjælper det ikke disse dage, og jeg sidder her i en blues-stemning i mit nattøj, og prøver at finde min kaminhylde, hvor jeg har stillet alt det andet gode, der er sket i mit liv. Det eneste jeg kan finde, er en stor fed nullermand, af sorte skyer, jeg ikke kan støvsuge op. Jeg kan ikke finde ud af, om det er jetlag, eller fordi SMUK-fest er ovre, sprutten er ved at forlade kroppen, og følelsen af at være ynkelig og et sort hul af tomhed har ramt mig. Der er ingen kolde vodka-juice i linde strømme, ingen at danse med til Joey Moe og Nik & Jay – Voksenlivet har meldt sig og realiteten er, at der nu er 350 dage til, at der atter er fest i skoven, og den følelse af modløshed har jeg ikke haft de sidste 2 år, jeg har været afsted og kommet hjem igen. Hvorfor kan vi ikke bare altid ha’ det MAGISK I skoven, og for evigt være ‘frie som fugle’, vrikke hofterne til ‘uden på, indeni’? Hvis der var en SMUK-sekt jeg kunne rejse med, så kunne man ikke se min røv for bare skosåler. MIC DROP. Riksen OUT – she joined the carneval!

Jeg var faktisk ikke synderligt vild med at være hjemme I Danmark, da jeg følte mig enormt ensom ret ofte. Alle var ferie med deres familier, og jeg sad alene I ‘Havnen’ mens Bella var på ferie i Nyborg hos mormor, og M var tilbage i Singapore på arbejde. Jeg brugte mange timer alene, for alle har jo deres liv, og det er sådan, det er, det kan man ikke ændre på. Men jeg kan mærke, jeg bliver mere og mere ‘ustabil’ for hver gang, jeg er hjemme, og måske hurtigt føler mig skuffet over folk, og det er slet ikke berettiget – faktisk er det mega tarveligt. Men det er, fordi jeg ikke bor der, og det gør nok, man bliver lidt usikker og tager mange ting meget tungere, end de er ment. Men Danmark er ikke mit hjem lige nu, og derfor har jeg ikke en hverdag eller en rytme der, og det gør man hænger lidt in between det hele. Jeg får en klump i halsen bare over at skrive det, men det er sådan, jeg har det. Jeg blev ramt af en frygtelig angst for aldrig at komme til at få den følelse igen, og det efterlod én med tankerne om, hvad fa’en har vi egentlig gang I? Hvordan kan mit nye liv fucke sådan med min hjerne? Men når ynkeligheden passerer, så ved man jo godt, at dét at flytte til Singapore var den bedste beslutning, vi nogensinde tog for 2 år siden, men at vi heller ikke skal blive her for evigt. Igen, min frygt for at slå en Singaporean ihjel på et tidspunkt, og deres umådelige høje straf i form af stokkeslag og likvidering, gør, at jeg godt ved, jeg har en udløbsdato. At ingen har skulle hente mig fra fængsel endnu, er både et held og et mirakel på samme tid. CANNOT – I just can’t!

Mit bedste overlevelsestrick er nok, at sige det højt. Jeg er ikke bange for at sige til folk, når jeg føler mig ked af det, eller er lidt ‘cray cray’ for det jo ske for selv den bedste – det sker dog mest for mig, når jeg er beruset eller usikker, så en beruset og usikker Riksen, er ikke en særlig køn combo. De to ingredienser prøver jeg, så godt som muligt at undgå. HA! Det er, når jeg er i underskud af kærlighed og opmærksomhed, ‘eyes on me’, så kortslutter hjernen, og plus- og minuspolen rammer hinanden i ét stort (langt fra fest) fyrværkeri.

Jeg tror, at mange expat kvinder ikke får sat ord på deres følelser, for de er bange for, hvad andre omkring dem tænker, for hvad kan man dog ha’ det skidt over, når man lever sådan et ‘nemt’ liv. Og her kan jeg allerede mærke mit hjerte bruse, for hvis jeg havde fået 1 krone for hver gang, jeg var blevet spurgt om det, mens jeg har været hjemme på ferie, så var jeg vitterligt millionær. Folk, der ikke har prøvet dette liv, de har ingen anelse om, hvad det vil sige. Den måde vi lever på, ville få mange kvinder eller mænd til at opgive deres forhold, for ‘han/hun er aldrig hjemme, så kan jeg ligeså godt være single’. Jeg er tit og ofte både Bella’s mor og hendes far, på samme tid – og det betyder ikke, M ikke er der, for han er verdens bedste far, og meget på hende, når han er hjemme. Men hans job og ansvar gør bare, at han bliver nødt til at rejse meget for at holde styr på alle hans ansatte, og det kan godt være noget af en opgave her i Asien. Can Lah..

Så det er ‘MIG’, der skal få hjulet til at dreje rundt, ellers ruster tandhjulene til og hele møllen vælter. Det får man bare ikke noget street credit for. For hvordan introducerer man sig selv, når man sidder I et selskab med folk man ikke kender?

MIG FØR: ‘Hej jeg hedder Rikke, jeg er 35 år gammel, jeg arbejder hos BEAUTY PR , hvor jeg blandt andet laver PR for Elizabeth Arden, EVIAN, ID HAIR og African Botanics – og på siden er jeg blogger, hvor jeg har en live dagbog til min kærestes store frygt… Hahahahaha. Orv ja, og så er jeg mor til en pige på næsten 9 år.’

MIG IDAG: ‘Hej jeg hedder Rikke, jeg er 35 år gammel bor I Singapore og er expat-kæreste, så er jeg nogens mor. Jeg har ikke noget fast job, men jeg ved at lave min egen skokollektion, dog jeg har lidt udfordringer lige nu med produktionen, så det trækker lidt tænder ud – Oorv ja, på siden er jeg blogger, hvor jeg har en live dagbog til min kærestes store frygt… Hahahahaha’

Det eneste folk seriøst høre er: Blaaa blaaa blaaaa.. Hjemmegående.. Hvor er det dog ynkeligt. Hvad får hun dog tiden til at gå med? Hun sover sikkert til kl 11.00 og spiser frokost med alle hendes arbejdsløse veninder, mens de drikker alt for meget hvidvin (I wish) og shopper for alle hendes mands (kærestes…og igen I WISH) hårdttjente penge!!

Vi som mennesker skal virkelig til at ændre hele vores syn og opfattelse, når vi har tanker om familier, der flytter væk. For den person, der abejder, får den vildeste highfive, skulderklap og respekt – mens kæresten/konen, som er rejst med, hver gang skal retfærdiggøre overfor andre, hvorfor hun ‘bare’ går hjemme…..! Det er sgu da ikke svært at gå på arbejde, det kan være enormt hårdt, det ved jeg, det har jeg set på min kæreste, han arbejder hårdere end nogen andre jeg kender, men han har en livsplan. Han ved, hvad han skal. Personen der rejser med, skal skabe både et liv for sig selv, og et socialliv for hele familien, bygge en grundbase alle kan holde ud. Personen skal sørge for, der er rummelighed og hygge, hun skal skabe et liv, der er værd at leve for alle. Børnene skal være i balance, og det kan de ikke være, hvis moren ikke også er glad – oveni det, skal hun sørge for at manden er glad, lykkelig, huske at klæde sig i frækt undertøj af og til, og mætte ham med sex og begær, så han kan føle sig som en mand, både på job og derhjemme, på trods af, han nok ikke har så meget at skulle ha’ sagt, for den rettighed røg ud af vinduet, da han sagde ‘JA’ til sit krævende job.

LÆS OGSÅ: Far til Fire Piger: Hvor blev tiden lige af?

Så skal hun sørge for der ikke er ballade på hjemmefronten, så han 100% kan koncentrere sig om at passe sit job, som han jo ligesom er der for. Det er som at komme tilbage fra barsel, hvor man skal opfinde sin egen personlighed igen, og finde ud af, hvem fa’en man egentlig er, nu hvor man både har mistet sit job og sin identitet. It ain’t that easy, som det ser ud på Insta!

Så hvad laver jeg egentlig? Alle spørger, ingen ved det 😉 Jeg er motherfreaking CEO, CFO, CPO, CTO, CMO af min familie, og alle andre titler der findes. Jeg er ‘The God Mother’ over alle ‘Mother Fuckers’.

Det er mig, der bestemmer indenfor husets fire vægge, og lige nu er det helt okay, at der ikke er andre muligheder, og jeg er sgu egentlig også kvinde nok til at leve med det for en stund.

Det er midlertidigt, og jeg kan godt stå ved siden af M, mens han gør karriere, han ville gøre det samme for mig.  

Noget der kan give mig totalt lange patter er, når folk siger til mig ‘Ej, man skulle altså ha’ været blogger med alle de ting I får og oplever’. Jamen, be my fucking guest. Hvis du mener det er SÅ nemt, så skulle du kende bagsiden af medaljen, for hvis du gør det op i kroner/ører, så er det nok det lavest betalte job ever, og det mest utaknemmelige – og det samme gælder det, når man er expat-wifey. Det er ikke så nemt, som det ser ud. Det er pisse hårdt, og det er ikke kun mig der synes det. Jeg ser det på alle de 100.000 vis af kvinder, der bor herude, og kan læse det dagligt i den Facebook-gruppe der er, hvor mange der får det psykisk dårligt af, at bo på den her måde. De savner deres familie, både den de havde før, og den som de har efterladt i deres hjemland, og det eneste de ønsker, er faktisk bare at rejse hjem, men de vil ikke sige det højt, fordi de ved, at deres mand skal passe sin job, for han er den eneste indkomst de har. 

Derfor gør det enormt ondt i mit hjerte, når de ikke får den respekt, de fortjener, for om nogen så ved jeg selv, hvor ensomt det kan føles i sjælen, og hvor mange gange om dagen, man sidder og scroller igennem de sociale medier, for at leve lidt igennem sine venner hjemme i Danmark, så man ikke helt føler, man går glip af alt. Det er svært at være splittet to steder. Splittet fordi man ved, man kun er i Singapore på lånt tid, og man skal få det bedste ud af det – og splittet fordi det land man har levet i i 33 år pludselig ikke føles lige så velkendt, som duften af en mands krop.

Vores liv er skruet meget anderledes sammen, end det liv vi levede i Danmark, og det var jeg sgu heller ikke så stor fan af til sidst. Der gik leverpostej i det hele, og vi havde begge brug for at blive rusket lidt i, og få en change of scenery, og det har vist sig at passe godt til os. Men det ændrer jo ikke, at man til tider godt kan føle sig enormt ensom, når man altid er den, der sidder alene til en middag eller rejser hjem til en fest, fordi ens bedre halvdel skal passe sit job. Så kan det godt være, jeg burde ha’ vidst det, inden vi rejste (endnu en god kommentar fra omverdenen). Og det gør man jo også oppe i hovedet, og når man tænker fornuftigt, men alle ved godt, når hjertet føler, og hjernen tænker, så er det intet fornuften kan stille op – så vinder hjertet bare, og der er intet at gøre – og måske er det også helt okay. Måske skal det gøre lidt nas, før man føler, man lever.

Når alt kommer til alt, så er vi strøget igennem de første 2 år af vores eventyr, og hvis skyld det har været, det kan man så kun gisne om. Det er del teamwork og resten ved jeg, jeg kan tage en stor ære for, uden det skal lyde for selvfedt, men vi har gjort det godt, og fået den bedste vennegruppe, man kunne ønske sig, så rigtig mange mange minder og oplevelser man kan putte glimmer på, og stille op på Singapore-eventyrs-hylden. 😉
Så man skal huske ikke at dømme det, man ikke kan se, eller har set bagsiden af, man ved ikke hvilken sko folk går i, og hvilke kampe, de kæmper – det gælder ikke kun det overfladiske syn på ‘expat-living’, men på livet og andre mennesker generelt. Vores rummelighed og respekt for andre måder at leve på, end ens egen, har snævret sig ind, og det klæ’r os lige så lidt, som et veloursæt fra juicy couture gjorde på Kim Kardashian og Paris Hilton i 90 ́erne. Just ain’t that pretty.. LAAAAAH ; )

XX R