Klummer

Mit benspænd del 4: Ingen brok, ingen spørgsmål

Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på instagram under @mensberg

 

Efter fire dage i, hvad der bedst kan beskrives som den vildeste rutchebanetur med voldsomme nedture og meget små opture, er jeg i gang med at spise igen. Når jeg har energien, tager jeg et par mavebøjninger. Al energi og alle muskler er suget ud af mig, samtidig med at morfinen og nervemedicinen sløver mig. Min krop skal genoptrænes fra nul. Seks dage efter, at jeg vågnede op uden mit venstre ben, skal jeg til genoptræning.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 3: Helte i studenterhuer, soldaten og idioten 

Jeg ankommer spændt og nervøs til træningslokalet på Rigshospitalet. Der sidder 13 patienter. Halvdelen er hjemvendte soldater, der har mistet dele af kroppen ved eksplosioner og den anden halvdel er ældre mennesker, der har fået amputeret kropsdele på grund af sygdom. Så er der mig, der har været på druk…

Det slår mig meget hurtigt, hvor meget de andre patienter brokker sig. Hvorfor driller protesen? Hvorfor er kommunen så langsomme til at bevilge? Hvorfor er genoptræningen så tidligt om morgenen? Hvorfor er morgenmaden på Riget så dårlig? Hvad er det for noget lortemusik, de spiller på P3? Det passede ikke min nyvundne positive indstilling.

Jeg kan spejle mig i det, og jeg kan se, hvor meget jeg har brokket mig hele mit liv. Det går op for mig, at de brokker sig over ting, de ikke har nogen indflydelse på. Lige meget, hvor meget de brokker sig, vil tingene aldrig ændre sig. Genoptræning er kl. 9 på Rigshospitalet, og der er ostemadder til morgenmad, sådan bliver det sgu nok ved med at være. Det går også op for mig, hvor meget af mit liv jeg har spildt på at brokke mig over, at det regner, trafik eller at bussen er forsinket, altså ting jeg ikke har indflydelse på, som jeg ikke selv kan ændre.

Lige dér, min første gang i genoptræningslokalet, lover jeg mig selv én ting: 

Jeg vil fokusere på det, jeg har indflydelse på og har mulighed for at ændre. Jeg vil  IKKE bruge tid og energi på noget, der er ude af mine hænder.

Det er på trods af, at jeg står et sted, hvor det er yderst nærliggende at brokke sig over situationen.

Hvorfor så lokomotivføreren ikke, at jeg lå på skinnerne? Hvorfor er perronen på Nørreport så smal og farlig? Hvorfor var der ingen på perronen, der så mig falde ned på skinnerne? Hvorfor skete det for mig?!?

Men hvis jeg så fik svar på de spørgsmål, hvad ville de så ændre? Ingenting.

Faktum er, at jeg fik et blackout og vågnede op amputeret igennem mit venstre knæ og en finger på min højre hånd. Det kan jeg ikke ændre, det er præmissen nu. Det er præmissen for mit liv nu.

Jeg har konstateret, at brok ikke hjælper mig til at gå igen og jeg har konstateret, at medlidenhed heller ikke hjælper. Min fysiske tilstand på det her tidspunkt, er, at jeg kan kravle over i min kørestol, trille ned i genoptræningslokalet og træne en time om dagen.

Derfor beslutter jeg, at jeg vil bruge ALT min energi og fokus på genoptræning, intet andet. Ingen brok, ingen spørgsmål.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard 

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *