Klummer

Mit benspænd del 3: Helte i studenterhuer, soldaten og idioten 

Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på instagram under @mensberg

Jeg er begyndt at kunne se med mere positive øjne på min tragedie. Eller jeg forsøger i hvert fald. Jeg får besøg af en psykolog, og jeg forklarer hende, at fra nu af kan jeg ikke få det forkerte ben ud af sengen mere. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad der er sket i mit blackout, så jeg kan acceptere det og begynde på en frisk. Vi skal have lagt det puzzlespil, hvor alle brikkerne mangler. Det virker som et uoverskueligt projekt. Kapitlet skal færdiggøres, så et nyt kan begynde. 

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 1: Festen med tømmermændene, der bliver ved og ved

Vi kontakter politiet og de to unge drenge, der tilsyneladende har reddet mit liv. 

Det var en enormt nervepirrende oplevelse, for hvad siger man til de mennesker, der har reddet ens liv? Da politiet og to drenge i gymnasiealderen træder ind, er det et glædes gensyn. Jeg tror, de synes, det er dejligt at se mig i live, for sidst de så mig, var jeg bare en livløs kludedukke. De begynder at fortælle… 

De har været i byen, og kort efter de ankommer til perronen på Nørreport Station, hører de svage råb om hjælp. De indser det værst tænkelige, nemlig at råbene kommer inde fra tunnelen på spor 2. Altså derinde, hvor togene kører. Den ene ser mig ligge i mellem skinnerne og han tænker:

“Hold kæft en fuld idiot. Hvad fanden laver han derinde?”

Han råber på sin kammerat, som tjekker, hvad tid det næste tog kommer.. 

“Om et par minutter”, råber han til kammeraten. Han spæner tilbage mod mig, men jeg har i mellemtiden slæbt mig selv ud af tunnelen og hen til starten af perronen. Hvor jeg holder fast i perronen med blodige hænder, mit hoved hvilende på perronkanten og desperat råber om hjælp. 

Den ene af drengene prøver omgående at hive mig op på perronen. Men han kan ikke alene. Tiden går, mens han desperat råber på sin kammerat, der løber hen og sammen hiver de mig op og lige dét ser de, at jeg mangler en fod og blodet sprøjter ud af mig. 

De ser foden ligger nede på skinnerne i tunnelen. Hvis de havde været stive før, så er de det i hvert fald ikke længere. De lægger mig hurtigt på ryggen og den ene løfter det afkørte ben op i hjertehøjde, mens han kigger direkte ind i skinnebensknoglen, ringer han 112. 

Samtidig forsøger den anden at komme i kontakt med mig. Han giver mig lussinger og får mig til at sige mit navn. 

Der kommer en tredje fyr ned på perronen, som er soldat og som også har været i byen i København. Soldaten kan førstehjælp og sammen med gymnasiedrengene får han lirket min sweater af og binder den om mit ben. Et tog ankommer i spor 2, men det stopper 10 meter før perronens afslutning. Alarmcentralen har handlet hurtigt. Alutæpper fragtes hurtigt fra togets førstehjælpskasse ud på perronen, og jeg bliver pakket ind i dem. 

En af betjentene fortæller, at han ankommer 11 minutter efter ulykken. Han finder den afkørte fod to meter inde i tunnelen mellem skinner og en masse kabler og affald fra McDonalds.

Han får foden op og i en plasticpose. Den har stadig sko på. Ambulancefolkene kommer straks derefter og overtager. Jeg har intet på mig, ingen mobil, ingen pung, intet ID. Politibetjenten forsøger komme i kontakt med mig, da jeg bliver ført væk på båren og direkte mod Rigshospitalet. Jeg falder ind og ud af bevidsthed. Pludselig åbner jeg øjnene, og siger til ham, at han skal få dem til at stoppe med at rykke i min fod, det gør ondt. Han lover, at han får dem til at stoppe, hvis jeg siger mit fulde navn og cpr-nummer, så han kan kontakte min familie. Jeg når at hviske det, inden jeg igen falder ud..

Vi sidder i halvanden time og kommer hele tiden frem til, hvor heldig jeg har været. Hvis det næste tog var kommet et par minutter tidligere, ville jeg ikke have været i live i dag. Det hele er små tilfældigheder. Hvis de to drenge ikke var kommet ned på perronen lige på dét tidspunkt. Hvis jeg havde ramt skinnerne i en lidt anden stilling. Hvis jeg var kørt over på låret, var en hovedpulsåre kappet og jeg var forblødt på 3 sekunder. Utrolig nok var alt gået min vej, og nogen må havde holdt hånden over mig. Lige dér indser jeg, hvor sindssygt heldig jeg har været, og at det er der, mit fokus skal være. 

Jeg har fået en gylden chance til at ændre min måde at leve mit liv på, og det skal jeg udnytte. Brikkerne er faldet på plads, puzzlespillet er samlet og nu skal jeg videre. 

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 2: Hellere miste et ben end to ben 

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *