Jeg er vågen. Min familie ankommer til hospitalet, og det første jeg siger til min bror, er: “De siger, at jeg kan komme til at løbe igen. Vi skal løbe et maraton”.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 1: Festen med tømmermændene, der bliver ved og ved  

Jeg rækker venstre arm ud, som er det eneste af min krop, jeg kan bevæge, og vi giver hinanden hånd på det. Resten af min krop er pacificeret af medicin og smerte. 

Jeg siger det, men jeg tror ikke på det. Det virker umuligt.

Jeg har tusinde spørgsmål og jeg skal indstille mig på, at jeg skal lære alt igen, som et lille barn. Jeg græder, vi græder og jeg har ondt af mig selv hele dagen. Det hele er synd, uheldigt og uretfærdigt. Mit livs tragedie.

Da det bliver aften, bliver min familie sendt hjem af personalet. Fyldt med hård medicin og gift i årene ligger jeg på den hvide hospitalsstue. Alene. Mere fortabt end nogensinde før. Jeg er skrækslagende, deprimeret, desperat, ensom med de mørkeste tanker og ubesvarede spørgsmål. En sygeplejerske, der har været på arbejde hele dagen, krydser min stue inden hun skal hjem. Hun har hele dagen fået mig til at føle mig i trygge hænder, og hun virker til at gå op i sit arbejde.

“Er du okay?” spørger hun.

“Nej, for fanden, selvfølgelig er jeg ikke okay. Hvad tror du selv? Jeg er blevet revet ud af min hverdag, og kan pludselig ikke gå, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og hvad der skal ske med mit liv. Jeg har bare et stort sort blackout i min hukommelse, så jeg aner ikke, hvad der er sket. Så nej, jeg er sgu da ikke okay”, svarer jeg hende opgivende og frustreret.

Hun sætter sig ned ved min seng, og siger helt roligt: “Er du klar over, hvor heldig du er? Er du klar over, hvad der kunne og måske burde være sket? Er du klar over, at du har overlevet, at et tog har kørt dig over!?”

LÆS OGSÅ: Ny klummeskribent på ChriChri: Mit benspænd

Hun rejser sig op og går hjem. Jeg ligger der igen og stirrer op i loftet i den tomme hospitalsstue. Dér går det med ét op for mig, hvor heldig jeg har været. Der er et tog, der har kørt mig over, jeg lå inde under toget, inde i mellem skinnerne, kun mit venstre ben lå på skinnerne og toget kørte henover mig. Jeg burde være død. Ligge under jorden og aldrig se familie og venner mere. Jeg forestiller mig gravstenen, Søren Mensberg 1986-2011. Men jeg er ikke død – Jeg lever! Det hele kører rundt i mit hoved, morfinen og nervemedicinen begynder langsomt, men effektivt at overtage min krop og få minutter efter falder jeg i søvn.

Næste morgen vågner jeg op omtåget af medicin. Det er mandag, og det føles i den grad som mandag. Det føles som om, der står en og hakker en kniv i min fod. Jeg prøver at flytte min fod, men den er væk. Smerterne er ulidelige. Men jeg lever trods alt. Ubevidst omstiller jeg mit mindsæt. Det er positivt, at jeg ikke er død. Jeg forsøger at finde andet, der er positivt. Det er svært. Jeg har stadig to arme. Hellere miste et ben end en arm, tænker jeg. Det må være sådan jeg skal tænke. Hellere miste et ben end to ben. Hellere miste en finger end en hånd.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard