Hjemme hos os er jeg den mindst politiske. Jeg har slet ikke hjertet til det, da jeg er den følsomme i vores familie, og den klart mere news-sensitive, når det kommer til folk, der skændes på TV. Min kæreste er meget modsat mig. Det preller helt af på ham.. Han er mere observatøren, hvor jeg er hende, hvis sjæl krymper for hvert minut, jeg skal høre på en valgkamp, eller andre politiske debatter.

LÆS OGSÅ: Rikke May: Ensomhed. Kasseret glimmer & frækt undertøj!

Jeg er krammeren og han er den realistiske. Han filtrerer alt fra, og ser kun kernen, hvor jeg ser alt imellem linierne, rundt om og i midten i flere tusinde farver. To forskellige mennesker, der føler på to forskellige måder, men egentlig har de samme grundværdier.

Hvis det stod til mig, så skulle fjernsynet slet ikke tændes på CNN, BBC og alle de andre nyhedsstationer, for jeg har ikke brug for informationerne, jeg kan ikke håndtere det. Jeg så en dokumentar på CNN på et tidspunkt, hvor de viste to familier i et projekt. Den ene familie skulle disponeres for alle nyhedsinformationer, der fandtes, og den anden familie måtte slet ikke se noget i seks måneder. Og så skulle man se, hvem der kom ud på den anden side mest i balance. Da de seks måneder var gået, viste det sig, at familien, der ikke havde set nyheder, deres lykke var steget markant, og det kan man jo tænke lidt over hvorfor. Negativitet avler negativitet. Det er ikke sundt for nogen, da det påvirker vores dag, vores humør over for os selv, på arbejde og over for vores familier. 

Jeg har lavet en pagt med mig selv, der hedder, at jeg kun vil udsætte mig selv for ting, der gør mig glad. Det er enormt naivt, tekniskt umuligt i den SoMe-verden, vi lever i, og det kan ikke gennemføres 100 procent, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, bare for at nå 10% i mål, og håbe på, at det kan gøre mig til et gladere menneske. 

Da jeg vågnede forleden dag, scrollede jeg igennem mit Facebook-feed, som jeg gør hver morgen, og pludselig popper der noget op med en politiker, der er blevet gift på rådhuset, noget hun åbenbart ikke måtte, men som hun havde betalt for, dog var Danmark rasende. Igen, jeg er meget lidt politisk, og jeg stemmer ikke på de Radikale, så jeg anede ikke, hvem hun var. Plus, når man bor ude i to år, så mister man lidt overblikket over, hvem folk er, og hvor de hører til. Man ved jo aldrig – de politikere har det med at skifte partier, som vinden blæser. Når jeg siger, at jeg ikke er politisk interesseret, så er det rigtigt, men min kæreste mener, at man har et ansvar som dansker, for at vide, hvad de forskellige partier står for, når der er valg, så det har jeg været tvunget til at læse op på. For i vores familie; der stemmer vi, når der stemmes skal! Og sådan er det 😉 

Men det viste sig at være Anna Mee, og det eneste jeg kunne tænke, da jeg så hende var: “Hold nu fast, hun er den smukkeste brud, jeg nogensinde har set! Gad vide hvor de har kagen fra, hvem der har designet hendes kjole, og hvem der har sat hendes hår? Gud, hvor ser de lykkelige ud, og hvor er de et smukt par.”

Min mission med det bedre liv er også at tænke 10 gode tanker om andre, for at lukke alt det negative ude, og det hjælper virkelig. Tænkte; “Ej, jeg skal lige se, hvad folk har skrevet til det smukke billede, for sådan en snager er jeg jo også. Som vi alle er. Dem, der siger, at de ikke stalker deres eks-kæreste for at se, hvor tyk han og hans nye kone er blevet, de lyver helt vildt. Vi gør det alle. 

Til min store overraskelse så jeg i hendes kommentarfelt, at folk ikke delte samme opfattelse som mig, om at hun var en smuk brud, og at de så lykkelige ud. Der var 3.300  kommentarer, og de var ikke alle lykønskninger – lad os sige, at 5 procent af dem var, og resten var mere a la: ‘dø dit griske svin, du burde rådne op i helvede‘ – og det fik mig til at tænke: Hvordan er vi endt her? Hvor er den almene gode tone blevet af? Hvor er kærligheden til hinanden blevet af? Er den røget ud ad vinduet, sammen med bordskikken og lørdagskyllingen på frost i foliebakken?

Mit hjerte bløder. Og her taler vi ikke mere om Anna Mee – For ærligt, så rager det mig, at hun har lånt rådhuset, jeg kunne ikke være mere lykkelig for hende, og mere ligeglad. Jeg har selv haft personalegoder. Jeg fik billig bowling, da jeg arbejdede i bowlingcenteret i Nyborg. Jeg fik billigt tøj, da jeg var hos DAY og flot undertøj til indkøbspris, da jeg solgte Stella McCartney. Ligesom maleren får billig maling, VVS´eren billige toiletter, og bageren gratis brød. Det kunne ikke rage mig mindre. Men noget, der til gengæld rager mig en helt stor del, det er den gode tone på nettet (og generelt), det rager mig faktisk en helt del.

Noget vi skal lære, er simplethen at tale pænt. Man skal ikke skrive/tale anderledes til en politiker, eller én man er uenig med, på andre måder, end hvis man kommunikerede med sine børn, veninder, mand eller chefen, som hvis personen stod foran en. Folk bliver så modige, når de sidder bag skærmen ved tasterne. Det er så nemt at sende negative gloser afsted, fordi man kan gemme sig. Fordi vi har yntringsfrihed i Danmark, er det jo ikke ensbetydigt med, at man skal ligge hjertet hjemme i kummefryseren, når man går ud af døren. Nogle gange skal man også lige tænke: “Hvad vil jeg med den kommentar?” Hvor vil jeg hen med den? Har den et budskab, og kan den ende med at gøre andre ondt?” Hvis du kan sige ja til det, så skal du bare skynde dig at slette den. Giv dig selv noget tænketid, før du trykker på ‘send’.

Mange mennesker tror, at fordi nogen stikker næsen frem, så har man lov til at ‘hakke den af på dem’, og det kunne ikke være længere fra sandheden. Det er som om, at man glemmer, at der faktisk sidder en person på modtagersiden, som også har et hjerte, og som højst sandsynligt tager dette meget nært. Der er i min verden, stor forskel på, om man skriver en dårlig hotelanmeldelse, hvor kaffen var lunken og croissanterne var tørre, end at man skriver til Anna Mee eller alle andre offentlige personaer, at de bare skal ‘lægge sig til at DØ‘, for det er det eneste rigtige. Min hjerte krøller helt sammen for de personer, der sidder på modtagerbænken, som nok har haft den største knude i maven, når de har læst alle de hademails, der er blevet sendt til dem i det offentlige rum – ude, hvor alle kan se og læse dem – Derud, hvor de aldrig forsvinder..

Jeg mener, at VI har et ansvar. Vi har et ansvar for at få den gode tone tilbage. Vi har et kæmpeansvar over for vores børn, som enten snart skal ud og begå sig på Facebook, Insta, Snap og hvad der ellers findes, eller som allerede er der. Vi skal lære dem, hvordan man begår sig på de sociale medier. Ligesom man skal have kørekort til at måtte køre bil, så skal man også have et ‘dannelseskort’ til at være i det offentlige rum.. Der er børn rundt om i verden, helt ned til 10 års-alderen, der begår selvmord, fordi de bliver mobbet på nettet, det kan sgu ikke være rigtigt, at vi har været med til at skabe sådan en paradisegeneration, der bare kaster gylle op, hvor gylle kan kastes. Vi som forældre skal gå forrest og være et godt eksempel for dem – for noget man skal tænke over, når man skriver på nettet, er, at det er ikke kun dig og modtageren, der kan se hvad du skriver, det popper op på dine børns væg, dine forældres, de venner I mødte på Rhodos – din babysitter, grønthandleren rundt om hjørnet og mest af alt din chefs. Så selvom du hedder Gitte, bor i Aalborg omegnen, og har en syg trang til at sende hademails til alt og alle, der ikke lige retter sig ind – så tænk dig om en esktra gang, for konsekvensen på nettet kan være meget større end du regner med.

Det siger mere om DIG og din persona, hvad du skriver, end om folk omkring dig. Min farmor sagde altid, da jeg var lille, ‘vis mig dine venner, så skal jeg fortælle dig, hvem DU er‘. Den passede nok også meget godt ‘i gamle dage’, men burde ændres til ‘vis mig, hvordan du begår dig på de sociale medier, og jeg skal fortælle dig, hvem du er’.

Jeg har brugt mange timer på at tænke over, hvor man kommer fra, altså dem, som sender sådanne nogle mindre behagelige beskeder – Hvilken opdragelse har man fået? Hvilken social arv lider man under? Eller er man bare en helt almindelig person, som Du og Jeg, der bare ikke kan se forskel på rigtigt og forkert? Jeg frygter den dag Bella skal ud i den ‘voksne verden’ for hun har, som jeg, et lille sart åbent hjerte, og ville ligesom mig, føle det ekstra hårdt, og tage det meget nært. Jeg har svært ved at se, at hun nogensinde skulle være den, der sendte negativitet andres vej, da jeg håber på, jeg har opdraget hende bedre end det. Men man kan jo kun håbe på det bedste i ens børn.

Rykker grænserne sig for, hvad der er normalt, og hvad der er acceptabelt? I min verden har jeg ikke et hjertefilter. Jeg ville ønske, at jeg havde det, for det ville skåne mig for rigtig mange ting. Men en kommentar på nettet gør lige så ondt, som hvis personen stod overfor mig og sagde det direkte. Det kan så godt være, at det er mig, der er en tudeprinsesse, men når jeg lytter til mine kollegaer i branchen, så kan jeg også høre på dem, at en tarvelig kommentar kan ødelægge hele deres dag – også selvom man havde fået 900 ‘du er så fantastisk‘ udover den ene rådne. Så jeg er i hvert fald ikke den eneste.

Min kæreste har altid sagt, lige fra den dag, jeg startede min blog for fem år siden, at hvis du er voksen nok til at smile af de søde beskeder, så skal du også være voksen nok til at gøre det ved de negative, for de kommer. Det er 100 procent sikkert. Men mit navn er Rikke, jeg er 35 år gammel, og jeg er IKKE gammel nok til at smile af de dårlige af slagsen. For sådan er min person ikke. Min person er så heller ikke, at jeg kunne finde på at skrive noget negativt til andre offentligt. Det ville jeg aldrig gøre.

Jeg har tit lyst til det, altså skrive noget tilbage til dem, der sender gylle min vej, men jeg gør det aldrig. Jeg stalker dem bare på nettet, for at se, hvem fa’en de er, og hvor de kommer fra. Jeg brygger på 700 nederen ting, jeg har lyst til at sige til dem, hvis jeg stod foran dem. Det er mit afløb, bare mig og min hjerne – Jeg gør det aldrig, og kunne aldrig drømme om det – Okay, måske til min kæreste, men kun når han fortjener det.

Til alle dem, der nu sidder og tænker ‘hold nu din kæft, din dumme kælling, jeg skriver, hvad jeg vil’ – De burde ærligt få sig noget diller, for det varmer så dejligt, så mange steder, og gør godt på flere fronter. Det er noget med endorfiner og kemiske reaktioner – måske det vil løsne lidt på humøret og i sidste ende, den gode tone 😉

LÆS OGSÅ: Rikke May: Hængepatter, strækmærker & alt det vi ikke snakker om!

Så hvis en person på Instagram har hængepatter, eller modsat slet ikke har det, så behøver man ikke kommentere på det – men man har alle rettigheder til at tænke det, og det skader ikke nogen.

Min mission for det positive liv er, at jeg skal sige eller gøre noget godt for andre hver dag, og håbe på, at det spreder sig som ringene i vandet – og jeg prøver mit bedste på at holde min aftale med mig selv. Det kan godt være lidt svært herude i Asien, når man komplimenterer en kvinde på hendes yderst smukke kjole, for det ligner som regel altid, at jeg prøver på at stjæle deres håndtaske i blikket, når jeg siger det. Men vi skal nok nå i mål, jeg forsætter med med den gode tone, det positive sind, og håber på, at det en dag sidder fast herude også. Hvo intet vover, intet vinder. Og kærligheden til andre har aldrig skadet nogen, eller startet nogen krig.

Det er hårdt at holde den gode tone, men gratis at være et dumt røvhul.

Tænk og tal med hjertet.

R