Klummer

Mit benspænd del 5: Følelser forbudt

Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på instagram under @mensberg

Jeg er nu i gang med genoptræningen, og her møder jeg Christina – min fysioterapeut. Hun er i 30’erne, har lyst hår, et stort smil, men også et meget bestemt blik. Hun udstråler no bullshit, og det er sådan, hun tackler min genoptræning. Hun er lige kommet tilbage på arbejde efter sygdom, og jeg er hendes første patient. Vi hilser på hinanden og snakker lidt, men går hurtigt direkte til sagen. Jeg vil i gang, og hun vil i gang.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 4: Ingen brok, ingen spørgsmål

Hun spørger ind til mine mål, og jeg fortæller, at jeg vil lære at gå igen. Jeg vil gå så normalt, at folk ikke bemærker mit manglende ben ved første øjekast, og jeg vil løbe igen. Jeg vil løbe et maraton. Jeg vil have mit liv tilbage. Det VIL jeg! 

Hun læggen er plan. Vores mål er, at jeg skal lære at holde balancen i dag, om fem dage skal jeg kunne gå med krykker, inden for tre måneder skal jeg være stærk nok i kroppen, til at gå med protese, inden for et år skal jeg kunne gå perfekt, og indenfor to år skal jeg kunne løbe. Derefter må jeg vurdere, om jeg kan klare et maraton. Hun siger, at det er realistiske mål, hvis jeg er fokuseret. Jeg er fokuseret.

Hun nikker, hæver stemmen og siger til mig: “Søren, du skal bare vide, at jeg intet kan gøre for dig. Det er dig, der skal gøre alt det hårde arbejde. Jeg kan give dig vejledning og øvelser, jeg kan støtte dig, men jeg kan ikke lave dem for dig. Du kan opnå dine mål, men du skal bare vide, at der er intet, der kommer af sig selv, det er dig, der skal få alt til at ske. Det gør du ved at fokusere på dét, du kan lige nu, og glemme alt andet. Rejs dig op og hold balancen i 30 sekunder.. Nu”.

Jeg siger ikke mere resten af træningen, og en time senere triller jeg helt udmattet op på 16. etage. Hun har fuldstændig ret. Der er ingen hjælp at hente nogen steder, der er ingen, der kan gøre noget for mig. Der er kun mig. Det er angstprovokerende, men samtidig supermotiverende, for pludselig har jeg mulighed for at gøre noget og for at bevise noget – jeg skal bevise, at jeg kan få mit liv tilbage.

Samarbejdet med Christina går godt, hun fanger hurtigt, hvordan hun kan pushe mig. Hun roser mig, men i samme sætning udfordrer hun mig endnu mere. Vi fungerer godt sammen. Hun gør sig umage, og jeg gør mig umage.

Det samme gælder Christian, der genoptræner alle de sårede soldater: Han giver mig indimellem lov til at træne med dem, og efter jeg blev udskrevet, har han brugt tid på at mødes med mig og træne mit løb. Han bruger sin egen tid på mig, og det er stort, at han tør at give noget af sig selv uden at forvente at få noget retur. Han er et godt menneske, som gør det, fordi han oprigtigt har lyst. Det er lysten, der driver ham, og han inspirerer mig meget. Når jeg kommer ud på den anden side, vil jeg være en mand, der gør noget for andre, fordi jeg har lyst og uden at tænke på, hvad jeg får igen. Jeg vil give afkald på de egoistiske tanker, hvor intet er gratis.

Tvungne tanker bliver nye tanker

Jeg mærker, at det ikke kun er fysisk genoptræning, men også psykisk. Min hjerne er akkurat ligesom en muskel, jo mere jeg træner den, des stærkere bliver den, og jeg kan styre mine tanker. Jeg begynder at dyrke positive tanker og ser muligheder frem for pessimisme og problemer. Dag for dag ændres mine tanker, og de før tvungne tanker bliver mit naturlige tankemønster. Det er en helt ny opdagelse for mig. Der popper selvfølgelig mørke tanker op. Hver gang de dukker op, så tvinger jeg mig selv til at tænke på de langsigtede mål, jeg har sat. Hvis jeg virkelig gerne vil gå normalt, og hvis jeg virkelig gerne ville løbe et maraton, kræver det en omgang mere på krykkerne og mavebøjninger, til jeg ligger hostende ødelagt og færdig på gulvet.

Det skaber en positiv spiral. Dét, at jeg presser mig selv så hårdt fysisk, skaber gode resultater, og de gode resultater opmuntrer mig og gør mig glad, så jeg får lyst til at nå flere resultater.

Det er en vigtig opdagelse, at jeg kan styre mine tanker og følelser, og det er med til at få mig ud af sygehuset, men set i bakspejlet er det måske en forholdsvis brutal og kynisk måde at styre sig selv og sine tanker på.

Ikke at tillade følelser, der ikke passer præcist ind, som jeg vil have det. Ikke tillade at være sur, ikke tillade at være trist eller ked af det.

Lige her er det kun tilladt at være positiv og træne. 

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *