Columns

Rikke May: Hængepatter, strækmærker & alt det vi ikke snakker om!

Rikke May: Hængepatter
Facts

Rikke May

Rikke May er 35 år, og bor i Singapore med sin kæreste
og 9-årig datter. Til dagligt er hun hjemmegående husmor og blogger.

Læs mere om Rikke på hendes blog: Theinsider.dk

Det var en dag i marts 2008, jeg læste til slankekonsulent – ikke for nogen andres skyld, end for min egen, da jeg tydeligvis ikke fattede, hvor meget ting ‘kostede’ at smide i hovedet. Så for at få en bedre forståelse for min krop, valgte jeg at tage den uddannelse. Jeg sad og skulle forberede mig til eksamen, da jeg tog en tår af min kaffe, og pludselig fik den største trang til at ørle ud over min computer. Hvilket jeg gjorde! Det var mandag, og jeg havde været på den ondeste druktur i weekenden, noget med at kælke ned ad trappen på Heidi’s Beerbar. Ja, jeg har class, hvem havde troet det?! Man kan tage pigen ud af Nyborg, men ikke Nyborg ud af pigen. Tænkte godt nok, at det var da nogle utroligt vilde tømmermænd, hvis de blev ført med til ugen efter! Jeg skød det hen, for tænkte bare, at det var lidt maveonde, og det sker jo. Min krop var også lidt ude af balance, da jeg 3 måneder forinden nemlig havde været gravid, og havde mistet det i 13-14 uge. Det havde været ret hårdt for min krop, så både følelser og hormoner ræsede rundt, til mine omgivelsers store frygt 😉

LÆS OGSÅ: Rikke May: Ensomhed. Kasseret glimmer & frækt undertøj!

Jeg har efterfølgende fundet ud af, jeg ikke er den eneste, der har prøvet dette. Det er noget, der sker hver eneste dag, at et foster går i sig selv, eller af en eller anden grund stopper med at vokse, og det var dét der var sket hos os. Hjertet bankede bare ikke mere. Jeg var begyndt at bløde, og så tog naturen sin egen gang, og der var ikke længere noget levende i min mave. Jeg er overbevist om, det var kroppen, der prøvede at fortælle mig, der var noget galt, og det ikke ville være endt godt, hvis det ikke stoppede, som det gjorde – ELLER vi bare først skulle være forældre, når det var Bella, der lå i min mave (man bliver nødt til at finde sin egen mening med ting der sker, når de gør ondt)!  

Det var hverken tømmermænd eller maveonde, jeg led af, det var skam bare en lille Bella bumbum, der gerne ville joine vores familie – og det gjorde hun den 12.12.2008. Jeg var sat til den 21. december, så det var ni dage før termin. Datoen passede mig faktisk helt vildt godt, for 1. ville jeg helst ikke have et 24. december-barn, det er Bella’s kusine nemlig, og den skulle hun altså have lov til at have for sig selv, sammen med Jesus. Og 2. så skulle mine forældre til Thailand, så det passede ‘dem’ rigtig dårligt, hvis jeg fødte, når de var væk. Egoister er vi jo i vores familie. HA!  

Skæbnen ville dét, at jeg endte med leverkløe, og sov ikke i flere uger, da jeg var så udfordret af den skide ‘sygdom’. Jeg vidste bare, at der var noget galt, men de ville ikke lytte til mig på sygehuset, når jeg sagde at jeg havde det enormt skidt, og de skulle tjekke mig. De blev ved med at ævle om graviditetskløe, men en ‘mother knows’. Jeg blev fynbostædig (hvis det er et ord) og nægtede at forlade Hvidovre Hospital, før de havde tjekket mit blod – og ganske rigtigt, da prøverne kom tilbage, så det ikke godt ud, da hun havde ligget inde i min mave, uden at kroppen havde kunne udskille alle de giftstoffer, jeg gik og gemte på. Da det var sent på dagen, og de ikke havde personale til at kunne håndere en igangsættelse, blev jeg bedt om at komme tilbage dagen efter kl 7.00.

I december 2008 var der nemlig en masse læger og sygeplejersker, der var utilfreds med deres løn, hvilket jeg sgu godt forstår. Derfor nægtede de at arbejde, og havde sagt “*Mic Drop* Vi er dem, der er skredet.” Det var så kritisk, at man kunne vinde en jordemoder på The Voice, hvis man overvejede at føde derhjemme, for der var simpelthen ikke resourcer til, at hjælpe alle fødende kvinder.. 

LÆS OGSÅ: Rikke May: Hold på ‘hat og handsker’- Turen går til Bali 

Hvilket fører mig hen til den aftale, som M og jeg havde lavet, med at han skulle holde sig fuldstændigt væk nede fra den ‘afdeling’, hvor Bella kom ud… Men det er jo lidt svært, når man ligger på en briks, der er på størrelse med et frimærke, og der ingen til at hjælpe den stakkels jordemoder, så måtte han jo træde til… Hvis jeg ikke havde været så meget inde i mig selv, så havde jeg klart skældt ham ud over hans ‘baneplacering’. En målmand kan jo ikke pludselig bare flytte sig, når det ikke er aftalen. Jeg fik fremstammet et meget alvorligt ‘DU SKYLDER MIG EN SÅ STOR GAVE FOR DET HER’, for det var da det vildeste pis, jeg nogensinde har oplevet. Jeg plejer altid at sammenligne det med at presse en ananas ud igennem et nøglehul, det må være præcis samme følelse – har jeg bestemt mig for!

Min fødsel var efter andres mening en nem en af slagsen, da jeg fik den første ve kl 23.15 – og hun er født kl 2.16 uden en eneste form for smertestillende – på trods af, at jeg pænt sagde på sygehuset, da jeg kom, at jeg altså gerne ville ha’ en epidural og dét der til numsen. Hun kiggede på mig med skræk og sagde ‘Jamen Rikke, du er 9 cm åben, du kan ikke nå at få noget, DU skal føde NU’. Jeg følte mig totalt snydt for alle de drugs, folk havde sagt, man kunne få. Men jeg klarede mig! Dog med et tandsæt, der pludselig ikke passede sammen mere, og blodsprængninger op ad halsen. Jeg ville nu ikke mene, det skulle anses for en ‘nem en af slagsen’, for der skal jo lige mange veer til at gøre kroppen klar til en fødsel, så det betyder jo bare, at jeg har haft en vestorm fra en anden planet. Så nej, jeg flækkede ikke op til nakken, og måtte syes sammen som en korsstingspude, men jeg fødte min datter på 27 min og 3 timer i alt – fra første ve til hun så venligt kronede ud af ‘åse-pigen’ Down Under – og det er efter min mening pretty badass og ikke særlig nemt.  

Det er måske lidt løgn, når jeg siger, jeg ikke fik nogen former for lindring, for jeg gik nemlig hos en jordemoder på Christianshavn der hed Helle Ella, der tilbød alternative behandlinger. Hun var sådan en type, der havde fået tre børn, som alle var født derhjemme, bare hende og hendes mand… SAY WHAT?! Hvis jeg havde besluttet mig for at føde hjemme, så var M sgu da gået lige i gulvet, og havde da ikke kunne give nogen som helst moralsk opbakning eller klippe nogen navlestreng. Det kom så heller aldrig til at ske, at jeg skulle føde hjemme, for jeg havde lige fået ny elevationsseng, som jeg selv havde samlet, da M var taget i byen, og jeg var endnu engang blevet stædig. Og der skulle satme ikke noget snask på den!  

Men Hella havde magiske hænder, og jeg fik stukket nåle i alle steder, for at sørge for, at Bella ville komme før tid. Jeg havde også den vildeste angst for, det hele ville gå galt til fødslen, da jeg drog paraller til, hvor uheldig jeg havde været i mit liv, og det ville sikkert også ske for mig, når jeg endelig stod i suppedasen. Så for at fjerne den angst, skulle jeg også lytte til meditationsbånd, der ville styrke troen på mig selv, og gøre mig til warrior princess … eller bare ikke til en hysterisk kælling. 

LÆS OGSÅ: Rikke May: Når man starter fra bunden. Sutter den op fra slap og lever af popcornpenge

Den sidste gang jeg var der, og skulle betale for min session, siger hun ‘jamen, jeg har faktisk også noget andet, der kan lindre dine smerter ved fødsel’. Hysterisk og desperat, så hun en nem kunde i mig, da hun fortalte om dette chiliplaster, der skulle påføres på lænden, når veerne startede. Det kostede ‘kun’ 399,- HAPS. JA TAK, det nupper jeg sgu. Det var jo ikke så svært! Sig til Hr. Kæreste, at hans (eneste) job i dette cirkus var, at montere dette stykke vidundermiddel på lænden, ikke på ryggen ikke på røven – MEN PÅ LÆNDEN!! 

Jeg ved ikke, om min kæreste ikke har haft anatomi i skolen, men placeringen af dét plaster, går altså ikke i bøgerne, som det fineste stykke arbejde, han nogensinde har præsteret. Under fødslen får jeg skreget hende jordemoderen i hovedet, hvorfor min RØV BRÆNDER – hvor hun kigger helt forvirret på mig, og fremstammer: ‘Jamen, det ved jeg da ikke, Rikke. Jeg har ikke gjort noget‘. Først tænkte jeg, at hun bare ikke ville sige til mig, det bare gjorde så naller at føde, indtil det slår mig, at det skide plaster nok havde siddet forkert. Jeg havde bedt M om at tage det af igen, for det var, som der stod på pakken et CHILIplaster. Er du gal, der var spark på det! Jeg forstod pludselig, at jordemoderen sagde, at det ville fjerne fokus fra ve-smerterne, for det gjorde det sørme også, skal jeg lige love for! Han var så kommet til at sætte det så langt nede, så det havde siddet mellem toppen af mine balder… Splitte mine bremsejl! 

Men ud kom hun, inden juleaften, og før mine forældre rejste. Præcis som aftalt. Men lige siden den dag i december har jeg været panisk angst for, at jeg enten skulle ødelægge hende, eller fucke hende op. Hvilket jeg jo stadig ikke ved, men jeg laver en hemmelig opsparing til hende, så hun har penge til en psykolog, når hun bliver 18. Jeg sidder stadig og venter på, at der er nogen, der kommer og henter hende fra kommunen. Men jeg tror sgu, at hun har det meget godt, hun er i hvert fald meget meget glad for sin familie. Det undrer mig en anelse, men jeg glæder mig også over, at jeg måske har formået at gøre et godt stykke arbejde, uden at ødelægge det fineste, jeg har ejer og har.  

Jeg kom en gang til at klippe blommen af hendes tommelfinger med en 3-i-1 negleklipper, fordi hun rykkede på sin lille bitte hånd. Ej, hvor hun græd (og det blødte). Efter det, følte jeg mig som verdens største lortemor – bøjet i neon… Jeg var så ked af det, at jeg måtte ringe M hjem fra arbejde, fordi det hele var så overvældende, og jeg ikke kunne se mig ud af situationen. Det kom måske også af, at jeg kort forinden havde låst hende inde i vores bil i P-kælderen. Jeg skulle spænde hendes autostol fast, og på en eller anden måde fik jeg trykket på ‘LÅS‘ knappen på nøglerne, hvilket gjorde, at der sad ét styks baby på 5 mdr. i sin stol, og kiggede ud med meget store øjne. Jeg var ved at gå totalt i panik. Jeg havde næsten ingen strøm på min mobil, jeg kunne ikke gå op i lejligheden og lade den op, for mine nøgler lå jo i bilen. Vi skulle hente M, og han havde den anden nøgle. Jeg var så tæt på at smadre ruden i bilen, men havde lige strøm nok til at sms’e ham ‘Baby låst inde i bilen – kom NU!!!’ M skyndte sig hjem i en taxa, og reddede vores sovende baby ud af bilen. Hun var sgu da ligeglad med, at hun sad der, hun var mæt og havde en tør rumpe, så var det nap-time. Jeg selv brugte resten af dagen på at få en normal vejrtrækning igen. 

Men nu fylder hun snart ni, og jeg har da ikke slået hende ihjel… Endnu ;o) Man kommer til at føle flere gang i livet, at man fejler mere, end man gør godt. Det er livet med børn, en konstant prøvelse – og de kommer jo ikke med en manual, når de ankommer, så man må jo prøve sig frem. Man gør det jo så godt, man kan. Man er den bedste udgave af dén forælder, man kan være. Og så kan man jo ikke gøre det anderledes. Så længe man føler, at man gør det bedste, så har man jo gjort en indsats. 

JAMEN SKAL DU SÅ IKKE HA’ FLERE BØRN??‘ Jeg føler, at løbet er ved at være kørt. Med en pige, der er så gammel, så kan man jo næsten ikke overskue at starte forfra. Nu er livet sååååå nemt, og vi skal ikke pakke, som vi var familien Griswold, med klapvogn, sutteflasker, bleer, skiftetøj etc. Nu rejser vi med en iPad og en snackpose, og så er hun tilfreds. 

Jeg mener også, at når en kvinde er 35 år gammel, så skal man sgu stoppe med at spørge hende. Der er 2 muligheder:

1. Enten har hun taget valget om, at hun ikke skal have flere børn, fordi hun slet ikke har lyst, eller fordi én bare passer perfekt ind i det liv, de har valgt. 

2. Ellers kan hun ikke blive det, og det er vitterligt et meget ømfindtligt emne, som man skal passe på med at træde i eller på. 

Hvis jeg fik 25 øre for hver gang, nogen spurgte mig, om jeg ikke skulle have flere børn, så var jeg lige så rig, som Kim Kardashian – bare uden at vise nøgen hud. Jeg har været gravid flere gange efter Bella, men har mistet det – og nu bliver jeg det ikke. Sådan er det bare, jeg sidder ikke og græder over det, for jeg har ikke behovet for flere børn. Selvom jeg elsker babyer, så elsker jeg også at kunne give dem tilbage igen, når de skriger. Jeg elsker min frihed, og jeg elsker vores lille trekløver. Det skal jeg jo. Men lad være med at dømme mig, fordi jeg har valgt ‘kun’ at have et barn – nogle gange er der mere mellem linierne, og måske passer man også bare på sig selv, og nøjes med det, man kan, fordi det også er fint og dejligt nok. Jeg er ikke grisk og grådig, og føler mig egentlig meget kontant.  

Nu står jeg med en semi stor pige på næsten 9 år, der går på international skole, er lige startet i 3 klasse, kan snakke flydende engelsk, og har modtaget et hav af diplomer for ‘beeing brave, caring, a good friend, risk taker etc.’ Og jeg er så stolt af hende, og det lille væsen hun er blevet til. Enhver so synes bedst om sine grise, det ved jeg godt, men hun er sgu en god pige. Hilsen hendes Moar 😉  

Så hvad har det lært mig at blive mor?: Dit hjerte bliver blottet for alt, hvad der før beskyttede det. Man bliver en ren løvemor, der bare har lyst til at rive hovedet af alt og alle, også selvom det er en lille pige på 8 år, der hedder Lucy, og det eneste man kan tænke på, er, hvordan man kan gøre skade på dette exorcistbarn. Man gør det selvfølgelig ikke, men man har 200 muligheder oppe i hovedet, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt.. Så ved man, man er blevet mor, når man pludselig vil slå ihjel for nogen. Mange siger altid: “Ahmen, jeg vil slå ihjel for min kæreste…” NEJ, du vil slå ihjel for dine børn – Hvis der nogensinde skete Bella noget, så skulle man se psykopat på et bræt, så havde jeg ikke helmet, før personen, der havde gjort hende ondt, var i endnu mere smerte. 

Vi så en dokumentar forleden, der hedder “The Cheshire Murders” hvor en mor og hendes to piger på 11 og 17 bliver seksuelt misbrugt af to indbrudstyve, der tager dem til fange, mens faren er bundet i kælderen. De ender med at gå i panik og i frygt for at efterlade fingeraftryk, så sætter de ild til pigerne, mens de stadig er i live – knækker halsen på moren og voldtager hende, efter hun er død… Bum bum!!! Der sad jeg bare og blev helt varm inden i ved tanken om, at der var nogen, der skulle gøre det ved min datter! 

Det er jo en konstant frygt for, at der skal ske dem noget. Man prøver at afskærme dem fra alt, hvad der er ondt og skidt. Men verden er ikke længere et trygt sted, man skal være mere på vagt end man skal sænke parraderne. Jeg tør slet ikke tænke på den dag, hvor hun skal til at bevæge sig rundt i nattelivet. Jeg kommer jo til at køre hende rundt, og hente hende igen, for at sikre mig, at hun kommer sikkert hjem i ‘havn’. Jeg ved godt, at der ikke kommer noget godt ud af at pakke dem ind i bobbelplast, men min største frygt i livet er virkelig, at der sker hende noget – og så kan man jo ha’ opdraget hende nok så godt, men man kan også være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er jo set før, at unge mennesker bliver slået hjel for en strikhue, en iPhone et ur eller andet latterligt. 

Så man skal virkelig forberede sig selv på, at ligegyldigt, hvor store de bliver, så vil ens børn, altid være ens babyer, nu, i morgen og forevigt ; ) 

XX R 

Share This