Facts
Jakob Østergaard Genz
Jakob er 35 år og arbejder i dag som sport- og kulturskribent.
Han har siden 2004 været sammen med kæresten Katrine. De har sammen Ella Margrethe, 5 år og Frederik Marvin, 8 år.
I morges så jeg mig selv i spejlet. Det gør jeg hver dag. Et slags rutinetjek, du ved. Er vi der, mand? Eller er vi der ikke…mand? Men jeg ser mig også omkring i min omgangskreds, dagligt, og her er det ikke svært at få øje på de mænd, ‘der er der’, og dem, som ‘ikke er der’.
LÆS OGSÅ: Jakob Genz: Kan man ikke have mig-tid sammen?
Men lad os komme til sagen.
I mit hverdagsliv spankulerer der mange mandetyper rundt. Langt de fleste af dem er super fede. Andre er ikke. Jeg kender for eksempel en mand, som ‘i gamle dage’ var indbegrebet af en Rock Star Man(d), der med kroppen fuld af charme og Libido Deluxe kastede sig ind og ud af livets kringlekroge. I hvert fald, når han var fuld. Men det var dengang. I dag er han ædru og ligner en blodfattig skikkelse, der er blevet parkeret et sted imellem ‘fornuftigt fodtøj’ og ‘koldhævet bolledej’.
Jeg kender også en mand, der ikke har forandret sig en skid i de sidste 20 år og som derfor stadig bruger 23 af døgnets 24 timer på at sætte sig selv og sit arbejde foran alt andet. Endda alt imens hans trofæ-kone hænger sirligt og smilende på væggen i deres fælles Bo Bedre-hjem, hvor børnene hver dag spørger rengøringsdamen; har du set min far?
Helvedes problematisk
Og så er der alle typerne midt imellem. Brandon. Dylan. Steve. David. For slet ikke at tale om Ross, Chandler og Joey. Eller hvad med Paleo-manden med brystmusklerne, den senede og cyklende Lycra-mand og jyden-med-fuldskæg-og-slap-hue-der-lytter-til-P3-mens-han-cykler-på-en-budcykel-i-hjertet-af-København-manden?
Nå, men tilbage til de to modpoler, den afdøde Rock Star Man og ham den anden. For det er egentlig skide ligegyldigt, hvad jeg synes. Om dem. Og om alle andre mandetyper. Det vigtigste er, at mændene selv er tilfredse med den type, de er. Det er mange af dem bare ikke. Og det er problematisk som ind i Helvede.
Især fordi det tit og ofte skyldes den kvindetype, de har valgt at slå pjalterne sammen med. Kvinder, der enten langsomt, bevidst eller ubevidst, afliver den mand, som de i sin tid faldt for eller kvinder, der reducerer sig selv og kærligheden til noget, som, ja, kan hænge på væggen.
Men det her skal ikke handle om (jer) kvinder. Det skal handle om os (mænd). For selvom guderne skal vide, at I spiller en stor rolle i forhold til udformningen af langt de fleste mandetyper, der spankulerer rundt i jeres og andres liv, hvad enten der er tale om de super fede typer eller de modsatte, så hviler ansvaret i sidste ende ene og alene på vores skuldre. Ikke på jeres.
Ægte ærlighed
Det er nemlig op til os mænd selv at være lige præcis den type mand, vi gerne vil være. For vores egen og for vores kvinders skyld. Det giver nemlig begge parter noget ægte ærlighed, at forholde sig til. Noget, der kan vælge til og fra, eller noget, vi kan gå på kompromis med. Det er sgu da dét, der er det (nye) sorte!
Og fordi der er tale om ægte ærlighed, så eliminerer det også mængden af fesen og formålsløst spildtid. Og netop dét at spilde sin egen og hinandens tid, er noget af det mest problematiske ved de mange mandetyper, der hver dag spankulerer rundt…i min omgangskreds.
Og det skal vi gøre op med. Nu! For der ikke tid til alt det andet pseudo-halløj. Det hele lukker og slukker lige om lidt, og hvem Fanden gider at leve et helt liv som Brandon, hvis man hellere ville have været Dylan? Og giv nu bare Kelly noget at forholde sig til!
Så kære mænd! ‘Hejs flaget’, smid håret tilbage og brystet frem! Vend ryggen til alt lige fra #ladyboss til Eva Trio (eller hvem filan I er omgivet af)! Og se i stedet dybt i spejlet og råb, som I aldrig har råbt før: Viva la Revolución!
Det vil jeg i hvert fald gøre.. I morgen tidlig.
LÆS OGSÅ: Far til Fire Piger: Hvor blev tiden lige af?