Jeg bliver ofte spurgt, om jeg helst vil være ulykken foruden, eller om jeg har lært at acceptere det i så høj grad, at jeg faktisk er glad for, at jeg står her i dag med ét ben. Det er et godt spørgsmål, og noget jeg har tænkt meget over. Konklusionen er, at jeg ikke vil være foruden ulykken.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 9: Defekt, ufuldkommen og handicappet

Det er underligt, for var jeg blevet spurgt inden ulykken, om jeg helst vil have begge mine ben eller få blackout, blive kørt over af et tog og miste et ben, giver svaret selvfølgelig sig selv. Men for det første kan jeg ikke lave om på, hvad der er sket, og for det andet har oplevelsen givet mig noget, der er meget mere værd end dét ben. Det er den ene ting, jeg håber, I vil tage med fra min historie. Det handler om en hårfin balance, der både skal rumme frygten og evnen til at se det positive for at hente styrke.

Livets hårde oplevelser gør ondt, de kan virke uretfærdige og meningsløse, men det er dem, vi kan lære noget af, det er dem, vi kan blive stærke af, hvis vi håndterer dem med en positiv indstilling lige meget, om det er virksomheden, der giver underskud, nære personer der rammes af sygdom, parforholdet der går i stykker eller en ulykke med tragiske konsekvenser. På lang sigt tror jeg altid efterspillet på en nedtur, kan vendes til en givende oplevelse. Det er der, jeg endelig er kommet til med min ulykke efter mange tanker, mange nedture, mange frustrationer og en helveds masse arbejde. Det var svært at forestille sig, da jeg stirrede magtesløs og chokeret på de blændende lysstofrør på Rigshospitalet, der så mørkere ud end nogensinde. 

Men jeg tænkte i muligheder i stedet for at give op. Jeg blev ofte fristet, til at tænke: “Hvorfor skete det for mig?” Men lukkede hurtigt ned for den tanke, for den er umulig at finde ro i. I stedet for blev spørgsmålene: “Hvad kan jeg bruge det til, og hvad kan jeg gøre lige nu? Hvad er positivt i den her situation?”

Frygten i strakt arm
Hvis jeg forestiller mig, som jeg sidder her nu en søndag eftermiddag, at jeg har to ben. Jeg kan gøre alt, uden at skulle tage højde for, hvad der er muligt rent praktisk, uden at planlægge, uden at blive udmattet og uden smerterne. Hold nu kæft, det ville være nemt. Det er ikke noget, jeg må tænke for meget på. For så får jeg blues.

Sandheden er også, at jeg måske i så høj grad har forsøgt at se mig fri fra negative tanker, distancere mig fra frygten og smerten, at jeg har holdt den i strakt arm ud fra kroppen, mens den langsomt har hobet sig op. I forbindelse med urimelig dødelig sygdom og hårde nedture, der har ramt nogen af mine nærmeste, har jeg to gange oplevet, følelsen af at alt forbundet med ulykken er krakeleret om mig og har givet mig lyst til at give op. I svage øjeblikke er frygten for stor og optimismen væk. Jeg ved ikke, hvad der har fået mig op at stå igen de to gange, der ligesom udløste en altoverskyggende følelse af, at så kan det hele også være lige meget. Jeg tror, det er respekten for, at jeg stadig har muligheden.

Måske har jeg egentlig stadig en masse frygt inde i mig, men jeg tror, det er godt for mig for frygten for at fejle, får mig til at gøre mit absolut bedste. Jeg mærker frygten, inden jeg skal holde et foredrag, for det betyder alt for mig at inspirere dem, der lytter. Jeg får ondt i maven af frygt, når et af mine bands skal spille koncert, for jeg ønsker det går godt.

Du kan måske selv høre, at jeg ikke tør at sige frygt, uden at forbinde det med en positiv tanke, men indimellem har frygt måske godt af at stå alene. Bare frygt..  

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard